Artikler og bøger

[Fantomet]

Barça i kulturkamp
http://indkast.dk/index.php?nyhed=69952 ... emne=&grp=&


Af Torsten Brix

Lederen skriver: Mesterskabskampen står utvivlsomt mellem Real Madrid og Barcelona – selvom sidstnævnte står midt i en kulturkamp.

Efter FCK's lodtrækning til Champions Leagues gruppespil er FC Barcelona – her dagen efter - på alles læber i fodbolddanmark. Dette er ikke blevet mindre af, at transfer-sagaen med Liverpools ombejlede Javier Mascherano er på sit højeste, efter Barcelona skulle have nået til enighed med Liverpool om prisen på den utilfredse argentiner.

Indkast.dk's årsag til at skrive om den catalonske storklub i dag hænger ikke sammen med Champions League eller Mascherano, men derimod at La Liga starter i weekenden, og at storklubben står midt i en voldsom magtkamp imellem klubbens præsident Sandro Rossell og succes-træneren Pep Guardiola.

Kulturkampen handler om klubbens filosofi og ansigt ud af til. Den nyvalgte Rossell vil gerne vise sine vælgere, at han magter at hente spillere "a la Real Madrid" til klubben, mens Guardiola hellere ville forme nogle af klubbens mange talenter til at styrke truppen.

Guardiola var – som aktiv – en ualmindelig boldstærk midtbanespiller, der havde fået sin fodboldopdragelse i Barcelona, og hans ønsker er tydelige. Barça skal spille med et hold, hvor hovedparten af spillerne har været igennem ungdomsakademiet La Masía, der har formet spillere som Xavi og Iniesta. Sidste skud fra talentfabrikken kom sidste sæson, da Pedro og Sergio Busquets blev rykket op fra Barcelona B og blev en fast del af mesterholdet.

De indgik dermed i den trup, der er blevet mindre og mindre i antal. De 22 mand fra 2008/09 er blevet til 19 i denne sæson - efter flere solide navne har forladt det succesfyldte hold. Yaya Toure er solgt – meget dyrt – til Manchester City, og Mascherano ligner den perfekte afløser for den defensive midtbane-spiller, mens Dmitrij Tijgrinskij – mod Guardiolas ønsker er blevet sendt til ukrainske Shakhtar Donetsk. Derudover har de aldrende Thierry Henry og Rafael Marquez forladt den halvtynde trup.

Ind er kommet superangriberen David Villa og allround-manden Adriano fra Sevilla. Så samlet set har bredden lidt et knæk i Barcelona, hvis ikke der bliver handlet mere inden tirsdag midnat, men det er ikke præsident Rossells skyld.

Guardiola skulle nemlig have afvist indkøb af spillere som Robinho og VM-profilen Mesut Özil, der er stor Barcelona-fan, men alligevel er havnet hos rivalerne fra Real Madrid. Dilemmaet er krystalklart… Guardiola ønsker kun spillere, der er flere klasser bedre end dem, der har fået deres fodboldopdragelse på anerkendte La Masía.

Risikoen for Barcelona forud for denne sæson er, at transfervinduet kan gøre, at de slutter med en trup på 20 mand, hvor otte spillere var med til VM-slutrundens afgørelse og dermed kan være sårbare for skader.

Det er truppen ikke til, og her taber de terræn til konkurrenterne fra Real Madrid, der ikke har en bedre startformation, men en bredere trup. Den nye træner i hovedstaden – José Mourinho – har også tidligere ytret sig noget overrasket over, at Barcelona-truppen ikke er bredere:

- Barcelona kan få problemer, hvis de får skader, for de har ikke så gode erstatninger til hver plads, som vi har – især ikke på midtbanen. Vi har to spillere til hver plads, og vores spillere er unge og sultne.

I Chelsea valgte Mourinho også at bruge formen med to spillere på hver plads, men det kan Barcelona altså langt fra mønstre i den nuværende trup. Længe lignede Arsenals Cesc Fabregás en forstærkning af Barcelona-holdet, men alt tyder på, at den lille midtbanespiller bliver i London, så hvem kan catalonierne ellers styrke deres trup med?

Fodboldmagasinet Don Balón har givet deres bud på, hvem der bliver de næste spillere, der bliver rykket op fra Barcelonas B-hold.

Thiago Alcántara – den næste Xavi:
Søn af den brasilianske landsholdsspiller Mazinho, og den meget kreative spiller kan udvikle sig til en ”10'er” på storholdet.

Oriol Romeu – den næste Sergio Busquets:
Er tidligere blevet kasseret på Espanyols ungdomsakademi, fordi de mente, at han var for lille. Skulle Barcelona ikke hente Mascherano, ville Romeu kunne bruges om erstatning for Busquet på den defensive midtbane. Flere Premier League-klubber har dog vist interesse.

Marc Muniesa – den næste Carlos Puyol:
Allerede som 15-årig forsøgte Chelsea at ”stjæle” midterforsvareren og stortalentet, der debutere for Barcelona som bare 17-årig. Det gjorde ham til den næstyngste debutant nogensinde for Barcelona. Han kan også spille venstre back og sad på bænken i Champions League-finalen mod Manchester United.

Jonatan Dos Santos – den næste Iniesta:
Bror til Giovanni, der er sendt til Tottenham og søn af den brasilianske fodbold-spiller Zizinho. Kan både bruges på den offensive og defensive midtbane.

Andreu Fontás – den næste Gerard Piqué:
Liverpool og West Ham har forsøgt at købe ham, men Guardiola har afvist dette. Ligner en mand med store lederegenskaber. Han er også fysisk stor - men mangler hurtighed.


Så det er talentfabrikkens næste navne, der udklækkes med den eftertragtede fodboldfilosofi, men glem nu ikke, at disse spillere også er ”gratis”, og at Barcelona slæber rundt på en gæld på den forkerte side af 3 milliarder kroner.

Kulturkampen er derfor lidt omvendt… for det burde ikke være præsidenten, der opfordrede træneren til at købe ind. Det virker dog grotesk, at Barcelona – eller andre klubber med enorm gæld – kan købe spillere ind til over 300 millioner kroner, og samtidigt er klubber med en gæld på 500 millioner kroner sat under administration – som Michael Laudrups Mallorca.

Netop Mallorca skal møde Real Madrid i første runde, og mon ikke Laudrups gamle holdkammerat Guardiola sender et par fif til danskeren. For mesterskabskampen står utvivlsomt mellem Real Madrid og Barcelona – selvom sidstnævnte står midt i en kulturkamp.

[Fantomet]

Rigtige Barcelona-stjerner kører Morris
http://www.tipsbladet.dk/nyhed/primera- ... rer-morris


Ole "Barca" Hansens blå-røde Morris 1000 er signeret af de største Barcelona-stjerner og har været udstillet på klubbens museum. Få historien om landets største Barcelona-fan.

Danmarks måske største FC Barcelona-fan, Ole "Barca" Hansen, fortæller i dagens nye udgave af Tipsbladet om sin passion for den catalanske klub.

Kærligheden kommer helt konkret til udtryk i den blå-røde Morris 1000, som han har fikset fuldstændig op og malet i klubbens farver.

Da FC Barcelona kom til København og skulle spille mod Brøndby i UEFA Cup'en i 2003, slog det Ole "Barca" Hansen, at spillerne da skulle skrive deres autografer på bilen.

Ude i lufthavnen fik familien Hansen lov til holde ved siden af spillerbussen og nåede at få et par autografer i forvirringen. På vej til træning i Brøndby sad spillerne og grinte og vinkede oppe i bussen, for sådan en bil havde de aldrig set før.

Laudrup og Ronaldinho har signeret Morris
Bilen er også blevet skrevet under af Michael Laudrup, da han var på Brøndby Stadion til indvielsen af Laudrup Lounge.

To somre i træk, 2005 og 2006, var FC Barcelona på træningslejr i Århus. Familien Hansen tog over og boede på hotellet sammen med spillerne. Både Henrik Larsson og træner Frank Rijkaard talte engelsk og fik autograferne i land fra resten af truppen.

På nær Ronaldinho, Messi og Marquez, som aldrig var med i Århus. Derfor kørte familien bilen til Bremen, hvor de også boede på hotel sammen med spillerne op til en kamp mod Werder Bremen. Nu skulle den være fuldendt og blev det også med samtlige autografer fra det daværende hold.

Morris'en fik eskorte i Frankrig
På nummerpladen står der Barca, men da man ikke kan få et catalansk C på pladerne her i Danmark, har Ole "Barca" Hansen selv måttet lave sådan en lille sort klister-ting, så det sidder rigtigt.

- Det er så pinligt, for hvis du kører til Barcelona uden at have den lille krølle, så tror de, at det betyder "Båd" (Barca, red.) Det skal være i orden, siger Ole "Barca" Hansen.

Forrige efterår kørte han og hustruen Jeannette så hele vejen til Barcelona i boblen og fik mange vink og klapsalver på vejen derned.

- Undtagen af det franske politi, som har knald i kasketten. De stoppede os hele tiden, for de så den nummerplade, og de troede ikke på, at det var lovligt. Men jeg havde jo papirerne med, og vi lov til at køre. Så var der en, der vinkede os af motorvejen, og jeg viste dem attesten. De gik rundt om bilen, og da de så Michael Laudrups autograf, udbrød de "Ahhh, Michael Laudrup", og så skulle de fotografere den i stedet for, og bagefter var det nærmest som om, at jeg fik eskorte," griner Ole "Barca" Hansen.

