Alright, så snakker vi ikke mere om Thorup, jeg prøver at lytte til Fribytterdrømme istedet.EasyBuddhist skrev: ↑fre apr 08, 2022 5:37 pmDet er jo begrænset, hvor klichepræget, det kan være, når man skriver 67 på kalenderåret. Ang hans talent, så havde han en vild vokal i forhold til, hvad DK ellers har kunne opdrive, det være sig nu eller dengang. Han var tæt på at få internationalt gennembrud i UK, men psyken kunne ikke rigtig holde. Han er altså kun 19 år på det nummer, jeg linker til! Ret så kraftfuld vokal i den alder, må man sige.Det jeg har hørt, synes jeg ofte er klichepræget og uden rigtig identitet
I forhold til Bleeder, så har jeg det bedst, hvis det ikke er for kontrolleret. Det er lidt for flot til min smag![]()
Musik
Redaktører: Guardiola, Wennerberg
-
nosslo15
- Indlæg: 1843
- Tilmeldt: man sep 18, 2017 1:41 pm
- Har takket: 181 gange
- Blevet takket: 319 gange
Re: Musik
-
nosslo15
- Indlæg: 1843
- Tilmeldt: man sep 18, 2017 1:41 pm
- Har takket: 181 gange
- Blevet takket: 319 gange
Re: Musik
Kære Easy.
Er dette "grimt" nok?
"Tingel-Tangelmanden", et af de absolut fedeste numre på "M144" udgivelsen - med vores allesammens Poul Dissing på vokalen.
For satan, det sparker røv. Man kommer næsten til at tænke på Killmisters første band "Hawkwind"
Er dette "grimt" nok?
"Tingel-Tangelmanden", et af de absolut fedeste numre på "M144" udgivelsen - med vores allesammens Poul Dissing på vokalen.
For satan, det sparker røv. Man kommer næsten til at tænke på Killmisters første band "Hawkwind"
-
EasyBuddhist
- Indlæg: 5789
- Tilmeldt: tirs feb 23, 2021 9:52 pm
- Har takket: 1138 gange
- Blevet takket: 1386 gange
Re: Musik
Det er fedt, selvom det er lang tid siden, jeg har lyttet til det.
Og, Joshu var zen, og Nansen var Zen og Joshu spurgte, hvad er vejen? Og, Nansen svarede, vejen er hver dags liv og Joshu sagde, det vil jeg så studere. Og, Nansen svarede, så kommer du straks meget langt væk fra den
-
nosslo15
- Indlæg: 1843
- Tilmeldt: man sep 18, 2017 1:41 pm
- Har takket: 181 gange
- Blevet takket: 319 gange
Re: Musik
Burning Red Ivanhoe var faktisk ret trendsættende inden for den progressive rock og den første udgivelse i 69 er idag internationalt anerkendt, som et nybrud.EasyBuddhist skrev: ↑fre apr 08, 2022 6:23 pmDet er fedt, selvom det er lang tid siden, jeg har lyttet til det.
-
EasyBuddhist
- Indlæg: 5789
- Tilmeldt: tirs feb 23, 2021 9:52 pm
- Har takket: 1138 gange
- Blevet takket: 1386 gange
Re: Musik
Albummet der passer perfekt oven på kampen i går
Og, Joshu var zen, og Nansen var Zen og Joshu spurgte, hvad er vejen? Og, Nansen svarede, vejen er hver dags liv og Joshu sagde, det vil jeg så studere. Og, Nansen svarede, så kommer du straks meget langt væk fra den
- JonasV
- Indlæg: 11691
- Tilmeldt: man jan 12, 2009 1:06 pm
- Geografisk sted: Lige ved og næsten
- Har takket: 1482 gange
- Blevet takket: 1992 gange
- SpillerSomMESSI
- Indlæg: 6328
- Tilmeldt: ons dec 16, 2009 4:54 pm
- Geografisk sted: Skive - Jylland
- Har takket: 722 gange
- Blevet takket: 782 gange
Re: Musik
Det er mit “hangover coffee with cream mix” start nummer på mit gamle TDK kassette bånd.
Senest rettet af SpillerSomMESSI man maj 09, 2022 10:33 pm, rettet i alt 1 gang.
”…jeg synes at vi bør spille 4-4-3 i de svære kampe…”
-
Antimadridista
- Indlæg: 11262
- Tilmeldt: man sep 18, 2017 3:30 pm
- Har takket: 1849 gange
- Blevet takket: 1213 gange
-
nosslo15
- Indlæg: 1843
- Tilmeldt: man sep 18, 2017 1:41 pm
- Har takket: 181 gange
- Blevet takket: 319 gange
Re: Musik
Her på Merløsevej i Brønshøj, som jo er Københavns vilde vesten, står den på frikadeller med flødestuvet hvidkål med porreskiver og grønærter.
