Deco

[Hristo]

Men man kan jo bare vende din logik om og sige, at med den kan Deco aldrig gøre det godt, da det altid er andre der udvikler spillerne eller sørger for de er gode.

Det bliver sgu noget sortseende, at partout skulle komme med en masse kritik, når det det i høj grad handler om et sammenspil mellem flere ting ser skal navigeres i for at få en trup der kan konkurrere indenfor de økonomiske rammer.

Du har tilsyneladende slet ikke forstået mine pointer så.

Det handler overhovedet ikke om ikke at vil give ham ros – det handler om, hvad vi vurderer ham på.

En sportsdirektør skal selvfølgelig roses, når han træffer de rigtige valg indenfor de rammer som udgør hans ansvar: Når han rammer rigtigt på sine prioriteringer under et svært budget, lukker kloge forhandlinger eller sælger spillere på det helt rigtige tidspunkt. Dér ligger hans håndværk.

Min pointe er bare, at man ikke kan give ham æren for alt, der lykkes i truppen, og samtidig give markedet, økonomien eller træneren skylden for alt, der mangler. Hvis han skal have æren for de gode resultater af sine valg, må han også tage ansvaret for de huller, han efterlader i truppen. Det er ikke sortseende – det er bare en balanceret evaluering.

Jeg forstår godt din pointe om, at Deco ikke skal have æren for Flicks trænerarbejde eller La Masias talentudvikling. Det tror jeg faktisk heller ikke, nogen af os mener.

Det jeg savner lidt efter alle de her indlæg, er derfor det konkrete alternativ. Hvis præmissen er, at Deco skal vurderes på sine egne beslutninger, så lad os gøre netop det: Hvem burde han have købt billigere eller bedre for de penge, han har haft? Hvem burde han konkret have solgt tidligere, hvornår og til hvilken realistisk pris? Og hvilke af de handler, vi fremhæver som gode, mener du faktisk var dårlige beslutninger på det tidspunkt, de blev truffet?

For ellers bliver diskussionen lidt skæv. Det er nemt at pege på en position, man gerne ville have styrket, en spiller man gerne ville have solgt dyrere eller en handel, man gerne ville have gennemført hurtigere. Sportsdirektørens arbejde består netop i at vælge mellem de realistiske muligheder inden for de penge og den trup, man faktisk har.

Jeg synes ikke Deco har været fejlfri. Men når jeg ser på, hvad han omtrent har haft at gøre godt med, hvad der er kommet ind og ud, og den trup der står tilbage, synes jeg, han har gjort det rigtig godt.

Og måske er det egentlig mit største problem med din kritik: Du bruger meget plads på at opstille kriterierne for, hvordan vi andre bør evaluere Deco, men betydeligt mindre på selv at evaluere hans konkrete beslutninger efter de kriterier. Det kunne faktisk være interessant at se den analyse.

[Barca80]

Men man kan jo bare vende din logik om og sige, at med den kan Deco aldrig gøre det godt, da det altid er andre der udvikler spillerne eller sørger for de er gode.

Det bliver sgu noget sortseende, at partout skulle komme med en masse kritik, når det det i høj grad handler om et sammenspil mellem flere ting ser skal navigeres i for at få en trup der kan konkurrere indenfor de økonomiske rammer.

Du har tilsyneladende slet ikke forstået mine pointer så.

Det handler overhovedet ikke om ikke at vil give ham ros – det handler om, hvad vi vurderer ham på.

En sportsdirektør skal selvfølgelig roses, når han træffer de rigtige valg indenfor de rammer som udgør hans ansvar: Når han rammer rigtigt på sine prioriteringer under et svært budget, lukker kloge forhandlinger eller sælger spillere på det helt rigtige tidspunkt. Dér ligger hans håndværk.

Min pointe er bare, at man ikke kan give ham æren for alt, der lykkes i truppen, og samtidig give markedet, økonomien eller træneren skylden for alt, der mangler. Hvis han skal have æren for de gode resultater af sine valg, må han også tage ansvaret for de huller, han efterlader i truppen. Det er ikke sortseende – det er bare en balanceret evaluering.