Morris'en kom på FC Barcelonas museum
Da bilen trillede hen foran Camp Nou blev Ole "Barca" Hansen interviewet af Barca TV, og bilen blev en tid vist frem på klubbens museum.

- Nu holder den hos en kammerat, som bor lidt uden for Barcelona, oppe i bjergene. En dansker, som bor dernede. Det er tit, at han kører en tur rundt om stadion en times tid inden kampen for lige at vise den. Så kører han hjem og stiller den og kører ind på scooter og ser kampen, siger Ole "Barca" Hansen.

[Fantomet]

El Clasico
http://www.realmadridfans.dk/9547/El%20Clasico

El Clasico er kaldenavnet på opgøret mellem rivalerne Real Madrid og FC Barcelona. Madrid og Barcelona er de to største byer i Spanien, og de to klubber er ligeledes de mest succesrige og indflydelsesrige fodboldklubber i landet. Kampen El Clasico er i dag en af de mest fulgte fodboldkampe verden over, og ses af hundreder millioner af mennesker verden hver gang de mødes og bliver i dagene op til fuldt tæt af alle større sportsmedier - nationale som internationale.

Rivaliseringen kommer helt tilbage fra de tidlige fodbolddage, hvor de to klubber blev set som repræsentanter for hhv. den spanske central stat (Real Madrid) og Catalonien (Barcelona).

Rivaliseringen blev intensiveret i løbet af 1950'erne, da begge klubber kæmpede for at skrive kontrakt med Alfredo di Stefano. Di Stefano havde imponeret både Barcelona og Real Madrid, da han spillede for klubben Deportivo Los Millonarios i Bogota. Der opstod imidlertid forvirring da Di Stefano flyttede til Millonarios fra River Plate efter en spillerstrejke. Både Real Madrid og Barcelona hævdede at eje hans spilleren da de begge havde underskrevet med ham. Efter indblanding fra FIFA repræsentant Muñoz Calero blev det besluttet, at både Barcelona og Real Madrid skulle dele spilleren i alternative sæsoner. Barcelona bakkede ud, og Real Madrid kunne efterfølgende betale både Barcelona, Millonarios og River Plate for spilleren.

Di Stefano blev i den efterfølgende sæson en stor succes i Madrid, hvor han scorede to gange i sin første kamp mod Barcelona. Med ham på holdet, vandt Real Madrid den oprindelige europæiske mestercup turnering 5 gange.

I 1960'erne oplevede den europæiske scene rivaliseringen, da de mødtes to gange i den europæiske turnering. Real Madrid vandt i 1960 og FC Barcelona vandt i 1961. De to hold mødtes igen i Champions League semifinalen i 2002. Real Madrid vandt opgøret og tog senere også titlen.

Rivaliseringen er gennem tiderne blevet styrket af Real Madrid og Barcelona spillere, som er skiftet til rivalerne. Mest bemærkelsesværdige Barcelonaspillere, som skiftede til Real Madrid omfatter Bernd Schuster (1988), Michael Laudrup (1994) og Luís Figo (2000). Michael Laudrup var i 1994 på toppen af sin karriere og havde vundet flere mesterskaber i træk med Barcelona, da hans træner Johan Cruyff bænkede danskeren det meste af hans sidste sæson. Herefter skiftede den populære skikkelse til Real Madrid, hvor han tog mesterskabetstitlen med sig.

Ligeså kontroversielt var Luis Figos skifte i 2000. Han blev stærkt involveret i valget om præsidentmagten i Real Madrid den samme sommer. Florentino Perez lovede, at hvis han af medlemmerne blev valgt til præsident hentede han Barcelonas anfører, den stærke wing Luis Figo.

Disse klubskifter satte virkelig ekstra gang i rivaliseringen og hadet mellem de 2 storklubber – et had som El Clasico bygger på.

[Fantomet]

Deteritorialisering af zone, reterritorialisering af bevægelsen
http://www.filosoffen.net/publikation/p ... odbold.htm


Den afgørende udfordring af det disciplinære system kom fra et stilorienteret system, der almindeligvis kendes som ’totalfodbold’ eller ’hollandsk totalfodbold’. Det introduceres af Rinus Michels i Ajax Amsterdam i årene 1965-71 og videreføres af samme træner for FC Barcelona i 1971-75 og for det hollandske landshold i 1974 og 1984-92.
Overgangen fra disciplinært system til totalfodbold består ikke i systemets bortdunstning. Det er ikke en tilbagevenden til ti sideordnede spillere på et højere plan. Det bygges sædvanligvis op over en variant af et 4-4-2-system. Det er derimod introduktionen af en anden bevægelsesstil.
Totalfodbold er fodboldens utopi, der aldrig er set gennemført i sin diagrammatiske form, men den udfordrede den rumligt fikserede fodbold i en grad, så den aldrig blev den samme. Utopien er, at alle spillere er spillere uden egenskaber, dvs. at de kan indtage alle pladser, og at de hele tiden tænker som hold. Banen organiseres i funktioner, hvor en spiller påbegynder, men ideelt set er funktionen holdets og ikke spillerens. Idet en spiller flytter sig med spillet, overtages hans funktion af en anden.
Disciplinsamfundets system overtrækkes af projektsamfundets netværkssystem. Spilleren uden egenskaber spiller den bevægelse, han gør. Totalfodbold førte til en løsrivelse fra dilemmaet mellem mandsopdækning og zoneopdækning, fordi bevægelserne sattes som det primære.
For at det skal fungere, kræver det, at alle spillere er disciplinerede til bevægelse, ellers bliver systemet meget sårbart. Når det i praksis ikke lader sig gøre, skyldes det, at spillerne ikke er dygtige nok. Der findes enkelte spillere som Zidane og Ronaldinho, der formår at indfri dette stil-systems krav, men ikke et helt hold.
Derfor må det i dag kombineres med mere traditionelle systematiske organiseringer, der bakker op omkring de svagheder, det måtte afstedkomme, at ikke alle formår som musikere, at tænke som orkester.
Et særligt succesbringende kompromis mellem totalfodboldsutopien og rumbegrænsningen finder man i Barcelonas system under Johan Cruyff i 1988-96, hvor kæden Laudrup-Romario-Stoichkov indskrev sig i det, der med endnu en floskel kaldes fodboldens historiebøger. Hvor Rinus Michels havde ladet Ajax’ to forreste kæder være ét stort frirum, begrænsede Cruyff dette til bevægelsesfrihed inden for samme kæde.
Vi skal i det følgende referere til den bevægelsesudfordrende måde at spille på, der bakkes op af et system af rumlige og funktionelle pligter, som ’bevægelsesfodbold’.

[Fantomet]

Analyse: Barcelonas succes-opskrift


Af Michael Qureshi

På Barcelonas berømte fodbold-akademi La Masia er selve bolden involveret i alt, hvad de unge talenter foretager sig. Det fysiske, det taktiske og alt opspil trænes med bolden i centrum.

Det er det, som kommer til udtryk på dagen Barca-hold, der domineres af spillere opfostret i akademiet. FC København er nok uden konkurrence i Danmark, men mod Barcelona på den brede bane på Camp Nou kommer de ud for et pres og stormvejr, som man slet ikke kan gardere sig imod på forhånd.

Sporten.dk analyserer her Barcelonas berømte spillemåde, som stiller enorme krav til spillerne for perfekt udførelse. Men det er sjældent, at noget hold slipper fra Barcelona uden at være en smule rundtossede.


Forsvarskæden

Daniel Alves – højre back
Carles Puyol – midterforsvarer
Gerard Pique – midterforsvarer
Maxwell – venstre back


Defensivt
Puyol og Pique ligger meget tæt på modstandernes angribere. De presser angriberen, der får bolden med ryggen mod mål, så han kun hurtigt kan spille bolden videre, ofte med stor fejlprocent. Puyol kender sin hurtighed, og ved, at han kan løbe de fleste angribere op. Det gør, at han satser mere i sin markering. Pique er fysisk stærk og kan holde angriberen fra at vende. Inde i feltet er begge hovedstødsstærke. De to backs kan variere i at være afventende eller presse hårdt, men de er nødt til at være hurtige på fødderne.

Oscar Rodriguez, journalist SPORT


Offensivt
Backernes roller er altafgørende i boldbesiddelse. De trækker frem og skaber overlap, som kanterne i angrebsfronten kan udnytte til at få mere plads. Barcelona-backs træner meget indlæg, som helst skal være flade og præcise. Det er sjældent, at bolden bare bliver smidt ind i feltet. Ved dødbolde skal både Puyol og Pique trække frem og forsøge at komme frem til afslutninger på deres stærke hovedspil. De giver god luftstyrke i standardsituationer.

José Luis Carrell, journalist, El Mundo Deportivo


Midtbanekæden

Xavi – liggende højre
Sergio Busquets – liggende helt centralt
Andrés Iniesta – liggende venstre

Defensivt
- En spiller som Busquets har en vigtig defensiv funktion. Han skal holde sig lidt mere tilbage på banen for at gardere for boldtab og hurtigt omstillingsspil. Han er god til at læse spillet, og han er placeringsstærk. Det samme gælder spillere som Keita og Mascherano, der også skal dække den position. Xavi og Iniesta er lidt mere flydende i deres positionering i presspillet. Xavi løber rigtig meget og er overalt på midten og medvirkende til, at modstanderne sjældent får ro i opspillet. Iniesta er lidt mere kiggende i sit presspil, men han opfylder pres-mønstrene, så det er svært at spille bolden rundt på midten.

