Hobbyer

[PeterPedal]

En taburet med to ben er ikke meget værd, så her kommer lige et tredje ben, den kan stå på:

Udover kærligheden til klubben, hvor den så end kommer fra, eller kærligheden til spilleren/ spillerne (hvor den så end kommer fra), så tror jeg at der også er nogen derude - for jeg kan jo ikke være den eneste i verden - der har en kærlighed til spillet.

Og der skal da nok være en eller to - måske endda flere - der også har været glade for fodbold og så sad de en dag sammen med vennerne og så en kamp og faldt i svime over en hold, der bare spillede så godt, elegant, aggressivt, målsøgende ... den perfekte kombination af leg med bolden og alvor.

Engang var fodbod i TV begrænset til Danmarks landskampe, lidt 1. divisions fodbold med kampe mellem KB og '3'erne eller Frem og AB. Og så en gang i mellem et VM hvor vi så alle de store stjerner ... Zico, Paolo Rossi, Neeskens, Cruyff, osv ... og så en lørdagskamp fra Premier League med Tommy Træls ved mikrofonen.

Det udvalg vi har nu, har ikke været der hele tiden, men efterhånden som vi har fået adgang til de store ligaer, er folk blevet fascineret af de store klubber ... Bayern Munchen, Real Madrid, Juventus, AC Milan osv

Og så skete der noget for ca 50 år siden, hvor en provisnklub fra Catalonien begybdte at fascinere hele verden efter en langlemmet ranglet hollænder kom til klubber og ophøjede det ædle spil til en ny form for ballet, en ny kunstform. Lur mig, om ikke de har fascineret mange ... og lokket mange til, som hvis de havde valget ville vælge at se Barcelona frem for at se så meget andet. Fordi det var smukt. Fascinerende. Nyskabende.

Fast forward 30 år frem ... ny revolution ... niveaut blev endnu engang løftet med en ny generation af stjerner, en ny måde at spille spillet på, og endnu flere hoppede med på den fascination. Iniesta, Busquests og Xavi blev den trio, der drev det fascinerende spil vi elsker frem på banen. Og umiddelbart før dem ... ja, Deco, Beletti, Giuly osv ....

Ikke så sært, at folk blev fans af at se den slags bold ... vi elskede det, og det gør vi stadig. Selvom spillerne ikke er der mere, er ånden der stadig ... og håbet. Og man kan nyde sin foretrukne klubs sejre og begræde dens nederlag.

Jeg er 100% på Barca ... men jeg er ikke blind for, at at en klub som Real Madrid, som man jo næsten ikke tør nævne ved navn i visse kredse, også har haft deres perioder, hvor spilelre som Raul, Higuain, Zamorano, Laudrup, Roberto Carlos osv. gav og nogle fede fodboldoplevelser.

Alle hold taber af og til, men det er kun når kærligheden til én klub modsvares af had til andre klubber, at ALLE hold taber ... eller rettere SPILLET taber.

Så jeg støtter mig til taburettens tredje ben ... for mig er det ikke spillerne eller klubben. Det er spillet først og så klubben og de skiftende spillere ...

[PeterPedal]

Wow, blev det virkelig så langt ... sorry

[SpillerSomMESSI]

Wow, blev det virkelig så langt ... sorry

Langt og smukt formuleret, mange tak.. jo jo spillet, jeg husker da i midt 90’erne faldt jeg i svime over Ajax, den måde de spillede på var bare kunst!

Men Milan i start 90’erne var det mere individualisterne der rykkede løgposen, som man siger.

Og du har helt ret, og det er en meget vigtig pointe, for jeg husker at selv i Real Madrids galaticos tid synes jeg faktisk Barca spillede bedre bold, og da så Ronaldinho kom til klubben kunne man kun elske ham, klubben og spillet.

[PeterPedal]

Wow, blev det virkelig så langt ... sorry

Langt og smukt formuleret, mange tak.. jo jo spillet, jeg husker da i midt 90’erne faldt jeg i svime over Ajax, den måde de spillede på var bare kunst!

Men Milan i start 90’erne var det mere individualisterne der rykkede løgposen, som man siger.

Er vi i virkeligheden tvillinger uden at vide det?

[SpillerSomMESSI]

Wow, blev det virkelig så langt ... sorry

Langt og smukt formuleret, mange tak.. jo jo spillet, jeg husker da i midt 90’erne faldt jeg i svime over Ajax, den måde de spillede på var bare kunst!