Og så lige den her:
Country syrerockens hellige gral sammen med de første 3-4 stykker af Creedence.
Og så lige den her:
Country syrerockens hellige gral sammen med de første 3-4 stykker af Creedence.
-
nosslo15
- Indlæg: 1843
- Tilmeldt: man sep 18, 2017 1:41 pm
- Har takket: 181 gange
- Blevet takket: 319 gange
Re: Musik
Det er vist noget siden, at der er blevet postet herinde. Alas!
Tidligt forår 87. Jeg går i folkeskole på Skolen ved Sundet, efter at være blevet smidt ud i 7, fra en klasse på det ydre Nørrebro.
Min gode kammerart Lykke (Thomas) havde sin Sony walkman med og havde optaget nogle "hippieting" hjemme hos sin fraskilte fader, hvis gamle Kreidler han fik sat i stand, til stor lykke for Lykke.
Lykke havde snuset, at jeg var glad for musik og opfordrede mig derfor til at lytte til hans fars bånd - på hans walkman.
Det gjorde jeg så.
Jeg blev særligt glad for et nummer, som jeg ikke kunne identificere - og Lykke heller ikke. Op til eksamens tiden lånte jeg ofte Lykkes Walkman for at høre det nummer. Jeg troede det var en kvinde som sang.
37 år efter, ser jeg så en dokumentar på DR om Rolling Stones, som viser et klip, hvor lige præcis det gamle nummer spilles.
Jeg har aldrig før beskæftiget mig med dem, selvom jeg er utroligt glad for musik fra den tid - har altid ment de var overvurderede - uden rigtigt at have belæg for det. I dagene efter udsendelsen går jeg på opdagelse på Spottify - og finder det gamle nummer "Back Street Girl" som er lagt på compilation albummet "Flowers" fra 67. Det mest oversete album af Stones.
Siden hen har jeg opdaget Stones og fundet ud af, at de var fantastiske, indtil engang i midt 70èrne.
Det sindsyge var og er, at min kærlighed for nummeret dengang, åbenbart forudsagde en masse i mit liv, som jeg efter 37 år opdagede for alvor. Den blanding af "barok pop" og tristesse over en spirende sado machocisme - og så en Brian Jones i fuldt flor ( bla. også på numre som "Lady Jane", "Ruby Thuesday" - OG "Under My Thumb" og "Paint It Black"( som dog er på Aftermath og ikke er "barok pop") ) er musikalsk vidunderlig hos Rolling Stones - men der er andre fra den tid, som har det samme - Beatles (endda også med "barok pop", 66, Revolver) og Velvet Underground 67.
Det som er enestående for Stones på denne tid, er, at de er så utroligt ærlige om et emne, som stort set alle andre siden har fortiet eller pakket ind i alt mulig bullshit.
Men for Stones kendere, som ikke kender Flowers - lyt engang!
Tidligt forår 87. Jeg går i folkeskole på Skolen ved Sundet, efter at være blevet smidt ud i 7, fra en klasse på det ydre Nørrebro.
Min gode kammerart Lykke (Thomas) havde sin Sony walkman med og havde optaget nogle "hippieting" hjemme hos sin fraskilte fader, hvis gamle Kreidler han fik sat i stand, til stor lykke for Lykke.
Lykke havde snuset, at jeg var glad for musik og opfordrede mig derfor til at lytte til hans fars bånd - på hans walkman.
Det gjorde jeg så.
Jeg blev særligt glad for et nummer, som jeg ikke kunne identificere - og Lykke heller ikke. Op til eksamens tiden lånte jeg ofte Lykkes Walkman for at høre det nummer. Jeg troede det var en kvinde som sang.
37 år efter, ser jeg så en dokumentar på DR om Rolling Stones, som viser et klip, hvor lige præcis det gamle nummer spilles.
Jeg har aldrig før beskæftiget mig med dem, selvom jeg er utroligt glad for musik fra den tid - har altid ment de var overvurderede - uden rigtigt at have belæg for det. I dagene efter udsendelsen går jeg på opdagelse på Spottify - og finder det gamle nummer "Back Street Girl" som er lagt på compilation albummet "Flowers" fra 67. Det mest oversete album af Stones.
Siden hen har jeg opdaget Stones og fundet ud af, at de var fantastiske, indtil engang i midt 70èrne.