Albert Ferrer, tidligere spiller og nu ekspert på spansk TV

Offensivt
- Pasningsspillet er det vigtigste element. Oplægget er, at bolden modtages og spilles videre med en enkelt berøring. Det trækker tempoet ud, hvis en spiller først stopper bolden, og derefter spiller den videre. Xavi er, så vidt jeg ved, den bedste pasningsspiller i verden, og har i gennemsnit 85 procent præcise afleveringer. Xavi og Iniesta bevæger sig hele og gør sig spilbare. Alle afleveringer skal helst leveres med høj fart på bolden. Det hele går så hurtigt, at man tror, det er løgn.


Oscar Rodriguez, journalist SPORT


Angrebet

Lionel Messi – liggende højre
David Villa – centralt
Pedro – liggende venstre

Defensivt
- Det er her, at Barcelona altid har været gode. Deres offensive trio lægger et rigtig højt pres, når modstanderne spiller bolden op fra bagkæden. Hele holdet rykker højt op på banen, så der bliver kun få spilmuligheder, og oftest ender det med en lang bold frem. Villa skal dække den midterforsvarer, som er bedst med bolden, og de to kanter tager backerne, så de ikke kan komme med i opspillet. Det kræver disciplin og stor taktisk forståelse. Man skal ikke stå forkert, så bryder det presset.

Oscar Rodriguez, journalist SPORT

Offensivt
- Hurtighed, temposkift og god teknik er vigtigt for især de to spillere i offensiv-trioen, som har kanterne. Men oftest roterer alle tre rundt, hvilket gør det svært for modstander-forsvaret at lægge en fast taktik på enkelte spillere. De tre frontløbere skal helst kunne udrette noget på egen hånd og selv komme til afslutninger. Ofte vil en Messi eller Pedro søge at spille en-to med Villa og blive spillet fri i dybden. Barca er jo godt hjulpet af, at det som regel er nogle af verdens bedste tekniske spillere, de har på de her positioner, og det giver bare svære arbejdsbetingelser for enhver forsvarer.

Albert Ferrer, tidligere spiller og nu ekspert på spansk tv


Træneren

Pep Guardiola
- Han er ekstremt dygtig til at motivere spillerne. Han er meget grundig i sit arbejde med hver enkelt spiller i truppen, og han ved oftest, hvordan det går med familien eller kæresten. Taktisk er han indbegrebet af den måde, Barcelona bør spille fodbold på.

Albert Ferrer, eks-Barca og nu ekspert-kommentator

- Det er imponerende, at han har formået at føre sine ideer så hurtigt ud i livet. Hans store force er, at spillerne betragter ham som en god storebror, og det hjælper ham i svære tider, for spillerne vil give alt for ham.

José Luis Carrell, journalist El Mundo Deportivo

[Fantomet]

http://www.24.dk/article.jsp?articleId=9975

Den spanske dansker håber på godt resultat for FC-København

24timer har mødt den tidligere Barcelona-spiller Thomas Christiansen

Den tidligere FC-Barcelona-spiller Thomas Christiansen har delt omklædningsrum med Barça-træner Josep Guardiola. Og da 24timer møder Christiansen ved Camp Nou, falder snakken hurtigt på den tidligere holdkammerat.

»Guardiola er en rigtig catalonier,« fortæller Thomas Christiansen om Josep Guardiola.

Det indebærer blandt andet, at den karismatiske træner var kendt for at holde godt fast i sine penge, for et 'nærigt' gen er åbenbart et særligt kendetegn ved folkeslaget i den nordøstlige spanske provins.

Det har dog nok ændret sig nu, konstaterer han, for siden dengang Thomas Christiansen spillede med Guardiola, har han nok fået lidt flere håndører at gøre godt med.

Nu er han nemlig den helt rigtige træner for verdens bedste fodboldhold.

»Det, der gør Guardiola så speciel, er, at han bruger al sin tid på fodbold. Det er hans liv og sjæl, og det er 24 timer i døgnet. Der er ikke noget, som kommer bag på ham, han kender alt om sin modstander, og det gælder helt sikkert også for FCK,« understreger han.

Han mener samtidig, at Guardiolas succes også skyldes, at han har spillet det meste af sin karriere i klubben og dermed kender spilkonceptet og klubben indefra.

Kan snakke om alt
Thomas Christiansen fortæller videre om, at hans tidligere holdkammerat faktisk var ret indelukket i sine unge dage og holdt sig til de andre cataloniere i klubben - men det har ændret sig.

»Jeg møder ham en gang imellem, for han har sommerhus i den by, hvor jeg bor, og han er blevet langt mere åben. Når vi møder hinanden, så er han meget høflig, og vi kan snakke om alt.«

Når Thomas Christiansen udtaler Guardiola, er det med rullende tunge og en smule læspende, og det afslører, at han efterhånden ikke længere er særlig dansk, selv om han er født og opvokset i Danmark. Siden har han dog fået et spansk pas, da hans mor er fra Madrid, og han samtidig fik et tilbud om at spille på det spanske landshold.

»Jeg er nok blevet mere og mere spansk med tiden. Men jeg forsøger at tage det bedste fra danskerne og det bedste fra spanierne,« siger han og forklarer, at han nok kun vil komme tilbage og bo i Danmark, hvis han får tilbudt et trænerjob.

Thomas Christiansen har aldrig fortrudt sit statsborgerskabsskifte, selv om han tror, at han i længden kunne have spillet flere landskampe for Danmark end de to kampe, han fik for Spanien.

Og på trods af at passet er spansk, håber han på, at løverne får et godt resultat med hjem, når de i aften løber ind på Camp Nou.



Thomas Christiansen


•Thomas Christiansen er født den 11. marts 1973 i København.

•Han spillede ungdomsfodbold i Avedøre IF, Brøndby IF, Hvidovre IF og B 93, inden han i 1991 skiftede til FC Barcelona. Siden spillede han for en række europæiske klubber og var også kortvarigt i Danmark i 2000, hvor han spillede for Herfølge BK.


Før og nu

Vejen til FC Barcelona og tiden i klubben:


•Som ung knægt drog Thomas Christiansen til prøvetræning i FC Barcelona, efter at spanierne havde opdaget ham i en ynglinge-kamp for B93, hvor han scorede seks mål i 8-1-sejren over KB. Barça skulle kun se ham an i en enkelt træningskamp, oven i købet på en grusbane, og dagen efter skrev han under på en kontrakt.

•Hans tid i Barcelona var en blandet fornøjelse. Først spillede han rigtig godt og scorede mange mål for B-holdet, og derfor blev han efter en sæson rykket op på førsteholdet. Manglende succes betød dog, at de lejede ham ud til forskellige spanske klubber. Da han endelig kom tilbage til Barcelona, og i optakten var ved at spille sig til en plads på holdet, brækkede han foden, og dermed sluttede hans eventyr i den store catalanske klub.


Det laver Thomas Christiansen nu:

•Thomas Christiansen bruger meget tid med sine to børn, og det er han glad for. Ud over det passer han sine investeringer, hjælper FC Barcelona med blandt andet at arrangere venskabskampe, og så har han taget en træneruddannelse, som han håber at skulle bruge aktivt en dag.


Thomas Christiansen om ...

... Barça-sloganet 'Mas que un Club (mere end en klub, red.)':
»Ud over, hvor stor klubben er i sig selv, så handler det også om den store sociale masse, der er bag klubben, hvor de har en af verdens største fanklubber. Barcelona er også et politisk projekt, hvor blandt andre de mange catalanske fans sælger og viser deres stolthed over provinsen til omverdenen og især resten af Spanien gennem klubben.«

... den første gang, han løb ind på Camp Nou:
»Det var imponerende, for det var som at løbe rundt på en flyveplads. Banen er simpelthen så stor, og det mærker klubberne, der kommer på besøg også, for det er svært at dække alle rum på banen. Jeg tror derfor, at det er meget godt, at FCK skal træne på banen dagen inden kampen.«

[Fantomet]

'Messi er fodboldens Gud'


http://www.information.dk/256443

Det var holdkaptajnerne og trænerne i FIFA, der gjorde Lionel Messi til verdens bedste fodboldspiller for andet år i træk. Det er fuldt fortjent, men hvis sportsjournalisterne havde haft større vægt i vurderingen, kunne det lige så vel være blevet Sneijder eller Xavi eller ...

Mesteren. Messi er og bliver klodens suverænt bedste fodboldspiller, måske den ypperste nogensinde. Også når man har sundet sig oven på de åbenlyse eksklusioner fra det gode Ballon d'Or-selskab

For andet år i træk er Lionel Messi kåret som verdens bedste fodboldspiller. Det skete i Zürich i mandags og denne gang i en ny version, hvor det franske ugemagasin France Football og fodboldens verdensorganisation, FIFA, har slået sig sammen i den såkaldte FIFA Ballon d’Or. Først var 23 spillere nomineret, og derefter snævrede et udvalg af sportsjournalister, landstrænere og landsholdsanførere listen af håbefulde ind til tre kandidater: Lionel Messi, Xavi Hernández og Andrés Iniesta, alle fra FC Barcelona og alle tre vævre, intelligente og teknisk perfektionerede atleter. Leos kvaliteter er der ingen, der kan sætte en finger på. Selvfølgelig fortjener han al den pomp og pragt, der kan hvile på den 169 cm høje krop. Men hvorfor blev det ikke Xavi? Og hvor var Inters Wesley Sneijder henne?