Men Milan i start 90’erne var det mere individualisterne der rykkede løgposen, som man siger.

Er vi i virkeligheden tvillinger uden at vide det?

Vi er ihvertfald ret gamle begge to kan jeg regne ud..

[PeterPedal]

Wow, blev det virkelig så langt ... sorry

Langt og smukt formuleret, mange tak.. jo jo spillet, jeg husker da i midt 90’erne faldt jeg i svime over Ajax, den måde de spillede på var bare kunst!

Men Milan i start 90’erne var det mere individualisterne der rykkede løgposen, som man siger.

Er vi i virkeligheden tvillinger uden at vide det?

Vi er ihvertfald ret gamle begge to kan jeg regne ud..

Alder er jo bare et tal

[Antimadridista]

Wow, blev det virkelig så langt ... sorry

Langt og smukt formuleret, mange tak.. jo jo spillet, jeg husker da i midt 90’erne faldt jeg i svime over Ajax, den måde de spillede på var bare kunst!

Men Milan i start 90’erne var det mere individualisterne der rykkede løgposen, som man siger.

Er vi i virkeligheden tvillinger uden at vide det?

Vi er ihvertfald ret gamle begge to kan jeg regne ud..

Alder er jo bare et tal

Min ældste datter er lige blevet 17 og hun nævner i flæng gamle mennesker som værende dem over 50…

[Antimadridista]

Enig i at selve spillet selvfølgelig er noget helt for sig. Bare sidde og nyde 2 hold spille en fed, intens kamp!! Uden sine personlige klubfølelser på spil….

[SpillerSomMESSI]

Wow, blev det virkelig så langt ... sorry

Langt og smukt formuleret, mange tak.. jo jo spillet, jeg husker da i midt 90’erne faldt jeg i svime over Ajax, den måde de spillede på var bare kunst!

Men Milan i start 90’erne var det mere individualisterne der rykkede løgposen, som man siger.

Er vi i virkeligheden tvillinger uden at vide det?

Vi er ihvertfald ret gamle begge to kan jeg regne ud..

Alder er jo bare et tal

Min ældste datter er lige blevet 17 og hun nævner i flæng gamle mennesker som værende dem over 50…

He he min datter er 16 og blir 17 om et par måneder.. jeg er en dinosaur i hendes øjne.

[PeterPedal]

Wow, blev det virkelig så langt ... sorry

Langt og smukt formuleret, mange tak.. jo jo spillet, jeg husker da i midt 90’erne faldt jeg i svime over Ajax, den måde de spillede på var bare kunst!

Men Milan i start 90’erne var det mere individualisterne der rykkede løgposen, som man siger.

Er vi i virkeligheden tvillinger uden at vide det?

Vi er ihvertfald ret gamle begge to kan jeg regne ud..

Alder er jo bare et tal

Min ældste datter er lige blevet 17 og hun nævner i flæng gamle mennesker som værende dem over 50…

He he min datter er 16 og blir 17 om et par måneder.. jeg er en dinosaur i hendes øjne.

Hod da kæft, er du så gammel? Mine knægte er kun 33 og 37

[SpillerSomMESSI]

Jeg var 40 da jeg blev far :-)

[Antimadridista]

Tak for info.. jeg tror at mange har det ligesom dig eller i hvert fald forklaret det ligesom dig.

Men jeg tror at i realiteten så starter det vel næsten altid med at man har set en fodboldspiller spille en kamp og så blev man fascineret af fodboldspilleren.

Derefter begynder man at følge den klub han spiller i og så begynder man at holde mere mere med klubben fordi man får følelser for dem når de vinder når de taber.

Jeg kan ikke forestille mig der er nogen , som ikke ved noget som helst om fodbold, som sætter sig ned og siger, nu vil jeg prøve at vælge en klub jeg vil holde med fordi jeg vil gerne identificere mig med klubbens Motto eller klubben i sig selv.

Men det er klart at efter mange mange kampe hvor man har set sine yndlingsspillere spille fodbold så begynder man jo at få et tilhørsforhold til klubben, men det starter jo ikke med at man har tilhørsforhold til klubben, det starter med at man føler noget for spilleren og derefter kommer man så til at ville følge klubben i tyndt og tykt, sådan vil det i langt de fleste tilfælde være.

