Puyols_garn skrev: ↑ons sep 04, 2024 10:15 pm
whidgee skrev: ↑ons sep 04, 2024 9:21 pm
Puyols_garn skrev: ↑ons sep 04, 2024 8:38 pm
Hold da op den her tråd stak af siden pressemødet. Jeg vil starte med at sige at jeg synes Iadislau rammer hovedet på sømmet. Til trods for nogle af de mere perfide kommentarer i tråden, så kan jeg ikke se
et eneste indlæg i tråden siden mit eget fra i går hvor nogen brokker sig over at den sportslige ledelse ikke er gået fuldstændig FIFA i sommervinduet. Det er jo ikke det kritikken går på. Jeg forstår heller ikke hvorfor DrGink fik vreden at føle. Det eneste han gav udtryk for var vel en utilfredshed med den åbenlyse diskrepans mellem hvad klubben melder ud og virkeligheden, samt en lille bemærkning om at det måske ikke er så smart at melde offentligt ud at man har penge til tant og fjas når man ikke har pengene i hånden endnu, og endvidere stadig er i forhandlinger med Nike om selvsamme sponsorat. Det stiller ikke klubben i nogen god forhandlingsposition.
Anyway... Både min egen og en af Iadislaus første kommentarer stillede sig helt åbenlyst kritisk overfor, at man hentede en spiller man tilsyneladende ikke havde FFP-råderum til at indskrive, og endvidere var forberedt på at forhaste forhandlingerne om den største sponsoraftale i klubbens historie og sige pænt tak til en dårligere aftale fordi man havde solgt skindet før bjørnen var skudt. Hvis den økonomiske situation stadig var
så dårlig kunne man have undladt at købe Olmo og beholdt Gündoğan. Det burde ikke være nødvendigt at sige det, men det er
ikke en kritik af Olmo. Han er en rigtig dygtig spiller, jeg er sikker på han kommer til at gøre det rigtig godt under Flick, og med et prisskilt på €60m var han en fremragende markedsmulighed, men man havde jo helt åbenlyst ikke økonomien til at indskrive ham da man hentede ham, og i sidste ende skulle der et 'heldigt uheld', et totalt tilfælde som ledelsen ikke kunne have planlagt efter, til at forhindre at man underskrev en dårligere aftale med Nike end man havde forventet.
Som en sidebemærkning er AC-finten heller ikke uden potentielle konsekvenser. AC kan selvfølgelig godt spille hvis han er frisk før de 4 måneder, men jvf. Artikel 78, stk. 3 i La Ligas regelset må han først spille når klubben kan påvise at man har tilstrækkeligt råderum i indeværende sæsons trupomkostnininger til at dække omkostningerne til spilleren. Hvis AC er hurtigt tilbage og forhandlingerne trækker ud kan vi faktisk godt ende i en situation hvor AC teknisk set er registreret, men vi ikke må bruge ham. Hvis klubben stadig ikke har dækket det ekstra frirum man har fået før slutningen af sæsonen bliver det fratrukket næste års tilladte trupomkostninger, men til den tid har man (forhåbentlig) lukket aftalerne og fået overtrækket på den indeværende sæsons trupomkostninger dækket. AC's skade har givet os mere pusterum i forhandlingerne med Nike, men uret tikker stadig på grund af klubbens ageren på transfermarkedet, og det er Nike helt sikkert også klar over.
Jeg siger sådan set bare, at kritikken fra min side (og sådan som jeg læser de andre kritiske røster tror jeg overvejende vi er enige) ikke primært går på at det var et skuffende transfervindue, eller at Deco og Laporta ikke agerede som om de spillede FIFA (I FIFA kan man desuden ikke lave handler som man ikke har råderum til, men den lader vi ligge
). Tværtimod, med det vi ved nu synes jeg det virker ret åbenlyst at ledelsen har handlet jævnt uansvarligt. Derudover er det selvfølgelig også frustrerende med den store diskrepans mellem Laportas udmeldinger og tingenes faktiske beskaffenhed, og jeg har efterhånden meget lidt tro på sandfærdigheden af ledelsens udtalelser. Jeg tror overvejende vi er på vej på rette spor rent økonomisk, og overordnet set sætter jeg pris på det arbejde man har gjort for at få rettet op på Bartomeus fallitbo, men det ændrer ikke på at jeg finder ledelsens ageren under transfervinduet dybt kritisabel.
Godt indlæg, hvor jeg nærmest er uenig i det hele. Som i lodret uenig. Meget af det er ubekræftede og ikke påviste påstande, som i baserer jeres argumenter på. For sagen er vel egentlig også, at ingen af os har det reelle billede (det gælder også mig selv). Ingen kender den nye aftale med Nike, ingen kender den ringere aftale som lå på bordet. Ingen aner en skid. Ingen kender regnestykket og hvad ledelsen helt præcist har siddet med af plan a, plan b og hvordan tallene så ud. Om det var 100% kalkuleret at udnytte AC's skade for at man så i stedet kunne presse Nike noget mere, eller om det var rent held at den skade kom ind som en redning. Det handler om hvad man vælger at tro på og kun tiden vil vise, om Laporta har gjort det godt nok. Og der har jo så (indtil videre) tydeligvis som en af de få stadig ja-hatten på hvad angår ledelsen, da jeg kan se nogle betryggende og lovende tendenser, som uanset Laportas til tider frembrusende og meget direkte facon ikke er til at tage fejl af.
Det er da også fair nok, vi behøves ikke være enige om alting, og der er som oftest rum til at man kan tolke det meste nok så forskelligt.