Jeg forstår godt din pointe om, at Deco ikke skal have æren for Flicks trænerarbejde eller La Masias talentudvikling. Det tror jeg faktisk heller ikke, nogen af os mener.

Det jeg savner lidt efter alle de her indlæg, er derfor det konkrete alternativ. Hvis præmissen er, at Deco skal vurderes på sine egne beslutninger, så lad os gøre netop det: Hvem burde han have købt billigere eller bedre for de penge, han har haft? Hvem burde han konkret have solgt tidligere, hvornår og til hvilken realistisk pris? Og hvilke af de handler, vi fremhæver som gode, mener du faktisk var dårlige beslutninger på det tidspunkt, de blev truffet?

For ellers bliver diskussionen lidt skæv. Det er nemt at pege på en position, man gerne ville have styrket, en spiller man gerne ville have solgt dyrere eller en handel, man gerne ville have gennemført hurtigere. Sportsdirektørens arbejde består netop i at vælge mellem de realistiske muligheder inden for de penge og den trup, man faktisk har.

Jeg synes ikke Deco har været fejlfri. Men når jeg ser på, hvad han omtrent har haft at gøre godt med, hvad der er kommet ind og ud, og den trup der står tilbage, synes jeg, han har gjort det rigtig godt.

Og måske er det egentlig mit største problem med din kritik: Du bruger meget plads på at opstille kriterierne for, hvordan vi andre bør evaluere Deco, men betydeligt mindre på selv at evaluere hans konkrete beslutninger efter de kriterier. Det kunne faktisk være interessant at se den analyse.

Hvis vi skal vurdere Deco på hans konkrete beslutninger, så lad os da gøre det. Jeg kan gøre det rigtig langt. Men det er nogle ting jeg har skrevet før flere gange her i forummet, så jeg forsøger at holde det kort.

Først en meget vigtig ting. Hele præmissen om, at Deco og Flick skal være enige, før et køb kan gennemføres, er forsimplet. Selvfølgelig har Flick noget at sige; han kan fortælle Deco, at han ”ønsker en spiller af type X og helst ikke en spiller af type Y”. Det er så Decos opgave at vurdere, hvad X og Y i det hele taget betyder. Det handler om fortolkning, timing, vurdering og om, hvad hans netværk tillader. Det handler også om, hvor og hvordan man finder X og undgår Y. Når Deco har lavet sit arbejde og sin analyse færdig, præsenterer han Flick for noget i retning af: “Der er de her to muligheder lige nu, som matcher dit ønske om X.” Men nøglen er, at hvis det ikke var Deco, men en anden sportsdirektør, ville han måske have fundet to andre mulige X‑profiler, fordi sportsdirektørens muligheder, indsats, timing og fokus er anderledes.

Flick har naturligvis et stort kendskab til spillere, men det er ikke hans opgave at have det samlede overblik over markedet, priser, kontraktsituationer, agentrelationer og de konkrete muligheder. Pointen er, at jeg lægger langt mindre vægt på Flick i forhold til, hvem der hentes, og langt mere på Deco. Og den vinkel er meget vigtig at tage med her, så resten af min tekst giver mere mening.

Decos forhold til Jorge Mendes-netværket er også værd at nævne. Barcelona har i hans periode været involveret i en række handler med spillere og profiler tæt knyttet til Mendes, samtidig med at Deco selv har haft mangeårige forbindelser til fodboldagenter fra sin tid som spiller. Det er ikke i sig selv bevis på noget forkert, og jeg ville ikke bruge det som et selvstændigt angreb. Men det er fair at spørge, om Barcelonas transferstrategi nogle gange bliver påvirket af relationer og agentnetværk frem for udelukkende af klubbens sportslige behov. Det synes jeg der er meget der tyder på, men det kan diskuteres.

Deco har faktisk selv været med til at sætte barren. Han siger selv, at man ikke bare skal hente spillere for at hente spillere. Man skal have en klar idé om, hvad spilleren tilfører. Fair. Så må den samme målestok også gælde ham.

