Paulinho15 skrev: ↑søn jun 28, 2026 11:34 pm
Har lige læst jeres kommentarer nu. Jeg vil lidt bange for at åbne dem, men det var der jo ingen grund til. Jeg er træt nu, men vil prøve at svare på det i morgen i off-topic tråden. Alternativt kan vi måske lave en “mental health” tråd eller lignende.
Jeg har forsøgt at få hjælp i årevis, men min familie, samfundet og andre der har et ansvar i det har svigtet groft.
Nu bliver jeg ked af det. Der er også sket lovbrud i forhold til, at jeg ikke har fået den hjælp jeg har brug for og krav på.
Det har været meget op af bakke og jeg har hele tiden forsøgt at finde hjælp og løsninger, men det har været meget svært.
Jeg er optimisk. Det skal nok vende, men det er ikke sjovt at se den ene dag gå efter den anden, der efterhånden er blevet til over tre år nu.
Inden da, som jeg også har skrevet herinde, så havde jeg fire års kamp for mit liv, der var et helvede uden lige fra 2018-2022.
Det vil sige det har stået på i otte år nu til efteråret siden jeg var 21 år fordelt med svær angst i fire år og så er kompleks PTSD kommet på i start 2023. Nu er jeg lige blevet 29 år og alle mine tyvere er væk.
Alt det jeg havde drømt om jeg skulle have nået nu er ikke sket. Det er en hård sorg at gå med, men jeg har ikke gøre noget.
Jeg lige nu tænker jeg bare på at få det godt. Det skal nok lykkes.
Du skal vide, at vi er enormt mange, som dig - og dine oplevelser med svigt, grove svigt, af familie og samfund, er ligeledes noget vi er mange om, ganske enkelt fordi dine og vores oplevelser ikke anerkendes som ægte - også, fra samfundets side, fordi der, ganske enkelt, er SÅ MANGE af os.
Derfor skal du være indstillet på at gøre noget selv - og så skal du være klar over, at ikke alt bliver perfekt, selvom du kommer til at få det bedre. Men du skal også være åben for andres forslag og lytte til, hvordan DE opfatter dig. Jeg var selv alt for længe om, at gå i medicinsk behandling.
Du skal være tro mod dig selv og din egen mavefornemmelse - men alligevel prøve ting af, som måske, ikke altid, virker indlysende for dig.
Når mennesker bliver ødelagt af traumer i barndom og teenage år, så bliver de aldrig rigtigt "hele" igen, i den forstand, at man bare kan slette virkningerne af ødelæggelserne.
Jeg har selv kæmpet med posttraumatisk stress siden jeg var 14-15 år og frem til jeg blev over 50 - i dag har jeg det godt og er i arbejde, selvforsørgende - og fungerer i mit arbejde. Selvfølgelig blev livet ikke sådan, som jeg engang havde drømme om, at det skulle blive - men så blev det noget andet, som jeg i dag også har lært at holde af.
Jeg er først og fremmest glad og stolt over at have overlevet.
Hvis du bliver ved og kæmper, skal du nok få det godt igen, ikke perfekt, men godt nok til at være glad - og sove godt.,
🫣