‘Er han et menneske?’
Foråret 2010 var ren magi for den lille argentiner, der ligesom Xavi og Iniesta er rundet af Barcas berømte fodboldakademi, La Masia de Can Planes. I februar scorede han hattrick i to kampe. I træk, vel at mærke. Først mod Valencia og ugen efter mod Zaragoza. Her kunne Messi sågar have scoret fire mål, men Leo gav Zlatan Ibrahimovic lov til at eksekvere straffesparket.

Indtil gestussen mod Zlatan havde Messi sørget for Barcas seneste ni mål. Og et par dage før styrede han kuglen i maskerne for ottende gang på én uge, denne gang mod Stuttgart. 11 mål i fem kampe. Hvad var der at diskutere?

»Jeg er ikke sikker på, at han er et menneske,« sagde Zaragozas playmaker, Ander Herrera, om Messi efter 4-2-nederlaget og de tre fuldtræffere på stribe. Zaragozas træner, José Aurelio Gay, hævdede at have »skuet selveste Diego Maradona på grønsværen« dén aften. Bare bedre. »Ingen ord kan beskrive ham,« fortsatte Gay, «han er fra det ydre rum.«

Hjemme i Catalonien måtte de tage den interplanetariske retorik i brug. Således Carles Ruipérez i avisen La Vanguardia: »Utroligt. Uovertruffent. Uigentageligt. Spektakulært. Fænomenalt. Vidunder- ligt. Genialt. Fantastisk.«

»Messi er fodboldens Gud,« tordnede Barcelonas Sport og fortsatte i Jørgen Leth-syntaksen: »Stratosfærisk. Magisk. Serafisk. Generøst. Ekstraordinært.«

Filosoffen Anders Fogh Jensen har sagt, at i fodbold intervenerer modstanderen dit territorium og umuliggør koreografi. Men det er også præcis her, i vakuummet mellem blokering og passage, at den argentinske gambetta fødes. Det er balance og skønhed kombineret med partytricks, og det er både tango på grønsværen og en metafor for argentinsk eksistens. »Der er to elementer i gambettaen,« siger den tidligere landsholdsspiller og nuværende sportsdirektør for Real Madrid, Jorge Valdano: »Den første er at vise, at jeg med min fod har evnen til at gøre, som jeg vil. Det skaber respekt. Den anden er bedraget. Du skal narre din modstander til at tro, at du vil gøre præcis det modsatte af, hvad du faktisk har tænkt dig. Smagen for at narre er meget argentinsk.«

Messi er Messi
Havde Messi gambetta’en i benene? Kunne han gøre ligesom Maradona, der forud for VM i Sydafrika i sommer efter en lang og kaotisk slingren pludselig pustede sig op som Messis alfaderlige mentor? At Messi ved flere lejligheder havde kopieret Maradonas tryllerier, var, som argentinerne siger, viveza i en nøddeskal: tricks snarere end original bedrift. Alligevel var nationalånden ikke entydigt på Leos side. Messi var hverken napolitaner eller kreoler fra en kældercafé. Her var ingen coke og gastriske bypassoperationer. Messi er ydmyg holdspiller, protege af Ronaldinho og Frank Rijkaard og catalaner af opvækst. Hvis han bare havde spillet for Boca Juniors som ung mand, eller hvis han havde lignet en fightende indianer, på én gang lyrisk og brutal som i det arrede ansigt på Carlos Tévez. Men Messi var Messi, og Argentina var stadig Argentina.

Problemet var, at Messi for de fleste argentinere var FC Barcelona-stjerne, ikke en indfødt afgud. Gonzalo Higuain er født i Brest, men det gør ham ikke til franskmand. I slipstrømmen af VM omtalte fans ham ofte som ‘catalaneren’. Claudio Mauri hævdede i den argentinske avis La Nación, at modviljen mod Messi ikke kunne løses ved nogle ferme kampe for Maradonas mandskab: »Nej,« sagde Mauri, »Messi skal helst tilbage til Argentina, spille et halvt år dér, finde sin indre lykke og højlydt proklamere de genfundne rødder.« Som Marlene Dietrich engang har sagt: »I Brasilien smider de blomster efter dig. I Argentina smider de sig selv.«

Iniesta scorede spaniernes sejrsmål i VM-finalekampen mod Holland. Men 2010 var et skadesplaget år for Iniesta. Han har manglet den kontinuitet og det element af konstant at sætte fodboldmagien i scene, som Xavi har været eksponent for. Uden Xavi og Iniesta formåede Messi ikke at brillere under VM, hvorimod de to midtbaneguder fra Barcelona sagtens kunne selv. Xavi var Spaniens kreative kickstarter, og man kan med god ret hævde, at uden hans moderne miks af offensiv og defensiv ville La Furia Roja aldrig have fundet sin effektive formel. VM var begivenheden, hvor Spanien med Xavi som orkesterleder for alvor blev modnet: De var italienske i forsvaret og spanske i angrebet. Og Xavi var bindeleddet og omdrejningspunktet, smuk som en 10’er og kontrollerende som en 6’er. Iniesta forløste det frirum, som klubkammeraten Xavi gav ham, og når José Mourinho siger, at en hvilken som helst spanier kunne have scoret dét sejrsmål i en brutal finale, der for længst var gået i overtid, overser han behændigt én detalje: Iniesta havde haft en vidunderlig slutrunde, og hvis der var nogen, der igen og igen fandt David Villa i elastikken mellem en ‘rigtig’ og en ‘falsk’ 9’er, så var det Iniesta.

Xavis genialitet
I sidste weekend skrev Asker Hedegaard Boye, at fodboldens kvalitetsbegreb tilsyneladende er simpelt: Man skal spille på de største hold og vinde titler for at vinde priser. Ikke noget med et velment, upoleret forsøg her.

På den baggrund stikker Xavi markant ud. Xavi har vundet alt - rub og stub - de sidste tre år. EM-titel i 2008, seks trofæer ud af seks mulige med Barcelona i 2009 (La Liga, Copa del Rey, Champions League, World Club Cup, den spanske Supercup og den europæiske ditto) og VM-guld i 2010. Hvem kan matche dét? Ingen. Ikke engang Iniesta, der simpelthen ikke har kunnet mønstre Xavis stabiliserende genialitet. Glem heller ikke Xavis uimodståelige lederskab, da Barca udraderede rivalerne fra Real Madrid 5-0, måske den mest spektakulære match overhovedet i 2010.

Jean-Paul Sartre sagde engang, at det er nemmest at få øje på dem, der ikke er der. Det gælder i hvert fald for FIFA-listens paria, hollandske Wesley Sneijder, som var den kreative gnist bag Inters formidable treble - Serie A, pokalturnering og Champions League. Sneijder har været den omstillingsparate strateg, der tænker som en forward og samtidig slider og maser som en prunkløs muskel i maskinrummet par excellence. Kritikere af den nye FIFA Ballon d’Or har en pointe: Med France Footballs stemmer alene var Sneijder stukket af med prisen. Det er kaptajnerne og trænerne, der har givet Messi æren som nr. 1.

Væk er også Diego Milito. Som argentiner under VM hos en karismatisk, men taktisk naiv Maradona, der dybest set ikke anede, hvad han skulle stille op med sin overflod af sublime offensiver, var Milito en fuser. Men på bedste Iniesta-manér var han target-manden med den afgørende fod i de afgørende situationer. Militos scoring tippede akkurat Scudetto’en i Inters favør. Det var Milito, der afgjorde den italienske Cup-finale, og det var Militos to mål i det 34. og 70. minut, der sikrede milaneserne Champions League-titlen, lørdag den 22. maj, 2010, i Madrid.

Men han er nu bedst
El Clasico, 10. april 2010. Kampen var som altid blæst op til at være titanernes sammenstød. Verdens absolutte 1’er, Lionel Messi, skulle krydse klinger med 2’eren, Cristiano Ronaldo, der i 2009 kunne kalde sig verdens bedste fodboldspiller. Spurgte man spanske aviser dét forår, var Ronaldo netop gårsdagens mand. Intet og ingen kunne overtrumfe den klejne argentiner med tagrendefrisuren. Avisen Sport fastslog frejdigt, at »Leo gjorde grin med Cristiano« under opgøret på Estadio Santiago Bernabeu. Som om en måned med dobbelt hattrick og svimlende fire scoringer i Champions League-kvartfinalen mod Arsenal ikke var nok, satte Messi uden videre dikkedarer tronfølgen på plads med målet til 0-1, alt imens Ronaldo - CR9 - spurtede formålsløst frem og tilbage på flankerne. Jovist var der stepovers og kigge væk-finter og de obligatorisk opmålte, spredte ben ved de direkte frispark, som på nær ét tordnede durk i Barca-muren. Men der var også buhen af portugiseren, som kom til Madrid for rekordsummen 82 millioner euro. Og det må have gjort ondt på Ronaldo dagen efter, hvis han altså læste den ellers Real-venlige avis Marca: »For meget Messi til CR9,« skrev de lakonisk på >forsiden.

