Ja, jeg ved godt, at folk nu tænker, at jeg er håbløs og uden egentlig tække for, hvad der foregår i den verden vi lever i - men altså, her er vi - igen!
Claptons Layla.
Da jeg var omkring 18 år, prøvede jeg for første gang, at ryge mig skæv, jeg kunne ikke finde ud af at riste tobakken, jeg havde lige købt Leyla - og syntes at den var en skuffelse. Dårlig lyd, dårlig produktion - rodet og uden retning - ingen klare soloer.
Jeg kom lige fra Cream.
Jeg har hørt ufattelig meget musik sidenhen.
Det, der er at sige om Leyla, er det samme, der er at sige om "Sticky Fingers" og især om "Exile on Main Street" af Rolling Stones.
De er lige ved at bryde sammen, alt omkring dem er kaos - men alligevel, så vinder deres talent og evner og især vilje. Hvilket gør, at albummene bliver musikalske mesterværker - på det rene instikt, evner.
Der er en feststemning på disse plader, som er unik for den tid, de er optaget i. På Leyla er det mere en stemning af fest før begravelse. Jeg har aldrig før eller siden hørt en sådan unik lyd - Duane Allman. Han var enestående sammen med Clapton.
Omkiring 1970 var der en tendens i rocken til at den skulle være kollektiv eller med et moderne udtryk: inkluderende. Skousen og Ingemann red med på denne bølge. Feststemningen kommer selvsagt af, at man kan høre, at alle gerne vil være med, hvilket gør noget mirakuløst ved optagelserne, der kommer noget meget "moderne" støj, fordi alt er lagt under det oprindelige spor, som er ret simpelt, fuldkommen som Rolling Stones, helt simple tracks og gentagelser, med masser af rum for improvisation. Hos Stones var det Mick Taylor, som gjorde den store forskel - med Clapton, uanset, hvor dygtig en guitarist han var, er det Allman, som er den afgørende forskel. Han var mageløs.
For de folk, som elsker "Exile on main Street" så er anbefalingen klar her snart 60 år efter. Prøv nu at lytte til Layla og det vidunderlige kaos af stemmer, som indfinder sig så harmonisk, som man overhovedet kan forestille sig på en blues plade.
