Namedropper lige et par restauranter/barer, som jeg stiftede bekendtskab med her på min sidste tur:
Santagustina - Et lille hyggeligt sted i El Born, hvor de laver noget af de bedste tapas, jeg mindes at have fået. Deres patatas bravas er nok de bedste jeg hidtil har prøvet. Dertil har de et godt udvalg af vin, hvor jeg fik et godt og stort glas rødvin til maden for 3,5€. Kan varmt anbefales. Havde egentlig planer om at spise derinde i mandags, men der var lukket.
La Tinaja - Et autentisk lille sted i El Born, hvor de serverer tapas der kan konkurrere, måske i virkeligheden endda slå, det jeg oplevede på Santagustina. Priserne er ganske rimelige - vi delte en hel flaske rødvin, der var ganske god, til 18€ - og maden er som sagt kanon. Man får endda selv lov til at lave lidt, da deres pa amb tomàquet serveres lidt alternativt. Man får således brød, et fed hvidløg og et par tomater og så kan man ellers selv sidde og gnubbe det ind i brødet. Det var egentlig meget fedt, for jeg vil gerne have mere hvidløg end de plejer at bruge.
La Hacienda - Mexicansk restaurant i El Born, hvis man lige trænger til noget andet end tapas - eller hvis man vil drikke en virkelig god omgang tequila eller frozen margarita. Fik en menu til 9.90€ - drikkevare inkluderet - til middag i mandags, med quesadillas til forret og enchilads til hovedret. Var virkelig godt taget prisen i betragtning. Derudover har de som sagt noget godt tequila, som jeg ellers plejer at hade. Fik en José Cuervo, som endda ikke engang bliver produceret mere.
Milk - Et lille sted gemt væk i Barri Gòtic, hvor jeg fik en virkelig god omgang brunch i fredags. Fik en vanvittig god omelet, med dertilhørende salat og kartofler. Kan godt anbefales hvis man vil forkæle sig selv med lækker brunch - men ellers er der selvfølgelig mange gode bagerier i området, hvor man kan købe en friskbagt croissant for 90 cent.
Rubi Bar - Fedt sted i El Born, hvor de har et latterligt stort udvalg af gins - endda også nogle hjemmedestillerede, der dog som regel kun består af en eller to botanicals. Fik smagsprøver på en såkaldt 'Winter Gin' og en 'Seaweed and Alga Gin'. Det var spændende, men jeg er overbevist om at begge to er bedre, hvis man også tilsætter lidt tonic. Men stedet har en fed vibe og nogle flinke bartendere, der havde travlt med at gætte hvor alle folk i baren kom fra.
Foc - Jeg tror jeg har nævnt Foc før, men det er virkelig et fedt sted. Har aldrig prøvet at spise der - andet end deres nachos, som er virkelig, virkelig gode - men at dømme ud fra deres TripAdvisor side er deres mad præcis ligeså god som deres tequila slammer. Er virkelig vild med deres tequila slammer. Habanero infused tequila blandet med limonade. Man får virkelig et kick af det.