I mellemtiden er Ronaldo kommet efter det, og han skal nok gøre Messi FIFA-rangen stridig i det kommende år. For Xavi, derimod, er det for sent. Messi er og bliver klodens suverænt bedste fodboldspiller, måske den ypperste nogensinde. Også når man har sundet sig oven på de åbenlyse eksklusioner fra det gode Ballon d’Or-selskab.

[Fantomet]

Lionel Messi – bedre end Xavi & Iniesta

Af Torsten Brix,
Indkast.dk

At Messi var hovedpersonen er noget af et mirakel. Argentineren har nemlig lidt af en alvorlig vækstsygdom, som krævede en speciel behandling. Den ville River Plate ikke betale...

Mandag aften blev Lionel Messi kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2010 foran holdkammeraterne fra Barcelona og de spanske VM-vindere – Andreas Iniesta og Xavi Hernández – og blev dermed den første FIFA Ballon d'Or-vinder.

Messi har haft et storslået 2010 på klubplan, men der har manglet noget på det argentinske landshold, der blev slået ud i kvartfinalen til sommerens VM-slutrunde. Så derfor var der ikke mange, der mente, at Messi ville vinde trofæet, da indsatsen under VM plejer at tælle tungt i vurderingen.

Fifa Ballon d'Or er en fusion af verdens to mest prestigiøse fodboldpriser - France Footballs Ballon d'Or og Fifas egen FIFA World Player of the Year. Begge priser vandt Messi i 2009, så at forsøge at beskrive det unge fodboldikon er næsten umuligt, men alligevel forsøger vi – og husk nu på at Messi stadigvæk kun er 23 år.

23 år og et spillede ikon på bare 1,69 meter. Netop hans højde var faktisk ved at stoppe sydamerikanerens karriere, så det er noget af et mirakel, at Messi mandag aften var hovedpersonen til gallafesten i Zürich. Argentineren har nemlig lidt af en alvorlig vækstsygdom, som krævede en speciel behandling.

Det blev Barcelonas lykke og en voldsom nedtur for River Plate. Sidstnævnte ønskede nemlig ikke at betale for Messis behandlinger, hvilket sidenhen har frembragt ærgrelse i den argentinske storklub og derfor skiftede Messi fra Newell's Old Boys til Barcelona.

Det var Carlos Rexach, som daværende ungdomstræner for Barcelona, der kan tage en stor del af æren for, at Messi spiller i den catalonske hovedstad. Under et familie besøg i Spanien fik Messi lov til at træne med et af deres ungdomshold, og det var her, at Rexach spottede det enorme talent. Det forekommer næsten uvirkeligt, at det er måden, hvorpå Barcelona scorede verdens bedste fodboldspiller.

Efter Messis ankomst til Barcelona var det første deres lægestab gjorde at hjælpe ”La Pulpa” - loppen – som er hans kælenavn pga. hans manglende vækst. Han kunne debutere som bare 17-årig på storholdet i oktober 2004, efter han var vokset til en højde på 164 cm. Senere samme sæson blev han historiens yngste målscorer for Barça, og han er ikke kun en farlig afslutter. Spidskompetencerne ligger mere i retning af hans lynhurtige fødder, som kan sætte mange modstandere af - samt hans korte aftræk til sine afslutninger.

På sigt kan hans væsen dog blive hans største force, for det er et helt andet end hos andre unge stjerner. Det virker, som om han har en indre ro, som gør, at han er meget svær at imponere. Han bruger ikke sine kræfter på at pleje sit image med de rigtige frisurer og lign. Nej! – hans fokus og koncentration ligger på banen. Her nyder han godt af sit lave tyngdepunkt, som giver ham en høj fart. Det - sat sammen med en stærk psyke - gør ham til en farlig cocktail – og nok engang. Han er kun 23 år!

Alligevel er det blevet til kontroversielle situationer igennem tiden. Mod Chelsea i Champions League for en håndfuld år siden blev Asier del Horno udvist efter en tackling på Messi. Chelseas daværende kontroversielle manager Jose Mourinho var på det efterfølgende pressemøde helt fremme i støvlerne. Han mente, at Messi havde nydt godt af de mange teatre, der er i Barcelona.

Kritikken var urimelig, og spørgsmålet var, om Mourinho havde sagt noget andet, hvis de ikke var blevet udspillet på Stamford Bridge af et ualmindelig godt spillende Barcelona-hold med Messi, som en af de offensive kræfter. Mourinho forsøgte at fjerne fokus fra deres nederlag ved at lægge skylden på uskyldige Messi.

Et andet rødt kort er lidt mere specielt. For efter Messi havde imponeret alle ved U-20 VM i Holland, blev han A-landsholdspiller under landstræner José Pekerman. Hans første kamp var mod Ungarn, men her skulle han opleve det ualmindelig komiske i at blive udvist efter omkring et minut på banen. Efter en nærkamp mente den ellers glimrende tyske dommer Markus Merk, at Messi havde slået ud efter en modstander. Trods den vanvittige debut fik Messi yderligere fire landskampe samme efterår.

Som spillertype er Messi en klassisk 10'er og den foretrukne angriber i den skræmmende argentinske offensiv. På grund af de spillemæssige ligheder er Messi flere gange blevet sammenlignet med selveste Maradona, som var anfører på det argentinske landshold – der sidst blev verdensmestre for 20 år siden. Men udenfor banen kan Messi og Maradona ikke sammenlignes.

Når Messis karriere er slut, vil han helt sikkert have et andet eftermæle end det, som hænger fast på Maradona, og en stor del af dette vil højst sandsynlig udspille sig i Barcelona. Samme sted havde Maradona - pudsigt nok - store disciplinære problemer. Selvom han i den periode blev betragtet som verdens bedste spiller, voldte hans temperament ham store problemer. Han lavede 38 mål i bare 58 kampe for Barcelona, men alligevel ville Barcelona-ledelsen ikke finde sig i hans vanvittige udbrud, som da han imod Atletico Bilbao slog en modstander i hovedet.

Sådanne scener virker det ikke til, at verdenen kommer til at se med Messi i hovedrollen. Derimod virker det, som om hans sind og omgivelser formår at bevare jordforbindelsen – ofte i nærheden af en fodbold, så han kan glæde alle os fodboldelskere. For fodbold kan Messi spille, og selvom han er den lille, bliver han ofte den største på banen.

Siden 2004 har Messi spillet for storholdet FC Barcelona, og han har i 159 kampe scoret vanvittige 106 mål og f.eks. vundet Champions League to gange samt det spanske mesterskab fire gange.

De ord, der kan påsættes ham, vil på en underlig måde næsten altid være en underdrivelse. En fodboldkunstner og ambassadør. Hvordan skal denne karriere ikke slutte, når noget sådan skal ske om måske ti år?

I sidste sæson blev Messi suveræn spansk topscorer med 34 mål i en sæson, hvor Barça viste ”Tiqui-Taca”, der er spillestilen hos catalonierne med små afleveringer og indbyrdes forståelse. Træner Josep Guadiola – der selv er opvokset i Barcelona – kender dette fra egen krop, men udover spillestilen formår Barça også et uddanne typer, der har ”den rigtige” indstilling til fodbold.

Der er ingen forkerte avisartikler om våde byture, så her kan Messi ikke sammenlignes med landsmanden - Diego Armando Maradona – selvom han befinder sig på samme scene. Det helt store… - og undskyld – men glem nu ikke, at han kun er 23 år.

[Fantomet]

Spansk fodboldboss: Kun plads til få store klubber

Selvom det i 2003 økonomisk set så mørkt ud for den spanske fodboldklub F.C. Barcelona, lykkedes det alligevel for ledelsen at sparke bolden i mål. En af hovedmændene bag talte i går i Børsen Executive Club

AF SILAS BAY NIELSEN
Executive Club Børsen


Der er kun plads til otte store fodboldklubber i verden. Resten af klubberne må hovedsageligt tjene deres penge på at opflaske nye talenter. Sådan forudser Ferran Soriano, vicepræsident i F.C. Barcelona, at fremtiden kommer til at se ud for fodboldklubberne. Og selvom det kun er tre år siden, han bevægede sig op på leder­niveau på grønsværen i Barcelona, ligger der en vis autoritet bag ordene.

Ferran Soriano er nemlig en af lederne i F.C. Barcelona, der fik vendt skuden i den dengang kriseramte klub, så det katalanske fodboldhold igen kunne løbe ind på grønsværen med stolthed. Klubben gik fra voldsomme tab på bundlinjen til overskud, hvilket efterhånden har fortæret store dele af den gæld, som man sloges med for tre år siden.

Til trods for at den tidligere ledelse sagde, at det at lede en fodboldklub langtfra er det samme som at lede en almindelig virksomhed, så tog Ferran Soriano ikke rådet til sig. Hans udgangspunkt var netop, at klubben skulle styres, som en hvilken som helst anden virksomhed.

For at få kendskab til den vellykkede taktik havde en god portion erhvervsledere – og heriblandt overraskende mange kvinder – i går begivet sig ud på den københavnske vestegn til Brøndby Stadions nye Michael Laudrup Lounge for at høre de gode ledelses-fif. Og deltagerne, som blandt andre talte Charlotte Høyer, der er salgschef i FC Nordsjælland, fik faktisk et af de væsentligste guldkorn bag succesen med sig hjem.