Det sindsyge var og er, at min kærlighed for nummeret dengang, åbenbart forudsagde en masse i mit liv, som jeg efter 37 år opdagede for alvor. Den blanding af "barok pop" og tristesse over en spirende sado machocisme - og så en Brian Jones i fuldt flor ( bla. også på numre som "Lady Jane", "Ruby Thuesday" - OG "Under My Thumb" og "Paint It Black"( som dog er på Aftermath og ikke er "barok pop") ) er musikalsk vidunderlig hos Rolling Stones - men der er andre fra den tid, som har det samme - Beatles (endda også med "barok pop", 66, Revolver) og Velvet Underground 67.
Det som er enestående for Stones på denne tid, er, at de er så utroligt ærlige om et emne, som stort set alle andre siden har fortiet eller pakket ind i alt mulig bullshit.
Men for Stones kendere, som ikke kender Flowers - lyt engang!
-
nosslo15
- Indlæg: 1843
- Tilmeldt: man sep 18, 2017 1:41 pm
- Har takket: 181 gange
- Blevet takket: 319 gange
Re: Musik
Ja, jeg ved godt, at folk nu tænker, at jeg er håbløs og uden egentlig tække for, hvad der foregår i den verden vi lever i - men altså, her er vi - igen!
Claptons Layla.
Da jeg var omkring 18 år, prøvede jeg for første gang, at ryge mig skæv, jeg kunne ikke finde ud af at riste tobakken, jeg havde lige købt Leyla - og syntes at den var en skuffelse. Dårlig lyd, dårlig produktion - rodet og uden retning - ingen klare soloer.
Jeg kom lige fra Cream.
Jeg har hørt ufattelig meget musik sidenhen.
Det, der er at sige om Leyla, er det samme, der er at sige om "Sticky Fingers" og især om "Exile on Main Street" af Rolling Stones.
De er lige ved at bryde sammen, alt omkring dem er kaos - men alligevel, så vinder deres talent og evner og især vilje. Hvilket gør, at albummene bliver musikalske mesterværker - på det rene instikt, evner.
Der er en feststemning på disse plader, som er unik for den tid, de er optaget i. På Leyla er det mere en stemning af fest før begravelse. Jeg har aldrig før eller siden hørt en sådan unik lyd - Duane Allman. Han var enestående sammen med Clapton.
Omkiring 1970 var der en tendens i rocken til at den skulle være kollektiv eller med et moderne udtryk: inkluderende. Skousen og Ingemann red med på denne bølge. Feststemningen kommer selvsagt af, at man kan høre, at alle gerne vil være med, hvilket gør noget mirakuløst ved optagelserne, der kommer noget meget "moderne" støj, fordi alt er lagt under det oprindelige spor, som er ret simpelt, fuldkommen som Rolling Stones, helt simple tracks og gentagelser, med masser af rum for improvisation. Hos Stones var det Mick Taylor, som gjorde den store forskel - med Clapton, uanset, hvor dygtig en guitarist han var, er det Allman, som er den afgørende forskel. Han var mageløs.
For de folk, som elsker "Exile on main Street" så er anbefalingen klar her snart 60 år efter. Prøv nu at lytte til Layla og det vidunderlige kaos af stemmer, som indfinder sig så harmonisk, som man overhovedet kan forestille sig på en blues plade.

Claptons Layla.
Da jeg var omkring 18 år, prøvede jeg for første gang, at ryge mig skæv, jeg kunne ikke finde ud af at riste tobakken, jeg havde lige købt Leyla - og syntes at den var en skuffelse. Dårlig lyd, dårlig produktion - rodet og uden retning - ingen klare soloer.
Jeg kom lige fra Cream.
Jeg har hørt ufattelig meget musik sidenhen.
Det, der er at sige om Leyla, er det samme, der er at sige om "Sticky Fingers" og især om "Exile on Main Street" af Rolling Stones.
De er lige ved at bryde sammen, alt omkring dem er kaos - men alligevel, så vinder deres talent og evner og især vilje. Hvilket gør, at albummene bliver musikalske mesterværker - på det rene instikt, evner.
Der er en feststemning på disse plader, som er unik for den tid, de er optaget i. På Leyla er det mere en stemning af fest før begravelse. Jeg har aldrig før eller siden hørt en sådan unik lyd - Duane Allman. Han var enestående sammen med Clapton.
Omkiring 1970 var der en tendens i rocken til at den skulle være kollektiv eller med et moderne udtryk: inkluderende. Skousen og Ingemann red med på denne bølge. Feststemningen kommer selvsagt af, at man kan høre, at alle gerne vil være med, hvilket gør noget mirakuløst ved optagelserne, der kommer noget meget "moderne" støj, fordi alt er lagt under det oprindelige spor, som er ret simpelt, fuldkommen som Rolling Stones, helt simple tracks og gentagelser, med masser af rum for improvisation. Hos Stones var det Mick Taylor, som gjorde den store forskel - med Clapton, uanset, hvor dygtig en guitarist han var, er det Allman, som er den afgørende forskel. Han var mageløs.
