De smukke tabere
Af: Bo Kampmann Walther,
http://www.information.dk/299497
Barcelona har defineret en æra, som nu er ved at rinde ud. Rollen som luksus-underdog klæder hverken Real Madrid eller Barca, som spiller det smukkeste fodbold. Desværre kan ingen af dem kan være med, når det gælder fysik og organisation.
I halen på sidste weekends Clásico mellem FC Barcelona og Real Madrid, der stort set afgjorde La Liga i Reals favør, var det to trætte mandskaber, der i denne uge tog imod Chelsea på Camp Nou og Bayern München på Santiago Bernabéu. For begge klubber var det nødvendigt med en sejr efter nederlag i den første semifinale i årets Champions League. Sådan gik det ikke. Det var Chelsea og Bayern der triumferende trak sig ud af bragene og som skal nu møde hinanden i finalen på det stadion, som Jupp Heynckes drenge har drømt om siden august sidste år: Allianz Arena i München.
Chelsea rider på en bølge af goodwill og trodsigt fællesskab med den midlertidige træner Roberto Di Matteo i front, mens Bayern gang på gang har vist, at flot, offensiv fodbold sagtens kan forenes med formidabel fysik og stærk organisation. Og hvad nu med Spanien? Har landet tabt verdensdominansen?
Tallet to er magisk her. Barcas træner, Josep ’Pep’ Guardiola, havde inden returopgøret mod Chelsea en gylden chance for at vinde pokalen med de store ører for andet år i træk.
Sidste år smadrede Los Blaugrana et Manchester United-hold, som i kampens hede blev reduceret til marionetter for en tiqui-taca, der havde La Masias ældgamle kendemærke, men som var kommet ud i stuerne med det spanske landsholds VM-triumf i 2010.
Det var også det år, altså 2010, hvor Inter med José Mourinho ved roret havde holdt stand med ti mand mod Peps spinkle elegance, og det var lige præcis dét sammenstød, dén myte, dén portugiser, der spøgte på Camp Nou i tirsdags. Det var en dobbelt uppercut fra hadefjenden nr. 1, ’Mou’: Ikke alene havde hans Real-mandskab vundet en ægte thriller på Camp Nou tre dage tidligere og dermed beseglet ligaen. Lige nu, lige her og nu, tirsdag mellem 20.45 og 22.30, mens Leo Messi, Andrés Iniesta og Xavi Hernández forgæves flyttede den kugle, de normalt ejer og kærtegner, foran Peter Cescs mål, lignede det en tro kopi af Mous banemord, copyright Inter. Barca i overtal, med massiv boldbesiddelse. Alligevel vandt englænderne Inter-style, og for at det ikke skulle være løgn, var det en tidligere madrilener – ganske vist fra det andet hold, Atlético Madrid – nemlig Fernando Torres, der afgjorde det hele på en tilfældig friløber til slutresultatet 2-2.
Fodboldens væsen truet
Den catalonske undergangsstemning var allerede tyk i lørdags efter nederlaget til Real Madrid. Nu var ligaen tabt. De hvidblusede skulle bare vinde yderligere seks point i de resterende fire kampe, så var de matematisk sikret.
Xavi, hvis meritter i historien rækker helt tilbage til Louis van Gaals tid, var overbevist om, at Barca ville kæmpe sig tilbage på alle fronter, og Gerard Piqué, som i dén grad var savnet i luftrummet foran Victor Valdés’ målmasker, kom så tæt på at beskylde verdenspressen for at være forkælet og forvænt, som det nu kan lade sig gøre i en sport, hvor følelserne er lavet af gummi, og kommunikationen er lavet af beton.
»Vi er langt inde i en periode i klubben, som er så smuk og så fantastisk, at vi ikke synes at sætte pris på alt det, vi allerede har,« udtalte Piqué.
På det tidspunkt manglede Barca returen mod Chelsea, men på sin vanlige, sentimentale facon havde Pep allerede set skriften på væggen. Læst bare en lille smule mellem linjerne var det ikke kun hans egen hjerteklub, der var i fare for at blive moslet ned af nyrige oliekonger fra London og entreprenante hotelejere fra centralmagten inde i Madrid. Nej, det var selve fodboldens væsen, som var truet.
»Det er hårdt for os. På en uge skal vi op imod to af de bedste defensive mandskaber i verden. Men vi er parat,« sagde Guardiola i pausen mellem Clásico og returkampen i Champions League.
Ordene må gå lige i hjertekulen på Barca-fans. Der er en underspillet kritik, måske en arrogance i den tilsyneladende neutrale konstatering. Barca har defineret en æra, og nu er den æra ved at rinde ud. Det er slut med risky tremandsforsvar, højt genpres og pasningsspil i sirlige trekanter på midten. Xavi går snart på pension, og Messi brændte et straffespark.
Efter Real-matchen sagde Guardiola:
»Man efterlyser den samme genialitet fra os igen og igen, også selv om vi alle sammen burde vide, at den er svær at mønstre efter vi i fire år har vundet stort set alt. Det er hårdt, at kurven nu knækker. Jeg havde håbet, at det ikke ville ske mod Real Madrid.«
Man kan indvende, at Barca stadig mangler at spille finalen i Copa del Rey mod den spanske første divisions helt store åbenbaring, Athletic Bilbao. Men hvad nytter den pokal, når den ikke er vundet for snuden af Real Madrid? Fidusen med El Clásico, set med kongeklubbens øjne, var jo netop legitimeringen af ligaherredømmet. Ret beset havde en lang, lang sæson med guld for enden været en fesen triumf, hvis Barca alligevel havde snuppet seks point i de direkte opgør. Lørdag aften kl. 21.45 var det hele bare i orden. Følelsen af, at Madrid ikke blot havde vundet ligaen, men vundet over Barca og taget ejerskabet til tronen fra Barca, dunkede i hovederne på de supportere, der lige skulle et smut ned forbi Cibeles-fontænen i Madrid, hvor man normalt fejrer førstepladser på de kanter.