For høje lønninger

»Da vi overtog ledelsen i F.C. Barcelona, lå spillernes lønninger på et alt for højt niveau i forhold til vores omsætning. Lønningerne lå stort set på samme niveau som omsætningen. Vi fandt ud af, at lønningerne skulle ned på et niveau, som ligger på omkring 55 pct. af omsætningen, og det har gavnet økonomien,« lød det fra Ferran Soriano.

Som en af de få store klubber i verden er F. C. Barcelona ejet af klubbens medlemmer, og det var formodentlig den struktur, som fik Ferran Soriano til at blive en del af ledelsen i storklubben. Han mener selv, at klubbens fanskare ville have nye og unge hoveder ind i ledelsen af klubben, så stolheden igen kunne pumpe ud af klubbens stadion i Barcelona. Og ud fra et økonomisk synspunkt så sad den nye ­ledelsestaktik lige i hjørnet. F. C. Barcelona er gået fra 12. til andenpladsen af de klubber i verden, der har den største omsætning – kun overgået af Manchester United.

Ud over at holde fodboldspillernes lønninger på et anstændigt niveau så gælder det også om at kunne yde det ypperste, også selvom man er en virksomhed, som økonomisk set står til at få det gule kort.

»Hvis vi ville være store, måtte vi gøre vores produkt bedre ved at investere i flere gode spillere. Derfor købte vi Ronaldinho, og den ekstra fortjeneste, han førte med sig, investerede vi så i andre gode spillere. Det gælder om at have et godt produkt og en god ledelse,« lød det fra Ferran Soriano.

I kampen for at opretholde den gode kampånd mener han, at der skal blandt andet skal kigges på det sociale. Klubben har derfor oprettet et samarbejde med Unicef, der blandt andet skal gøre stjerneklubben til folkets egen klub.

[Fantomet]

Kongens nye mesterskab

Af: Bo Kampmann Walther
http://www.information.dk/258531


Kl. 20.53 var ikke alene matchen på et stadion med balstyriske, ekstra bolde og en hel del kasteskyts forbi, men selve ligaen. Det hele. Bortset fra Champions League, selvfølgelig, og ikke mindst en revitaliseret, national pokalturnering med spøgelser fra en grum fortid

Historie. Når Real Madrid og FC Barcelona skal mødes 20. april i Copa del Rey-turneringen, er der lagt op til en vaskeægte klassiker. Hadet og rivaliseringen har en lang historie med blodige fejder mellem Spaniens to suverænt mest vindende mandskaber, som går tilbage til tiden under Franco, hvor turneringen blev omdøbt til Copa de Su Excelencia El Generalísimo.

Det var det bedste, der kunne ske. Og det værste. Mens FC Barcelona spadserede endnu en sejr hjem over Almería i onsdagens anden Copa del Rey-semifinale, måtte rivalerne fra Real Madrid kæmpe længe og indædt mod Sevilla på Estadio Santiago Bernabeu. Kongeklubben klarede skærene, og med Mezut Özils cool scoring i det 81. minut efterfulgt af nyerhvervelsen Emmanuel Adebayors flugter til 2-0 sikrede de travle fodboldspillere fra hovedstaden sig sammen med Barca en billet til finalen i den spanske pokalturnering den 20. april.

Nu kan vi se frem til en vaskeægte clásico i turneringen, hvis rødder rækker tilbage til 1902, og som i sin fulde pragt lyder navnet Campeonato de España - Copa de Su Majestad El Rey Don Juan Carlos I. Her flyder det med morbo.

Hadet og rivaliseringen følger en lang historie om blodige fejder mellem Spaniens to suverænt mest vindende mandskaber, og i Reals tilfælde er der nye skeletter i skabet, som skriger på forløsning. Efter det famøse 0-1-nederlag til Osasuna i søndags har madrilenerne syv point op til toppen af La Liga, hvor Barca er nr. 1 efter 15 sejre i træk.

Real er derfor pisket til at behandle Kongens Cup med dyb ærefrygt. De vil vinde pokalen. Men fordi kombattanten hedder Barca, bør man snarere sige det på italiensk maner: Real Madrid vil for alt i verden ikke tabe.

Om ikke andet så for at tækkes José Mourinho, der allerede fra sin indsættelse som cheftræner i verdens rigeste klub har betonet vigtigheden af den nationale Cup, som de hvidblusede superstjerner mildest talt har haft et nonchalant forhold til de senere år. Ikke denne gang.

I oktober måned sidste år lagde Real ellers dårligt ud med at tabe ude til Xerez. I den andalusiske Cádiz-provins, på Estadio Municipal Chapín, hvor der er plads til 22.000 tilskuere, gjorde ‘Mou’s dyre drenge en skidt figur og indkasserede et pinligt - men ikke overraskende - 0-2-nederlag. Men så kom de efter det. Blot to uger senere kørte de Xerez over 5-2 hjemme på Bernabeu, og derefter er det gået slag i slag: Tegneserieagtige 8-0 over Levante og en nærmest spydig 3-1-triumf mod den evige lillebror Atlético Madrid.

Barcelona, der aktuelt har fået hele seks mand med på FIFA’s 2010 all star-hold, har på nær en enkelt tæt affære med Athletic Bilbao styret begivenhederne med ophøjet ro. Tre gange 5-0 i slutrunden taler deres tydelige sprog. Først over Alcorcón, siden Betis og endelig i den første semifinale mod stakkels Almería. Kald dem bare uovervindelige. Også mentalt, for de skal ikke kæmpe mod sig selv, som Real Madrid har for vane.

Første scene
Lige syd for Madrid ligger Municipal de Santo Domingo Stadion, der i nyere tid har forøget kapaciteten fra 3.000 til 4.000 siddende gæster. De fleste af dem hepper på Alcorcón, et hold fra Segunda División. Og det havde de god grund til 27. oktober 2009, hvor de galaktiske koryfæer fra Madrid var på besøg. Dengang hed træneren Manuel Pellegrini, en klog chilener med et trist udtryk i øjnene, ganske uden Mourinhos star quality, hvis hold tabte 4-0 til bonderøvene på Avenue Pablo Iglesias nr. 3, mens trafikken susede tæt forbi på Autopista M-50.

Den catalanske avis Sport kunne ikke modstå muligheden for at hive de store ord frem. Madrids fraværende præstation var en »ridiculo histórico«, en historisk ydmygelse. Dén var Marca-læserne helt med på, for 85 procent af dem betragtede 4-0-lussingen som den største ridiculo i Real Madrids mere end hundrede år lange historie. Det eneste, der lunede midt i en mental isvinter, handlede slet ikke om Real Madrid. Det var derimod Barcelonas nederlag på Camp Nou til Rubin Kazan i Champions League.

Pinlighederne blev ikke mindre i et økonomisk perspektiv. Den samlede Alcorcón-trup koster årligt seks millioner. Real Madrid budgetterer med godt og vel tre milliarder pro anno, og Real-spillerne havde lige fået nye Audi-biler til en samlet sum af 15 millioner. De penge kunne snildt holde Alcorcón kørende et par år. En gennemsnitlig Alcorcón’er tjener 350.000 om året, hvilket er markant mindre end Cristiano Ronaldos dagløn.

Den traditionelle undskyldning lød, at Real Madrid i mange år ikke har taget Copa del Rey alvorligt. Ikke officielt, naturligvis, men off the record. Det er her, anden- og tredjemålmanden får luftet de store handsker, og hvor diverse taktikker fra rodeskuffen bliver prøvet af. Sådan var det bare ikke mod Alcorcón.

Raúl González var på banen. Det var Guti også (som nu spiller i den tyrkiske førstedivision) sammen med Karim Benzema. Plus håbet Esteban Granero, der flere gange havde vist gode takter på den offensive midtbane. Alt i alt spillere for rundt regnet 800 millioner, hvad der i Alcorcóns regnskabsafdeling ville svare til ekstra 150 år med stadion, souvenirs, klubdragter og julegaver til bolddrengene.

Anden scene
I 1943, fire år efter borgerkrigen, var General Franco på højden af sin magt, og som en del af symbolikken insisterede han på at detronisere kongens pokal og gøre den til sin egen. Nu hed den Copa de Su Excelencia El Generalísimo.

Barca og Madrid var i semifinalen, og havde catalonierne følt nationalisternes jerngreb på egen krop, ikke mindst med henrettelsen af klubpræsidenten Josep Sunyol i begyndelsen af borgerkrigen i 1936, var Don Carlos’ tidligere hjerteklub langtfra en sikker bastion. Madrid var den sidste by i Spanien, franquisterne overtog. Reals daværende præsident, Rafael Sanchez Guerra (hvis efternavn morbidt nok betyder ‘krig’), var en behjertet republikaner og blev således også offer for Francisco Francos brutale dagsorden. Guerra blev tvunget i eksil og flygtede til Frankrig, hvor han svor ikke at vende tilbage, før den fascistiske caudillo - hersker - var væltet.

Den første semifinale 1943 var blevet afviklet i en ekstremt fjendtlig stemning på Barcelonas Camp de Les Corts. Barca vandt 3-0. Returopgøret skulle spilles på Madrids stadion i Chamartín, og som et resultat af den modtagelse, ‘de hvide’ havde fået på Les Corts, vejrede de madrilenske fans blod. 90 minutter efter første dommerfløjt havde Real vundet med surrealistiske cifre: 11-1.