Dengang Messi skiftede til PSG begyndte jeg da at holde med PSG i forhold til alle andre klubber end lige netop Barca.
Og hvorfor holdt jeg stadig med Barca selv hvis Messi skulle spille mod os?
Fordi mine følelser for klubben FC Barcelona er blevet så integreret i mit hjerte nu efter mere end 20 års tilhørsforhold og fan dyrkelse af klubben kan jeg ikke fjerne klubben fra mit hjerte - det er som en ægtefælle for mig.
Men det har taget mange år at få alle de følelser ind i mit hjerte, det var ikke noget der automatisk startede dengang.

Selvom det ville være svært for en Brøndby fan at mene at at han kunne have været FCK fan ved en tilfældighed (altså hvis han ikke er født og opvokset i Brøndby, og dermed har en naturlig relation til klubben) - hvis hans yndlingsspiller havde spillet i FCK fra starten af. Uha uha uha sikke en tanke. :-)

Ja det starter oftest med spilleren. Nu jeg tænker over det, så var vi altid enten Laudrup eller Platini i skolegården…

Husker det som at jeg læste en bog om Barca, på biblioteket…ja det brugte man jo dengang… og fortællingen om Barca var bare interessant, Franco forfølgelsen, hollænderen etc! Ja det var jo lidt som om det vitterligt VAR mere end en fodboldklub….

[PuyolErGud]

Ja, jeg kan jo så med skam notere mig, at jeg på et klassebillede i omtrent 2. eller 3. klasse, som så er år 2002/03 har en Manchester United trøje på. Absurd når man tænker på at min mor er Tottenham-fan, hvilket jeg så også er, men var måske bare tidligt oprørsk.

Det hang nok mere sammen med nogle fodboldkort man kunne samle på og hvad man blev præsenteret for i aviser og fjernsyn. Heldigvis blev en ferie til Costa Brava sommeren efter redningen i det jeg fik min første tur ind til Barcelona og erhvervet min første trøje, med Ronaldinho. Fake, men ifølge alle gadesælgere primo kvalitet.

Følelser og forhold kan være svære at styre og få til at give mening, for er det efterhånden blot en vane og fordi man ikke kan give sig hen til andet eller er det fordi noget inde i vækkes til live når tankerne glider hen på klubben? Jeg føler nok kun den ægte glæde ved mål og resultater ved få klubber, men kan sagtens glæde mig over andre hold og være inde og se kampe helt generelt. Elsker trods alt også fodbolden, og herunder selvfølgelig Barcelona.

[nosslo15]

En taburet med to ben er ikke meget værd, så her kommer lige et tredje ben, den kan stå på:

Udover kærligheden til klubben, hvor den så end kommer fra, eller kærligheden til spilleren/ spillerne (hvor den så end kommer fra), så tror jeg at der også er nogen derude - for jeg kan jo ikke være den eneste i verden - der har en kærlighed til spillet.

Og der skal da nok være en eller to - måske endda flere - der også har været glade for fodbold og så sad de en dag sammen med vennerne og så en kamp og faldt i svime over en hold, der bare spillede så godt, elegant, aggressivt, målsøgende ... den perfekte kombination af leg med bolden og alvor.

Engang var fodbod i TV begrænset til Danmarks landskampe, lidt 1. divisions fodbold med kampe mellem KB og '3'erne eller Frem og AB. Og så en gang i mellem et VM hvor vi så alle de store stjerner ... Zico, Paolo Rossi, Neeskens, Cruyff, osv ... og så en lørdagskamp fra Premier League med Tommy Træls ved mikrofonen.

Det udvalg vi har nu, har ikke været der hele tiden, men efterhånden som vi har fået adgang til de store ligaer, er folk blevet fascineret af de store klubber ... Bayern Munchen, Real Madrid, Juventus, AC Milan osv

Og så skete der noget for ca 50 år siden, hvor en provisnklub fra Catalonien begybdte at fascinere hele verden efter en langlemmet ranglet hollænder kom til klubber og ophøjede det ædle spil til en ny form for ballet, en ny kunstform. Lur mig, om ikke de har fascineret mange ... og lokket mange til, som hvis de havde valget ville vælge at se Barcelona frem for at se så meget andet. Fordi det var smukt. Fascinerende. Nyskabende.

Fast forward 30 år frem ... ny revolution ... niveaut blev endnu engang løftet med en ny generation af stjerner, en ny måde at spille spillet på, og endnu flere hoppede med på den fascination. Iniesta, Busquests og Xavi blev den trio, der drev det fascinerende spil vi elsker frem på banen. Og umiddelbart før dem ... ja, Deco, Beletti, Giuly osv ....