For de folk, som elsker "Exile on main Street" så er anbefalingen klar her snart 60 år efter. Prøv nu at lytte til Layla og det vidunderlige kaos af stemmer, som indfinder sig så harmonisk, som man overhovedet kan forestille sig på en blues plade.
Senest rettet af nosslo15 ons jun 03, 2026 11:53 am, rettet i alt 2 gange.
-
Antimadridista
- Indlæg: 11262
- Tilmeldt: man sep 18, 2017 3:30 pm
- Har takket: 1849 gange
- Blevet takket: 1213 gange
Re: Musik
Hej Nosslo
Det er virkelig fedt at læse om den entusiasme du tydeligvis har for musik…og din historie fortælling

Vi er ikke helt fra samme årgang og har ikke interesse for samme type musik.
Men musik har også altid betydet rigtig meget for mig, har vel et par hundrede plader og omtrent 500 cd’er, hvilket nok er de første ting jeg tager under armen ved en brand….også selvom det meste i dag ligger på Spotify
Så…fedt at høre om dine små anekdoter
Det er virkelig fedt at læse om den entusiasme du tydeligvis har for musik…og din historie fortælling
Vi er ikke helt fra samme årgang og har ikke interesse for samme type musik.
Men musik har også altid betydet rigtig meget for mig, har vel et par hundrede plader og omtrent 500 cd’er, hvilket nok er de første ting jeg tager under armen ved en brand….også selvom det meste i dag ligger på Spotify
Så…fedt at høre om dine små anekdoter
-
nosslo15
- Indlæg: 1843
- Tilmeldt: man sep 18, 2017 1:41 pm
- Har takket: 181 gange
- Blevet takket: 319 gange
Re: Musik
Tak Anti.Antimadridista skrev: ↑tirs jun 02, 2026 11:29 pmHej Nosslo
Det er virkelig fedt at læse om den entusiasme du tydeligvis har for musik…og din historie fortælling
Vi er ikke helt fra samme årgang og har ikke interesse for samme type musik.
Men musik har også altid betydet rigtig meget for mig, har vel et par hundrede plader og omtrent 500 cd’er, hvilket nok er de første ting jeg tager under armen ved en brand….også selvom det meste i dag ligger på Spotify![]()
Så…fedt at høre om dine små anekdoter![]()
-
nosslo15
- Indlæg: 1843
- Tilmeldt: man sep 18, 2017 1:41 pm
- Har takket: 181 gange
- Blevet takket: 319 gange
Re: Musik
Nåh. Tid til ugens post herinde på musik tråden.
Som sædvanligt, fuldkommen håbløst anakron og bestemt ude af trit med, hvad der foregår i den VIRKELIGE verden.
Hjemme hos min onkel, som havde 3 mirakuløse børn, spillede de de første 2-3 Shubidua, i 76-77. Min 4-5 årige krop blev dengang solgt til rock`n roll.
Selvfølgelig sørgede min etreprenante onkel for at optage de første duaer til mig, som jeg så kunne spille hjemme på min mors antikverede radio - med båndoptager. Dengang var bånd til optagelse ikke af den bedste kvalitet, så efter et par år var de simpelthen slidt op.
Årsagen til jeg mener, at de 2 første Shubidua er værd at høre igen, er at jeg mener, at de bør have en form for kultstatus i dansk rockhistorie. Den kollektive musik, som er et sentresser fænomen og som var ret udtalt i den danske rock, kommer simpelthen til en form for humør klimaks på de 2 første Shubidua plader. De boede simpelthen i et kollektiv de første år. Og på pladerne er der "no regrets", det er bare fuld gas og sjov og ballade, ingen ideologiske overvejelser eller fortrydelser bare ren sjov og - fucking rock and roll. Det er en dansk kopi, men vel og mærke en original kopi, af den surferånd som Dick Dale og Beach Boys grundlagde,
Hos Skousen og Ingeman, som vel er det bedste og mest kendte eksempel på dansk kollektiv musik er der elegi og patos, der er noget ildevarslende i vente. Men hos dua er der ingen fortrydelser, måske nok fordi de aldrig havde nogle illusioner men blot en simpel forestilling om noget, der kunne være sjov at gøre i fællesskab - ingen ideologi, Shubidua de første år var aldrig originale rent kunstnerisk, de stjal med arme og ben, men deres fordanskninger af udenlandske melodier og tekster var mageløse.