Decos fokus på Nico Williams over to somre, hvor Barcelona endte med ikke at hente ham, mens Nico kunne bruge Barcelonas interesse til at presse en kæmpe kontrakt igennem med sin barndomsklub Athletic. Man kan godt mene, at Nico ikke var pengene værd, men så var det stadig Deco, der brugte enorme ressourcer på et spor, som endte med ingenting. Vi blev gjort til grin af dette cirkus, to somre i træk af mange fans verden over. Vi kunne have brugt tiden og ressourcerne helt anderledes.

Hans manglende evne til at skabe kontinuitet i transferstrategien. Først skulle man have Nico Williams. Så Luis Díaz. Så Nico Williams igen. Så andre alternativer. Så ender man med Rashford lige før lukketid. Først skulle man have en bestemt type midtbanespiller. Så blev fokus ændret. Først skulle man løse forsvaret. Så gjorde man det ikke. Det er svært at kalde det en exceptionelt skarp sportslig plan, når retningen hele tiden ændrer sig. Det er det samme mønster vi ser nærmest hver sommer.

Hans lange fokus på Julián Álvarez, hvor Barcelona brugte masser af tid og energi på en handel, der aldrig blev realistisk. Imens stod man samtidig med andre positioner, der også skulle løses. Hvis man vil rose Deco for at have en klar transferstrategi, må man også kunne kritisere ham, når en stor del af sommeren bliver bundet op på en spiller, man ikke ender med at hente.

Hvis man spoler lidt tilbage. Hans køb af Vitor Roque. Omkring 30 mio. euro for et talent, som aldrig for alvor blev integreret, og som kort efter blev sendt videre til Palmeiras. Det var utrolig mange penge i en svær økonomisk tid. Det er svært at kalde det en succesfuld investering, uanset hvor meget man efterfølgende forklarer det med Xavi, timing og omstændigheder.

Hans afvisning af flere af Xavis ønskede midtbanespillere i 2024. Xavi havde ifølge Cadena SER fået tilsagn fra Kimmich, Bernardo Silva og Zubimendi, men Deco fortalte ham, at klubben ikke økonomisk kunne gennemføre handlerne. Det er selvfølgelig muligt, at Deco havde ret i økonomien. Men så står man med et ret interessant valg: Man kunne ikke hente de spillere, træneren ønskede til de centrale positioner, men man kunne samtidig bruge over 30 mio. euro fast på Vitor Roque. Det rejser et helt konkret spørgsmål om prioriteringen af klubbens begrænsede transfermidler.

Hans håndtering af Dani Olmo. En spiller, jeg faktisk synes er god, men Barcelona brugte omkring 55-60 mio. euro på ham og endte bagefter i et voldsomt registreringscirkus. Det er ikke nok at finde en god spiller. Man skal også kunne få ham ind i klubben og få hele operationen til at hænge sammen.

Hans håndtering af Iñigo Martínez. Efter en fremragende sæson var Iñigo blevet en af Flicks vigtigste forsvarsspillere og en leder i omklædningsrummet. Alligevel forlod han Barcelona gratis til Al-Nassr kun ti dage før La Liga-starten. Det var ikke bare et almindeligt salg. Barcelona mistede en vigtig starter uden at få én euro i transferindtægt og stod samtidig uden mulighed for at hente en direkte erstatning. Selv spanske medier kaldte det et alvorligt problem for truppen.

Hans manglende plan efter Iñigos afgang bør påpeges. Barcelona mistede en af sine vigtigste centrale forsvarere, og alligevel kom der ingen ny centerback ind. Flick sagde direkte, at der var behov for at hente en erstatning, men måtte i stedet måtte regne med Gerard Martín som nødløsning. Det er altså ikke bare "markedet var svært". Man mistede en starter og endte med at håbe på, at en venstreback kunne dække pladsen.

Hans mangel på en ordentlig permanent løsning i forsvaret i flere sæsoner. Problemet med defensiv bredde har været tydeligt i flere sæsoner, men igen og igen ender man med forklaringen om, at den rigtige spiller ikke var tilgængelig. På et tidspunkt må man også spørge, om problemet er, at Deco ikke har fundet den rigtige løsning ift. sine kompetencer, netværk og egne interesser.