Hvad der er faktuel historie, og hvad der er myte, er umuligt at afgøre. Historien er aldrig blevet verificeret. I nogle versioner berettes det, at en gruppe højtstående mænd i Francos personlige livgarde trængte ind i Barcas omklædningsrum og tvang dem til at »huske«, hvad det ville sige at optræde loyalt over for Spanien. Andre kilder fortæller, at de catalanske atleter blev mødt med trusler om vold mod deres nære familie, hvis de ikke sørgede for et gigantisk nederlag. Endelig er der dem, der mener, at den hadske stemning på stadion - for slet ikke at tale om på gaden og i avisernes agitatoriske brøl - alene var nok til at hyle los blaugrana ud af den.

Efter den famøse kamp brød voldsomme uroligheder ud, og begge klubber fik bøder. Men morbo’en fortsatte med at grave dybe grøfter. Barca blev straffet finansielt for begge kampe, mens Madrid kun skulle stå til regnskab for dysten på Chamartín. Barcelonas præsident, Marquis de la Mesa de Asta, som hidtil blev regnet for en vigtig Franco-støtte, kritiserede regeringens indgreb i skarpe vendinger og hævdede, at behandlingen af catalonierne var ubarmhjertig. Markisen forlod sin post umiddelbart efter.

Skandalen i 1943 var faktisk så intens, at præsidenten for Real Madrid også gik af og i stedet blev erstattet af den tidligere spiller, træner og åbenlyse franquist, Don Santiago Bernabeu.

Barca genvandt lidt stolthed, da de vandt 1-0 over arvefjenderne fra Madrid i Copa del Generalísimo-finalen i 1968. Franco overværede selv kampen på Bernabeu, alt imens Salvador Artigas, der havde været jægerpilot i de republikanske styrker under borgerkrigen, nu dirigerede sine catalanske tropper frem på grønsværen. Artigas var Barcas træner. Fem år senere kom Johan Cruyff og med ham tulipanrevolutionen. Cruyff vandt katala- nernes hjerter med udsagnet om, at han havde valgt Barca frem for Real Madrid, fordi han aldrig nogensinde ville kunne spille for et hold, der var forbundet med Franco.

Tredje scene
Der er pressemøde på Bernabeu, og Mourinho skal forklare, hvorfor hans hold ikke klarer sig så godt som før juleferien. Vanen tro er hans svar både næsvist og tankevækkende:

»Januar 2011 har været en måned, hvor vi har spillet ni kampe, og det er der spillere, som er vant til. Men disse spillere er ikke vant til det, for i de seneste år har Real Madrid været ekspederet ud af Copa del Rey i første runde, ganske som i Champions League. Disse spillere er kun vant til at spille La Liga,« sagde Mourinho.

Pamplona, hjemsted for Baskerlandets Osasuna, er Real Madrids ‘Waterloo’, skrev en spansk avis i ugens løb. Og vi er kun i februar. Kl. 20.53 var ikke alene matchen på et stadion med balstyriske, ekstra bolde og en hel del kasteskyts forbi, men selve ligaen. Det hele. Bortset fra Champions League, selvfølgelig, og ikke mindst en revitaliseret, national pokalturnering med spøgelser fra en grum fortid, som de gamle mænd, der krydser autopistaen M-50 til Madrid i krumbøjet tempo, stadig kan huske. Indtil den 20. april kan det ikke blive bedre. Og heller ikke værre.

[Fantomet]

Fod-volley med Maradona

Af Sergio Levinsky,
http://www.90minutter.com/index.php/feature/id=4


På banen minder han om Diego Maradona og alle ønsker at sammenligne ham med stjernen fra fortiden. Men modsat sin legendariske landsmand taler Lionel Messi mere med fødderne end munden. Han har i denne sæson været den lysende stjerne på Barcelonas mandskab i den spanske 1. division. I dette eksklusive interview med 90 Minutter beretter han dog om beundringen for Maradona, om kærligheden til den stribede Argentina-trøje og om at det er svært at forestille sig andre klubber end Barcelona
Han ligner en stor knægt med et ubekymret forhold til livet. Med sit lange hår dasker han gerne lidt dovent omkring på en fodboldbane. Tilsyneladende uden mål og med.

Men man skal ikke tage fejl. Hverken som modstander eller tilskuer. Når han får bolden, eksploderer han i et fyrværkeri af finter og kælen fornemmelse for det forædlede læder. Og når han ser hullet, rykker han uimodståeligt for at skabe plads omkring sig. Lionel Messi nyder stor succes på Barcelonas stjernespækkede mandskab. Men trods succes’en har han bevaret ydmygheden. Også når han bliver konfronteret med at være verdens bedste.
Det siges, at du er den bedste spiller i verden lige nu. Passer det?
»Jeg bliver stolt, når jeg hører sådan noget, men jeg synes ikke, at det passer. Der findes fantastiske spillere, sågar i FC Barcelona, så som Ronaldinho og Henry, og mange andre. Måske komplementerer jeg dem meget godt, og jeg er lykkelig her, men jeg kan ikke sige, at jeg er den bedste. Min karriere er jo kun lige begyndt.«
Det er sandt, men allerede på dagen for finalen ved U-20 VM i Holland for to år siden – da var du 19 - blev kontrakten med din frikøbsklausul underskrevet med et beløb på 150 millioner euro. Det samme som en noget mere anerkendt Ronaldinho. Sig ikke, at det er helt normalt for en knægt på din alder?
»Det kan godt være, men jeg passer ikke ind i den verden fyldt med tal. Mit gebet er bolden. Jeg helliger mig til at spille.«
Det siges, at du til dette års FIFA World Player kåring er med i tremandsopløbet om hæderen sammen med Kaká og Cristiano Ronaldo. Hvad siger de navne dig?
»Meget. Det er ægte stjerner. Det ville være fantastisk at være i sådan en gruppe, hvis det bliver til noget, altså.«
Du har opnået, at selv de Madrid-baserede medier kalder dig verdens bedste, og en meningsmåling fra Marca for nylig viste, at 78 pct. af de stemmeafgivende betragter dig som den bedste.
»Jeg kan ikke gøre andet end at takke dem alle. Det gør mig glad.«
Kan man gå så langt som til en gang i fremtiden at sammenligne dig med Diego Maradona?
»Ja.«
Ja??
»Ja, på den måde, at vi begge er fodbolsspillere, ha-ha. Nej. Umuligt. Diego Maradona var der kun én af. Bare det er blive sammenlignet med ham er allerede for meget. Han er et fænomen.«
Er du i kontakt med ham?
»En lille smule. Første gang, jeg talte med ham, var under U-20 VM i Holland for to år siden. Jeg var samlet med holdet, da en journalist fra Gazzetta dello Sport kom og rakte mig en mobiltelefon og sagde. “Det er Diego fra Italien, han vil tale med dig.” Jeg troede, han tog fis på mig, og da jeg hørte Diegos stemme, rystede benene under mig. Siden har vi mødt hinanden nogen gange. Han inviterede mig til sit talkshow og vi spillede fod-volley. For nylig var jeg sammen med ham i Rosario, da jeg var på ferie og han spillede showball.«
Hvilken position på banen passer det dig bedst?
»Jeg spiller, hvor det skal være uden problemer, for jeg vil egentlig gerne bare spille. Men ok, hvis jeg skal vælge, spiller jeg som 10’er, som de siger i Argentina, det vil sige i den kreative rolle på midten bag ved forwarden. Men i Barcelona har jeg altid spillet som højrekant, og der føler jeg mig tilpas.«
Når vi nu snakker om højrekant. Ludovic Giuly måtte rejse til AS Roma. Henrik Larsson er også væk. Ikke desto mindre er to nye håb kommet frem i form af Giovanny Dos Santos og Bojan Krkic, som begge er yngre end dig. Hvad gør Barcelona for at styre så meget angrebstalent, hvortil man selvfølgelig bør lægge Henry?
»I en klub som Barcelona er der altid mange turneringer, og vi skal gå efter at vinde dem alle. I sidste sæson deltog vi i syv. Så med så mange kampe, mulighederne for taktiske ændringer, rotation, skader og karantæner, ja, når du så gør regnskabet op, så spiller vi alle sammen.«
Nogen siger, at Henry ikke passer til Rijkaards spillestil i angrebet, fordi han ikke søger de frie rum...
»Jeg mener ikke, at man overhovedet kan diskutere en spiller af Henrys karat. Selvfølgelig skal han vænne sig til det hele, som vi alle. Men det er det. Han er en stjerne.«
Og hvordan passer Dos Santos og Krkic ind?
»Perfekt, synes jeg. Dos Santos har i optakten vist, hvad han har i sig, og han lever det ud, hver gang han kan. Krkic viser sig for hver dag mere og mere som en ny stjerne, endda fra egen talentskole.«
Hvordan ser du din egen position på banen i Barcelona?
»Jamen, det er som Rijkaard beslutter, men jeg føler mig godt tilpas i denne liga, fordi mine holdkammerater kender mig og ved lige, hvordan jeg skal spilles, eller hvordan de lader bolden ligge det perfekte sted, for at jeg stikker af sted eller går med i en bande. I år spiller jeg lidt mere centralt til højre, hvorfra jeg skal forsøge at komme ind i feltet. Det gode ved det er, at der er mange spillere at vælge imellem til positionsspillet.«
Hvad kunne du lære af Henrik Larsson, da han var i klubben, mens I spillede sammen?
»Ikke nok med, at han var en fremragende forward, vigtigere end det, så var han et eksempel til efterfølgelse for os alle på grund af sin arbejdsomhed og hans opførsel på og uden for banen. Han faldt godt ind meget hurtigt, var respekteret og efterlod et godt eftermæle. Og så var han jo afgørende i Champions League finalen mod Arsenal. Det siger alt om hans kvalitet.«
Er du gammel nok til at kunne huske Michael Laudrup?
»Laudrup kender jeg kun fra det, jeg har set på videoer, eller fra hvad man siger om ham, for på sin tid rendte jeg blot rundt som en knægt i Argentina. Men jeg har set videosekvenser med detaljer, som er ganske imponerende.«
Hvad sker der egentlig med Ronaldinho, vurderer du?
»Ikke noget. Ham skal man lade være i fred. Derfor tilegnede jeg også de to mål mod Sevilla til ham, for han fortjener det, og han har givet alt for Barcelona, og han skal nok vende tilbage med det bedste af, hvad han har at give. Desuden er han et fantastisk menneske, og han har altid beskyttet mig meget.«

Hvad kan du egentlig lide ud over fodbold?