Ikke så sært, at folk blev fans af at se den slags bold ... vi elskede det, og det gør vi stadig. Selvom spillerne ikke er der mere, er ånden der stadig ... og håbet. Og man kan nyde sin foretrukne klubs sejre og begræde dens nederlag.

Jeg er 100% på Barca ... men jeg er ikke blind for, at at en klub som Real Madrid, som man jo næsten ikke tør nævne ved navn i visse kredse, også har haft deres perioder, hvor spilelre som Raul, Higuain, Zamorano, Laudrup, Roberto Carlos osv. gav og nogle fede fodboldoplevelser.

Alle hold taber af og til, men det er kun når kærligheden til én klub modsvares af had til andre klubber, at ALLE hold taber ... eller rettere SPILLET taber.

Så jeg støtter mig til taburettens tredje ben ... for mig er det ikke spillerne eller klubben. Det er spillet først og så klubben og de skiftende spillere ...

Ja, lige som med spilleren/spillerne fascineres man selvfølgelig også af spillet - og det gør man hele tiden, når man ser fodbold og er fra Danmark og ikke, som SSM jo også er inde på, har en naturlig relation til klubben. Selvfølgelig kan man som fodboldfan og ikke barcafan fascineres af begge dele, hele tiden, når og hvis man kan lide at se fodbold med andre klubber end Barca, hvad de fleste herinde jo gør.

Men pointen er jo også, at efter den første forelskelse, så kommer der et tidspunkt, hvor det må bære eller briste - og hvis det bærer, så holder man med klubben, fordi man forstår, at det er klubben, som har givet en de oplevelser, som man blev forelsket i og fordi man forstår, at der også er SMERTE ved fodbold. Fodbold er nemlig ikke bare nydelse af spilleren eller af spillet, fodbold er også smerten ved, at det IKKE fungerer, spillet. Smerten ved at ens yndlingsspiller bliver skadet, eller rejser til en anden klub. Smerten ved, at se sin klub blive ydmyget med tenniscifre - eller værre. Smerten ved at være til grin i alle andre fodboldfans øjne, fordi man holder med et hold, som spiller forfærdeligt. Smerten ved at drømmen og håbet brister og bliver til mareridt.

Mareridt som jeg, SSM og du - og andre herinde på forum har oplevet gennem de senere år - og alligevel, hænger vi stadig ved, fordi vi holder med klubben og håber på bedre tider, hvor spillet atter kommer til at flyde og bliver hævet til nye højder - af nye spillere, så vi kan nære nye håb og konstruere nye drømme.

Så er der det med ANTIPATIEN mod andre klubber og her tror jeg, at det er ret individuelt, hvor stor den bliver, men vi kan bare ikke komme udenom, at en del af Barcas dna ER antipatien mod Real Madrid - uanset om de så har nok så gode spillere eller spiller nok så flot fodbold - og for mange år siden gik det op for mig, at fodboldens verden egentlig var et ret godt sted, at få kanaliseret nogle af sine mere primitive følelser hen. At, hvis man ikke kan lide (hader) Real Madrid og deres spillere + hvem der ellers er en del af klubben, Perez f.eks. så kan man faktisk, bruge det som en form for mentalhygiejne, altså, at så forbliver ens mest negative følelser i fodboldens verden. Sådan er det for mig, i hvert fald. Og det tænker jeg faktisk er ret godt.

[SpillerSomMESSI]

Ja, smerten er en del af det hele...
Det er lidt ligesom da man forelskede sig i sin kæreste (spilleren) pga. hendes smukke ydre og egenskaber etc..

Så kom alt det der med klubben ind i billedet (svigermekanismen) og det følger jo bare med på godt og ondt, men langsomt smedes man jo tættere og tættere sammen.. blir gift (man vælger at blive fan af klubben eksklusivt!) og bliver sammen pga. kærlighed, nogle gange helt basic princip-baseret kærlighed, hvis nu konen bliver syg, man man bliver jo sammen fordi man jo basically elsker kællingen.

Så alt det med glæderne og smerterne og alt in-between bliver en del af den samlede pakke og man står sammen i tyndt og tykt uanset hvad.. og det er vel der vi er (de fleste af os) mht. klubben FB Barcelona.. vi er nærmest gift med klubben nu og kan ikke skilles da de altid vil være en stor del af vores hjertes følelsesliv.

Men det hele startede med den smukke pige jo ..