Det er ultra sjældent man hører hvor mange talentfulde spillere som Deco misser for billige penge. Et eksempel: Estevão blev tilbudt Barcelona flere gange, også til Deco personligt. Ifølge spillerens agent blev han tilbudt for sølle 30 mio. euro plus bonusser, Deco kunne godt lide spilleren, men Barcelona foretog ikke det afgørende træk og trak tiden ud. Chelsea endte med at betale 45 mio. euro. Estevão har en markedsværdi på 80 mio. euro i dag. Det er et konkret eksempel – blandt mange - på en spiller, som klubbens egne folk kendte, som blev præsenteret for Deco, og hvor man valgte ikke at handle. Disse eksempler hører vi sjældent eller glemmer hurtigt, men det er bare værd at have med når man vurderer hans strategi og beslutninger.

Hans vanskeligheder med at få ryddet ordentligt op i truppen. Spillere bliver sendt på lån, kommer tilbage, bliver sendt videre igen eller forlader klubben uden den store transferindtægt. Det er ikke nødvendigvis én katastrofal beslutning, men det er heller ikke noget, man kan ignorere, når man samtidig vil fremhæve Deco som en fremragende sportsdirektør.

Hans håndtering af Ferran Torres’ kontrakt og et relativ billigt salg til PSG. Den har jeg allerede uddybet.

Hans håndtering af Ronald Araújo er også interessant. Barcelona forlængede med ham sidste år og gjorde ham til en central del af projektet (som kaptajn), men året efter endte han med at blive sendt på lån til Liverpool. Man kan sagtens argumentere for, at det sportsligt var nødvendigt. Men så må man også spørge, hvorfor klubben først bandt så meget af sin fremtid op på ham, hvis man senere vurderede, at hans rolle slet ikke passede ind.

Og så er der hele spørgsmålet om, hvor meget af den nuværende succes man egentlig kan tilskrive Deco. Raphinha blev løftet til et helt andet niveau under Flick. Lamine, Cubarsí, Fermín, osv. kommer fra La Masia. Pedri, Araújo, De Jong, Gavi og flere andre var allerede i klubben, da Deco kom.

Det betyder ikke, at Deco ikke skal have ros overhovedet. Selvfølgelig skal han have ros for nogle handler. Jeg kan fx godt lide Adeyemi handlen. Rodri handlen kan diskuteres. Og Gordon handlen bryder jeg mig ikke om. Men det er noget helt andet end at sige, at han har været ekstraordinær eller gjort det tilfredsstillende. Når man især sammenligner Deco med Mateu Alemany, så fremstår Deco allerhøjest dårlig i sine præstationer.

Det er blot nogle få eksempler - ud af mange - jeg vil nævne. Det er mit take på det her, som jeg faktisk har udtrykt i flere sammenhæng. Jeg har dog respekt for andre ser anderledes på det.

[Hristo]

Men man kan jo bare vende din logik om og sige, at med den kan Deco aldrig gøre det godt, da det altid er andre der udvikler spillerne eller sørger for de er gode.

Det bliver sgu noget sortseende, at partout skulle komme med en masse kritik, når det det i høj grad handler om et sammenspil mellem flere ting ser skal navigeres i for at få en trup der kan konkurrere indenfor de økonomiske rammer.

Du har tilsyneladende slet ikke forstået mine pointer så.

Det handler overhovedet ikke om ikke at vil give ham ros – det handler om, hvad vi vurderer ham på.

En sportsdirektør skal selvfølgelig roses, når han træffer de rigtige valg indenfor de rammer som udgør hans ansvar: Når han rammer rigtigt på sine prioriteringer under et svært budget, lukker kloge forhandlinger eller sælger spillere på det helt rigtige tidspunkt. Dér ligger hans håndværk.

Min pointe er bare, at man ikke kan give ham æren for alt, der lykkes i truppen, og samtidig give markedet, økonomien eller træneren skylden for alt, der mangler. Hvis han skal have æren for de gode resultater af sine valg, må han også tage ansvaret for de huller, han efterlader i truppen. Det er ikke sortseende – det er bare en balanceret evaluering.