Jeg har til gengæld svært ved at se hvordan ACs skade og Olmos indskrivelse kan tolkes meget anderledes. Olmos transfer bliver gjort officiel d. 9 august og han misser de to første kampe fordi klubben ikke har det nødvendige råderum til at indskrive ham. AC bliver skadet d. 23 eller 24 august og efter La Ligas godkendelse kan klubben nu bruge 80% af ACs lønomkostninger til at indskrive Olmo. Min pointe er at ledelsen ingen mulighed havde for at kalkulere med ACs skade da de købte Olmo (medmindre Joan Laporta har rendt rundt på Ciutat Esportiva og lavet herretacklinger i håbet om at frigive lidt lønkroner
). Kronologien stemmer ikke overens fordi købet fandt sted før skaden. Der er der vel ikke noget at rafle om? Det var et tilfælde, en mulighed der pludselig åbnede sig som tillod Laporta at sige nej tak til udkastet der lå på bordet og stadig indregistrere Olmo. Jeg kan ikke se hvordan det stiller ledelsen i et godt lys.
Hvilke påstande er det du mangler dokumentation på? Jeg har prøvet at holde mig fra alt for meget spekulation, udover det helt åbenlyse. Man har i ledelsen tydeligvis følt man kunne forhandle en bedre aftale på plads hvis man ventede med at underskrive, så meget udtalte han på pressemødet. Man har åbenlyst ikke haft råderummet til at registrere Olmo før ACs skade, ellers ville man da have registreret ham på regulær vis og undgået de risici der er forbundet med at benytte sig af den særlige registreringsregel. Reglerne der tillod os at indskrive Olmo kan du finde her startende på side 77, artikel 77-78:
https://assets.laliga.com/assets/2023/1 ... 1113ac.pdf
Jeg er enig med dig i at vi ikke kender meget til detaljerne, men den her del af hændelsesforløbet burde da være rimeligt ukontroversielt.
Men der er jo så mange "ukendte" faktorer, som du slet ikke har med i dine tolkninger. Transfervinduet sluttede først den 30. august, hvorfor det inden da var umuligt at fastslå, hvordan truppen og lønbudgettet så ud og hvilke transfers der ville blive gennemført. Hvilke salg/udleje havde ledelsen klar?
Husker du de megets stærke rygter som sendte Eric Garcia til Girona i et reelt køb de sidste dage af transfervinduet? Med et prisskilt på 15 mio. euro. Som i helt til dagen inden kørte rygtet. Hvor er det mulige salg af Eric Garcia med i din kronologi? Kan du informere om hvordan ledelsen arbejdede med denne mulige transfer og om den var blevet gennemført hvis ikke AC var blevet skadet? Kunne det være, at man med AC's skade valgte at droppe salget af Garcia, da man kunne udnytte den regel der i stedet blev brugt til at indskrive Olmo?
Kan du informere om, hvor vidt ledelsen havde andre salg eller lejeaftaler klar, så man kunne indskrive Olmo? Transfers eller lejeaftaler, som var på plads? Var Ansu Fati på vej på udleje? Var Ferran Torres på vej til Newcastle? Var Iñigo Martínez på vej til Al-Ittihad? Hvordan arbejdede ledelsen med disse handler i forhold til indskrivningen af Olmo? Og hvor er disse handler i din kronologi?
Jeg er ret sikker på, at du intet reelt ved om hvor disse handler var og hvor ledelsen havde dem henne. Og om de havde haft indflydelse på Olmos registrering. Men faktum er, at de kunne gennemføres indtil den 30. august - 7 dage efter AC's skade. Og faktum er også, at Flick på et pressemøde udtalte, at Olmo fysisk ikke var klar til at spille den første ligakamp den 17. august, hvorfor han reelt set først gik glip af en kamp på grund af manglende indskrivning den 24. august, dagen EFTER AC's skade.
Barca var uden tvivl "heldige", at AC's skade pludselig åbnede op for en regel. Kunne det være, at ledelsen så tænkte, at nu kan vi både få en bedre Nike-aftale, og vi kan beholde Eric García, OG vi kan indskrive Dani Olmo hvis vi lige ofrer en enkelt kamp mod Bilbao?
Havde det været kønnere bare at indskrive Dani Olmo den 9. august? Ja for helvede. Det havde også været kønnere at købe Nico Williams, og Haaland, og Mbappe. Men vi har lige rejst os fra konkurs og lider under verdens højeste lønniveau skabt af den kære Bartomeu. Så måske ledelsen rent faktisk tog nogle valg, som nu ender med at sende os endnu stærkere ud på den anden side?
Overstående peger jo så igen tilbage til, at vi ikke aner noget som helst. Og at du ikke kan sætte to streger, ikke engang en enkelt streg, under dine argumenter og din kronologi. Fordi du simpelthen mangler 80% af billedet, lige som alle os andre. Det er egentlig min hovedpointe. Og jeg synes altid kritik er uretfærdig, når man baserer den på uvidenhed, ufuldstændig fakta og gossip fra medierne.
MEN, jeg skal den 1. januar være den FØRSTE til at korsfæste Joan Laporta, hvis man på daværende tidspunkt ikke kan indskrive Dani Olmo for den sidste halvdel af sæsonen. Og ja egentlig allerede til oktober eller hvornår AC nu er klar, hvis han ikke får lov at spille på grund af økonomien. Så kan jeg fandme love dig for, at der er håndfaste beviser på svigt og dårlig ledelse. Men der er vi på INGEN måde endnu. Lige nu er alt gætterier og det er hvad kritikken er baseret på.