’De ved ingenting’
For de modfaldne hjerter i Catalonien var der ingen tvivl: Kongen er død, hans onde bror lever videre. Madre mia!
Men den ondskab er også en myte, og dem der gentager den igen og igen, »fatter ingenting«, som Mourinho udtrykte det på UEFA’s pressemøde onsdag aften, da han reflekterede over sit holds straffesparknederlag til Bayern München og Chelseas heroiske indsats mod Barcelona.
»Jeg synes, Chelseas drenge var helte mod Barcelona, sande helte. Der er mange, der har patent på at vide alt om fodbold, og de vil helt sikkert kritisere Chelsea, på samme måde som de kritiserede Inter for to år siden. Men de ved ingenting. Absolut ingenting,« udtalte Mourinho og fortsatte:
»De samme kritikere ved intet om karakter og personlighed. De ved ingenting om, hvad der skal til for med ti mand at stå imod fysisk, følelsesmæssigt og teknisk. De ved ingenting om organisation. Absolut ingenting. Det er derfor, mine helte fra Chelsea er i mine tanker, og det er derfor, Chelsea har fortjent at stå i finalen. Og jeg håber, de vinder.«
Mourinho ved godt, at han i den direkte duel med Guardiola stikker ud som en marginal sejrherre. Ligaen er mere værd end Copa del Rey, også selv om Real Madrid fejrede deres Copa sidste år, som om den var Pagtens Ark. Og madrilenernes skytsengel ’Sankt Iker’ (alias målmanden Iker Casillas), skød efter 1-3-nederlaget i straffesparkkonkurrencen og 120 minutters stillingskrig behændigt skylden på »uheld«. Ikke noget med dårlig sparketeknik, da først Cristiano Ronaldo, siden Kaká og til sidst Sergio Ramos brændte foran Manuel Neuer. Barca, derimod, prøvede og prøvede. Og kunne ikke. Endda med en mand i overtal. Og sådan kan én myte punkteres og en anden pustes op. Det er gamet.Men glem nu ikke, at Barcelona allerede har vundet tre trofæer i denne sæson. Den europæiske og den spanske Super Cup og verdensmesterskaberne for klubhold. Og så var det jo, ikke at forglemme, sejren over Madrid, der blandt andet sikrede catalonierne billet til finalen i Copa del Rey.
Mourinhos filosofi
Den skæbne at rasle ned ad rangstigen, nu i rollen som luksus-underdog, klæder hverken Real eller Barca. De spiller det smukkeste fodbold, det tror jeg, mange er enige med mig i, men ingen af dem kan være med, når det gælder ultimativ fysik og organisation.
Di Matteos trodsige hjerteblod, en London-fugl, der har rejst sig med fuldt tordenbrag fra ruinerne af Andre Villas-Boas og Heynckes BMW-motor med Philipp Lahm i bunden og Mario Gómez i toppen, var simpelthen for stor en mundfuld for spanierne. Det er ikke noget nyt, der er på vej, som maser de slagne, men smukke tabere. For det er her allerede. Det er nemlig Mourinhos filosofi – offensiv bredside, stærk organisation, kontraløb og defensiv energi – som nu er i finalen 19. maj i München, mens Guardiola og den fodbold, han inkarnerer, står og falder med Barcelona. Måske endda ligefrem med dét hold, som er blevet hyldet som historiens allerbedste.
Det er derfor heller ikke mærkeligt, at Mourinho offentligt flirter med at tage mindst en sæson mere i de hvidblusedes tjeneste. Let’s face it, hans Real Madrid har summa summarum været klodens bedste hold i år.
Men empatien tager ofte på skovtur, når han er ved roret, fordi hans megalomani kan være uhyrlig og hans mediestunts mindst lige så hysteriske. Bemærk derfor det lille forbehold i udtalelsen. Han ved, at klubben er bag ham (herregud, det bør han også vide: han er klubben), og han tror og håber, at spillerne står bag ham.
»Jeg har en følelse af, at vi stadig kan udvikle os som hold, og at hele klubben også kan vokse. Fodbold bliver nødt til at acceptere udviklingen og de mentale forvandlinger. En fantastisk bil fra 1980 er ikke fantastisk ti og tyve år efter. Hvis klubben stadig mener, at jeg kan give noget – og det ved jeg, den gør – og hvis mine spillere synes det samme – og det tror jeg, de gør – så vil jeg fortsætte,« sagde Mourinho efter dramaet onsdag aften.
Tilbage står billederne fra Estadio Santiago Bernabéu, da Xabi Alonso og Sergio Ramos lægger an til de skud på Neuers mål, der lige om lidt bliver enden på Real Madrids rejse. Mourinho falder på knæ foran en mur af Real-spillere, der med armene om hinandens skuldre kigger fokuseret hen mod den plet, hvor verden i det øjeblik næsten ikke kan høres, selv om larmen på Bernabéu og råbene »Iker, Iker, Iker!« flænser en himmel af projektørlys og kamerablitz. Cristiano tager sig til hovedet efter sin afbrænder. Kaká kigger op mod tribunerne, bevæget og alligevel resignerende, som om ansigtet ikke vil helt derop, hvor det normalt plejer at prise Jesus. Og Alonso er cool og basker med knyttet næve. De har alle sammen prøvet den barske rolle før. Kollaps og triumf er deres spil. Fodbold kan ikke være smukkere end denne historie, lige nu.