Jeg forstår godt din pointe om, at Deco ikke skal have æren for Flicks trænerarbejde eller La Masias talentudvikling. Det tror jeg faktisk heller ikke, nogen af os mener.

Det jeg savner lidt efter alle de her indlæg, er derfor det konkrete alternativ. Hvis præmissen er, at Deco skal vurderes på sine egne beslutninger, så lad os gøre netop det: Hvem burde han have købt billigere eller bedre for de penge, han har haft? Hvem burde han konkret have solgt tidligere, hvornår og til hvilken realistisk pris? Og hvilke af de handler, vi fremhæver som gode, mener du faktisk var dårlige beslutninger på det tidspunkt, de blev truffet?

For ellers bliver diskussionen lidt skæv. Det er nemt at pege på en position, man gerne ville have styrket, en spiller man gerne ville have solgt dyrere eller en handel, man gerne ville have gennemført hurtigere. Sportsdirektørens arbejde består netop i at vælge mellem de realistiske muligheder inden for de penge og den trup, man faktisk har.

Jeg synes ikke Deco har været fejlfri. Men når jeg ser på, hvad han omtrent har haft at gøre godt med, hvad der er kommet ind og ud, og den trup der står tilbage, synes jeg, han har gjort det rigtig godt.

Og måske er det egentlig mit største problem med din kritik: Du bruger meget plads på at opstille kriterierne for, hvordan vi andre bør evaluere Deco, men betydeligt mindre på selv at evaluere hans konkrete beslutninger efter de kriterier. Det kunne faktisk være interessant at se den analyse.

Hvis vi skal vurdere Deco på hans konkrete beslutninger, så lad os da gøre det. Jeg kan gøre det rigtig langt. Men det er nogle ting jeg har skrevet før flere gange her i forummet, så jeg forsøger at holde det kort.

Først en meget vigtig ting. Hele præmissen om, at Deco og Flick skal være enige, før et køb kan gennemføres, er forsimplet. Selvfølgelig har Flick noget at sige; han kan fortælle Deco, at han ”ønsker en spiller af type X og helst ikke en spiller af type Y”. Det er så Decos opgave at vurdere, hvad X og Y i det hele taget betyder. Det handler om fortolkning, timing, vurdering og om, hvad hans netværk tillader. Det handler også om, hvor og hvordan man finder X og undgår Y. Når Deco har lavet sit arbejde og sin analyse færdig, præsenterer han Flick for noget i retning af: “Der er de her to muligheder lige nu, som matcher dit ønske om X.” Men nøglen er, at hvis det ikke var Deco, men en anden sportsdirektør, ville han måske have fundet to andre mulige X‑profiler, fordi sportsdirektørens muligheder, indsats, timing og fokus er anderledes.

Flick har naturligvis et stort kendskab til spillere, men det er ikke hans opgave at have det samlede overblik over markedet, priser, kontraktsituationer, agentrelationer og de konkrete muligheder. Pointen er, at jeg lægger langt mindre vægt på Flick i forhold til, hvem der hentes, og langt mere på Deco. Og den vinkel er meget vigtig at tage med her, så resten af min tekst giver mere mening.

Decos forhold til Jorge Mendes-netværket er også værd at nævne. Barcelona har i hans periode været involveret i en række handler med spillere og profiler tæt knyttet til Mendes, samtidig med at Deco selv har haft mangeårige forbindelser til fodboldagenter fra sin tid som spiller. Det er ikke i sig selv bevis på noget forkert, og jeg ville ikke bruge det som et selvstændigt angreb. Men det er fair at spørge, om Barcelonas transferstrategi nogle gange bliver påvirket af relationer og agentnetværk frem for udelukkende af klubbens sportslige behov. Det synes jeg der er meget der tyder på, men det kan diskuteres.

Deco har faktisk selv været med til at sætte barren. Han siger selv, at man ikke bare skal hente spillere for at hente spillere. Man skal have en klar idé om, hvad spilleren tilfører. Fair. Så må den samme målestok også gælde ham.