Selv Turell, som monitorerede den musikalske udvikling fra ca. 65 til 80, havde kun positive ting at sige om dua, han roste dem bla. for at være opfindere af en form for vrøvledansk, som var både lyrisk og revolutionerende fra bunden.
"Jeg kan li at gå i biffen
giffen guffen gaffen giffen
kom ind og se giraffen
giffen guffen giffen gaffen.
Nylon Brandfri
og Humphrey Gokart.
Marilyn Molboe
og Rip, Rap og rup og stup."
I dag, er der i den ny musik generelt en form for professionalisme og måske også en tendens til perfektion hos de musikere, der gerne vil etablere sig. Hos dua 1-2 er amatørismen og glæden i højsædet. Og det smitter.
Hvis man har hørt Shubidua i sin ungdom eller barndom, altså de første 2-4 stykker, før de blev poppede og hvermandseje, så er det en absolut anbefaling herfra, at høre dem igen. Hos Skousen og Ingeman, som jeg holder utrolig meget af, kan man hurtigt få den fornemmelse, at oprøret var fuldkommen mislykket og fortabt - hos dua bliver man mindet om, at det var skideskægt at være med til - og de positive humane følelser er altid dem der holder længst.
Navnligt numer 1 anbefales - 2èren er en slags fraklip fra etteren, som blot understreger morskaben.
Som sædvanligt, fuldkommen håbløst anakron og bestemt ude af trit med, hvad der foregår i den VIRKELIGE verden.
Hjemme hos min onkel, som havde 3 mirakuløse børn, spillede de de første 2-3 Shubidua, i 76-77. Min 4-5 årige krop blev dengang solgt til rock`n roll.
Selvfølgelig sørgede min etreprenante onkel for at optage de første duaer til mig, som jeg så kunne spille hjemme på min mors antikverede radio - med båndoptager. Dengang var bånd til optagelse ikke af den bedste kvalitet, så efter et par år var de simpelthen slidt op.
Årsagen til jeg mener, at de 2 første Shubidua er værd at høre igen, er at jeg mener, at de bør have en form for kultstatus i dansk rockhistorie. Den kollektive musik, som er et sentresser fænomen og som var ret udtalt i den danske rock, kommer simpelthen til en form for humør klimaks på de 2 første Shubidua plader. De boede simpelthen i et kollektiv de første år. Og på pladerne er der "no regrets", det er bare fuld gas og sjov og ballade, ingen ideologiske overvejelser eller fortrydelser bare ren sjov og - fucking rock and roll. Det er en dansk kopi, men vel og mærke en original kopi, af den surferånd som Dick Dale og Beach Boys grundlagde,
Hos Skousen og Ingeman, som vel er det bedste og mest kendte eksempel på dansk kollektiv musik er der elegi og patos, der er noget ildevarslende i vente. Men hos dua er der ingen fortrydelser, måske nok fordi de aldrig havde nogle illusioner men blot en simpel forestilling om noget, der kunne være sjov at gøre i fællesskab - ingen ideologi, Shubidua de første år var aldrig originale rent kunstnerisk, de stjal med arme og ben, men deres fordanskninger af udenlandske melodier og tekster var mageløse.
Selv Turell, som monitorerede den musikalske udvikling fra ca. 65 til 80, havde kun positive ting at sige om dua, han roste dem bla. for at være opfindere af en form for vrøvledansk, som var både lyrisk og revolutionerende fra bunden.
"Jeg kan li at gå i biffen
giffen guffen gaffen giffen
kom ind og se giraffen
giffen guffen giffen gaffen.
Nylon Brandfri
og Humphrey Gokart.
Marilyn Molboe
og Rip, Rap og rup og stup."
I dag, er der i den ny musik generelt en form for professionalisme og måske også en tendens til perfektion hos de musikere, der gerne vil etablere sig. Hos dua 1-2 er amatørismen og glæden i højsædet. Og det smitter.
Hvis man har hørt Shubidua i sin ungdom eller barndom, altså de første 2-4 stykker, før de blev poppede og hvermandseje, så er det en absolut anbefaling herfra, at høre dem igen. Hos Skousen og Ingeman, som jeg holder utrolig meget af, kan man hurtigt få den fornemmelse, at oprøret var fuldkommen mislykket og fortabt - hos dua bliver man mindet om, at det var skideskægt at være med til - og de positive humane følelser er altid dem der holder længst.
Navnligt numer 1 anbefales - 2èren er en slags fraklip fra etteren, som blot understreger morskaben.
Hvem er online
Brugere der viser dette forum: Ingen og 1 gæst