Decos fokus på Nico Williams over to somre, hvor Barcelona endte med ikke at hente ham, mens Nico kunne bruge Barcelonas interesse til at presse en kæmpe kontrakt igennem med sin barndomsklub Athletic. Man kan godt mene, at Nico ikke var pengene værd, men så var det stadig Deco, der brugte enorme ressourcer på et spor, som endte med ingenting. Vi blev gjort til grin af dette cirkus, to somre i træk af mange fans verden over. Vi kunne have brugt tiden og ressourcerne helt anderledes.

Hans manglende evne til at skabe kontinuitet i transferstrategien. Først skulle man have Nico Williams. Så Luis Díaz. Så Nico Williams igen. Så andre alternativer. Så ender man med Rashford lige før lukketid. Først skulle man have en bestemt type midtbanespiller. Så blev fokus ændret. Først skulle man løse forsvaret. Så gjorde man det ikke. Det er svært at kalde det en exceptionelt skarp sportslig plan, når retningen hele tiden ændrer sig. Det er det samme mønster vi ser nærmest hver sommer.

Hans lange fokus på Julián Álvarez, hvor Barcelona brugte masser af tid og energi på en handel, der aldrig blev realistisk. Imens stod man samtidig med andre positioner, der også skulle løses. Hvis man vil rose Deco for at have en klar transferstrategi, må man også kunne kritisere ham, når en stor del af sommeren bliver bundet op på en spiller, man ikke ender med at hente.

Hvis man spoler lidt tilbage. Hans køb af Vitor Roque. Omkring 30 mio. euro for et talent, som aldrig for alvor blev integreret, og som kort efter blev sendt videre til Palmeiras. Det var utrolig mange penge i en svær økonomisk tid. Det er svært at kalde det en succesfuld investering, uanset hvor meget man efterfølgende forklarer det med Xavi, timing og omstændigheder.

Hans afvisning af flere af Xavis ønskede midtbanespillere i 2024. Xavi havde ifølge Cadena SER fået tilsagn fra Kimmich, Bernardo Silva og Zubimendi, men Deco fortalte ham, at klubben ikke økonomisk kunne gennemføre handlerne. Det er selvfølgelig muligt, at Deco havde ret i økonomien. Men så står man med et ret interessant valg: Man kunne ikke hente de spillere, træneren ønskede til de centrale positioner, men man kunne samtidig bruge over 30 mio. euro fast på Vitor Roque. Det rejser et helt konkret spørgsmål om prioriteringen af klubbens begrænsede transfermidler.

Hans håndtering af Dani Olmo. En spiller, jeg faktisk synes er god, men Barcelona brugte omkring 55-60 mio. euro på ham og endte bagefter i et voldsomt registreringscirkus. Det er ikke nok at finde en god spiller. Man skal også kunne få ham ind i klubben og få hele operationen til at hænge sammen.

Hans håndtering af Iñigo Martínez. Efter en fremragende sæson var Iñigo blevet en af Flicks vigtigste forsvarsspillere og en leder i omklædningsrummet. Alligevel forlod han Barcelona gratis til Al-Nassr kun ti dage før La Liga-starten. Det var ikke bare et almindeligt salg. Barcelona mistede en vigtig starter uden at få én euro i transferindtægt og stod samtidig uden mulighed for at hente en direkte erstatning. Selv spanske medier kaldte det et alvorligt problem for truppen.

Hans manglende plan efter Iñigos afgang bør påpeges. Barcelona mistede en af sine vigtigste centrale forsvarere, og alligevel kom der ingen ny centerback ind. Flick sagde direkte, at der var behov for at hente en erstatning, men måtte i stedet måtte regne med Gerard Martín som nødløsning. Det er altså ikke bare "markedet var svært". Man mistede en starter og endte med at håbe på, at en venstreback kunne dække pladsen.

Hans mangel på en ordentlig permanent løsning i forsvaret i flere sæsoner. Problemet med defensiv bredde har været tydeligt i flere sæsoner, men igen og igen ender man med forklaringen om, at den rigtige spiller ikke var tilgængelig. På et tidspunkt må man også spørge, om problemet er, at Deco ikke har fundet den rigtige løsning ift. sine kompetencer, netværk og egne interesser.

Det er ultra sjældent man hører hvor mange talentfulde spillere som Deco misser for billige penge. Et eksempel: Estevão blev tilbudt Barcelona flere gange, også til Deco personligt. Ifølge spillerens agent blev han tilbudt for sølle 30 mio. euro plus bonusser, Deco kunne godt lide spilleren, men Barcelona foretog ikke det afgørende træk og trak tiden ud. Chelsea endte med at betale 45 mio. euro. Estevão har en markedsværdi på 80 mio. euro i dag. Det er et konkret eksempel – blandt mange - på en spiller, som klubbens egne folk kendte, som blev præsenteret for Deco, og hvor man valgte ikke at handle. Disse eksempler hører vi sjældent eller glemmer hurtigt, men det er bare værd at have med når man vurderer hans strategi og beslutninger.

Hans vanskeligheder med at få ryddet ordentligt op i truppen. Spillere bliver sendt på lån, kommer tilbage, bliver sendt videre igen eller forlader klubben uden den store transferindtægt. Det er ikke nødvendigvis én katastrofal beslutning, men det er heller ikke noget, man kan ignorere, når man samtidig vil fremhæve Deco som en fremragende sportsdirektør.

Hans håndtering af Ferran Torres’ kontrakt og et relativ billigt salg til PSG. Den har jeg allerede uddybet.

Hans håndtering af Ronald Araújo er også interessant. Barcelona forlængede med ham sidste år og gjorde ham til en central del af projektet (som kaptajn), men året efter endte han med at blive sendt på lån til Liverpool. Man kan sagtens argumentere for, at det sportsligt var nødvendigt. Men så må man også spørge, hvorfor klubben først bandt så meget af sin fremtid op på ham, hvis man senere vurderede, at hans rolle slet ikke passede ind.

Og så er der hele spørgsmålet om, hvor meget af den nuværende succes man egentlig kan tilskrive Deco. Raphinha blev løftet til et helt andet niveau under Flick. Lamine, Cubarsí, Fermín, osv. kommer fra La Masia. Pedri, Araújo, De Jong, Gavi og flere andre var allerede i klubben, da Deco kom.

Det betyder ikke, at Deco ikke skal have ros overhovedet. Selvfølgelig skal han have ros for nogle handler. Jeg kan fx godt lide Adeyemi handlen. Rodri handlen kan diskuteres. Og Gordon handlen bryder jeg mig ikke om. Men det er noget helt andet end at sige, at han har været ekstraordinær eller gjort det tilfredsstillende. Når man især sammenligner Deco med Mateu Alemany, så fremstår Deco allerhøjest dårlig i sine præstationer.

Det er blot nogle få eksempler - ud af mange - jeg vil nævne. Det er mit take på det her, som jeg faktisk har udtrykt i flere sammenhæng. Jeg har dog respekt for andre ser anderledes på det.

Tak for uddybningen. Det var mere den konkrete vurdering, jeg efterspurgte, og flere af punkterne synes jeg er helt legitime at diskutere.

Jeg er mindre enig i flere af eksemplerne. Roque synes jeg bliver en lidt skæv case. Handlen blev lavet, før Deco formelt overtog efter Alemany. Deco var klart involveret, så han er ikke uden ansvar, men det var ikke hans vindue alene. Og jeg synes især ikke, man kan opstille det som et valg mellem €30 mio. på Roque eller Kimmich, Zubimendi og Bernardo Silva. De tre var i en helt anden økonomisk kategori, og pointen dengang var netop, at Barca ikke havde økonomi til den type handler. Roque viste sig at være den forkerte investering som Lewandowskis arvtager, men det gør ikke de tre andre til realistiske alternativer til de samme penge.

Omkring Iñigo husker jeg det lidt anderledes: Flick var ked af at miste ham, men sagde netop, at han ikke krævede en ny stopper og pegede på Gerard Martín som en mulighed. Og hele Iñigo-casen illustrerer egentlig meget godt de økonomiske vilkår, klubben har arbejdet under. Han blev hentet gratis i 2023 og endte med at blive en fremragende gratis signing. Da han senere forlod klubben gratis, skyldtes det heller ikke bare, at man ikke formåede at få en transfersum for ham. Klubben havde givet Iñigo sit ord på, at han kunne tage imod et nyt tilbud, efter at han året før havde afvist Saudi-Arabien. Måske burde vi have tjent penge på Iñigo, men jeg kan godt leve med, at klubben står ved den slags aftaler.

Estevão vil jeg faktisk snarere kalde en god prioritering. Deco kendte og vurderede spilleren, men Barca havde allerede Lamine på samme position og med mange af de samme karakteristika. I en ekstremt presset økonomi valgte man altså ikke at bruge €30 mio.+ på endnu et supertalent til samme position og undgik samtidig at lægge en stor investering oven i den position, hvor Lamine stod foran sit gennembrud. Den prioritering er svær at kritisere i dag. At Estevão også er blevet fantastisk, gør ikke fravalget til en fejl.

Nico/Díaz/Rashford ser jeg heller ikke nødvendigvis som manglende strategi. Hvis behovet hele tiden er en venstrekant med en bestemt profil, er det naturligt, at konkrete mål ændrer sig, når pris og muligheder gør det. Det er fair at diskutere, om Deco brugte for lang tid på enkelte spor som Nico og Julián. Men truppen havde kvalitet nok til en intern løsning med Raphinha, Rashford blev hentet som en billig midlertidig løsning, og nu står vi med Gordon til nutiden og Bisiwu som et bud på fremtiden. Det synes jeg hænger ganske fint sammen som strategi, selv om vejen dertil ikke var snorlige. Hvorvidt Gordon er den rette løsning, må vi se med tiden, men profil og alder er i hvert fald en god start.

Ferran-casen ser jeg også helt anderledes. Jeg kan i min vildeste fantasi ikke se, hvordan vi skulle have fået samme beløb for ham før VM. Efter VM stod hans værdi IMO for første gang nogenlunde på samme niveau som da vi købte ham, og han blev solgt, efter at han selv havde valgt PSG. Jeg har det helt fint med, at han er skiftet, og den pris Barca fik for ham, er for mig 100 % godkendt.

Grundlæggende tror jeg bare, vi vægter det samlede regnskab forskelligt. Siden Deco reelt overtog efter Alemany, har Barca for omkring €65-70 mio. i samlet nettotransferforbrug over tre somre, så vidt jeg lige kan sjusse mig frem til, fået bygget den trup, vi står med nu. Når man tænker over det, er det samlet set enormt skrabede midler over tre transfervinduer for en klub med Barcas ambitioner. Den vægtskål er for mig en kæmpe del af vurderingsgrundlaget. Man kan selvfølgelig finde handler og prioriteringer, man ville have lavet anderledes, men det er svært at vurdere Decos arbejde uden samtidig at holde det op imod, hvor få nettomidler han faktisk har haft at flytte truppen for.

Og så er der Flick. Selvfølgelig skal Deco ikke have æren for Flicks trænerarbejde. Men Deco og Bojan var centrale i vurderingen og anbefalingen af Flick, og Laporta har siden ligefrem omtalt Flick som deres signing. Hvis Deco skal bedømmes på sine sportslige beslutninger, må valget af træner også med i det regnskab.

For mig har det hele tiden været pointen. Ikke om Deco er fejlfri eller den bedste, men om han har gjort et godt stykke arbejde inden for nogle rammer, han ikke selv er herre over. Jeg kan sagtens finde konkrete beslutninger, jeg er uenig i, men sådan vil det jo altid være.

Flick siger fx selv, at han er ansvarlig for det første mål i går. Lad os acceptere den præmis, selv om det er Espart, der laver selve fejlafleveringen. Det ændrer bare ikke på min samlede vurdering af Flick: Jeg synes stadig, han gør et godt stykke arbejde.

Det er grundlæggende den samme målestok, jeg bruger på Deco. Hvorvidt en anden sportsdirektør kunne have været bedre, bliver for mig hypotetisk. Jeg er meget tilfreds med det arbejde, Deco laver.