»Playstation. Ha, men det er også fodbold. Jamen, jeg er tosset med det, jeg bruger timer foran computeren.«

Og det argentinske landshold?

»Det betyder alt for mig. Jeg elsker den hvid-lyseblå trøje, og det er derfor, jeg ikke ville med, da de udtog mig til det spanske U-17 hold. Heldigvis arrangerede Hugo Tocalli, den nuværende argentinske U-20 træner, en kamp, så jeg officielt kunne debutere for Argentina og dermed udelukke det spanske mulighed. Jeg har altid villet spille for landsholdet, og hver oplevelse med folket og fansene er enestående. Det giver dig endnu større kærlighed til trøjen og lyst til at spille hver eneste gang.«

Er det den samme kærlighed med Barcelona?

»Det er to forskellige kærlighedshistorier, men begge med dybe rødder. Jeg har udviklet mig her, for godt nok er jeg argentiner, men jeg kom til La Masia (Barcelonas talentskole) som dreng. Jeg har også mange gode venner her, så jeg føler mig meget culé, og jeg elsker at være her. Jeg føler mig meget elsket af folket.«

Ville du skiftet til et andet hold, for eksempel Inter? Præsident Massimo Moratti siger, at hans største drøm er at underskrive en kontrakt med dig.

»Jeg takker Inters præsident mange gange, og man ved aldrig, hvad der sker i morgen, men det er svært for mig at forestille mig at spille langt væk fra Barcelona.«

Er du bange for, hvad succesen kan bringe med sig? Du var en meget ung figur på mure og plakater under VM i Tyskland, og folk ser dig i alle medier hver dag...

»Det tænker jeg ikke på. Jeg vil blot spille, og jeg er heldig med at have min familie tæt på, det er utroligt vigtigt.«

[Fantomet]

Uden Barcelona er Real Madrid ingenting.

Fra realmadridfans.dk

Allerede i metroen kan man mærke, der er noget under opsejling. Det er som om, at man kan lugte savsmuld. Men her under jorden? Der er en sitrende stemning her i dybet. Vi ved alle, hvad vi skal. Vi skal det samme.

Bykortet er pakket og klart. Det ligger kun en håndsrækning væk i venstre jakkelomme. Men det bliver aldrig nødvendig. For da jeg stiger ud på Les Cortes, metrostation, ved jeg allerede, hvor jeg skal hen. Jeg skal bare gå efter lugten. Og de hundredvis af andre mennesker.

Messi. Xavi. Iniesta. De er her alle sammen. Rød og blåstribet trøjer leder an. Nærmest som en hel flok Lemmings snor de sig af sted. Hov, en med Laudrup. De har ikke glemt den danske boldkunster hernede i Cataloniens hovedstad – Barcelona.

Men hvorfor skal det nu handle om FC Barcelona? Og så oven i købet på en blog, der bekender sig til Madridista? Hvad fanden bilder han sig egentlig ind? Kom vi smadrer ham!

Men det tjener et formål. Selvfølgelig. For hvad skulle Real Madrid egentlig gøre uden FC Barcelona? Svaret kan virke indlysende: Vinde mesterskaber på stribe. Være det ubestridte tophold i Spanien. Men så enkelt mener jeg ikke, at det er.

For i Real Madrids selvforståelse ligger nemlig Barcelona. Hvordan nu det? Jo, for at Real Madrid kan definere sig selv, så bliver man nødt til at gøre det i forhold til andre. Det er jo lige præcis, hvad det vil sige, at skabe sig en identitet. Man spejler sig i andre – og derudfra definerer man så sig selv. Hvem er de andre – eller hvordan ser jeg de andre. Og hvem er jeg så? For hvis jeg er som de andre – jamen så er jeg jo dem. Derfor må man kigge på andre – og sige sådan vil jeg ikke være, og så går man andre veje. Men uden de andre man spejler sig i, så vil man ikke være det samme. Som ærkerivaler så kigger man jo ekstra meget på hinanden.

Og her er netop Barcelona uhyre vigtig for Real Madrid. Omkring 50 % af Madrids selvforståelse afhænger af boldartisterne fra nord. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej. I Barcelona profilerer de sig med, at de er klubben, der selv opfostrer deres talenter, og ikke bare gør som i Madrid – køber alle verdensstjernerne.

Franco gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at lukke ned for udbryderne fra nord, der ønskede selvstændighed. Hvis det generalen selv kunne bestemme, så havde han nok slagtet alle fra Catalonien. Og derfor er de færreste fra Barcelona specielt begejstret for centralmagtens hvide engle. Og de ønsker da også at slå dem ihjel. Men ikke sådan bogstaveligt. For de skulle jo gerne kunne dræbes igen, igen og igen. I hver eneste sæson – og i hvert eneste El Classico. Men ingen af holdene ville jo være for uden. For uden dette gensidige spændingsforhold – ja, så tror jeg ikke på, at nogen af klubberne ville være, hvad de er i dag.

[Daluigi]

Uden Barcelona er Real Madrid ingenting.

Fra realmadridfans.dk

Allerede i metroen kan man mærke, der er noget under opsejling. Det er som om, at man kan lugte savsmuld. Men her under jorden? Der er en sitrende stemning her i dybet. Vi ved alle, hvad vi skal. Vi skal det samme.

Bykortet er pakket og klart. Det ligger kun en håndsrækning væk i venstre jakkelomme. Men det bliver aldrig nødvendig. For da jeg stiger ud på Les Cortes, metrostation, ved jeg allerede, hvor jeg skal hen. Jeg skal bare gå efter lugten. Og de hundredvis af andre mennesker.

Messi. Xavi. Iniesta. De er her alle sammen. Rød og blåstribet trøjer leder an. Nærmest som en hel flok Lemmings snor de sig af sted. Hov, en med Laudrup. De har ikke glemt den danske boldkunster hernede i Cataloniens hovedstad – Barcelona.

Men hvorfor skal det nu handle om FC Barcelona? Og så oven i købet på en blog, der bekender sig til Madridista? Hvad fanden bilder han sig egentlig ind? Kom vi smadrer ham!

Men det tjener et formål. Selvfølgelig. For hvad skulle Real Madrid egentlig gøre uden FC Barcelona? Svaret kan virke indlysende: Vinde mesterskaber på stribe. Være det ubestridte tophold i Spanien. Men så enkelt mener jeg ikke, at det er.

For i Real Madrids selvforståelse ligger nemlig Barcelona. Hvordan nu det? Jo, for at Real Madrid kan definere sig selv, så bliver man nødt til at gøre det i forhold til andre. Det er jo lige præcis, hvad det vil sige, at skabe sig en identitet. Man spejler sig i andre – og derudfra definerer man så sig selv. Hvem er de andre – eller hvordan ser jeg de andre. Og hvem er jeg så? For hvis jeg er som de andre – jamen så er jeg jo dem. Derfor må man kigge på andre – og sige sådan vil jeg ikke være, og så går man andre veje. Men uden de andre man spejler sig i, så vil man ikke være det samme. Som ærkerivaler så kigger man jo ekstra meget på hinanden.

Og her er netop Barcelona uhyre vigtig for Real Madrid. Omkring 50 % af Madrids selvforståelse afhænger af boldartisterne fra nord. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej. I Barcelona profilerer de sig med, at de er klubben, der selv opfostrer deres talenter, og ikke bare gør som i Madrid – køber alle verdensstjernerne.

Franco gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at lukke ned for udbryderne fra nord, der ønskede selvstændighed. Hvis det generalen selv kunne bestemme, så havde han nok slagtet alle fra Catalonien. Og derfor er de færreste fra Barcelona specielt begejstret for centralmagtens hvide engle. Og de ønsker da også at slå dem ihjel. Men ikke sådan bogstaveligt. For de skulle jo gerne kunne dræbes igen, igen og igen. I hver eneste sæson – og i hvert eneste El Classico. Men ingen af holdene ville jo være for uden. For uden dette gensidige spændingsforhold – ja, så tror jeg ikke på, at nogen af klubberne ville være, hvad de er i dag.

Ret så intetsigende artikel hvis du spørg mig. Mange ord uden indhold for blot at pointerer noget så banalt som at man måler sig med hinanden og deraf opnår en identitet.

[Afellay99]

http://www.bold.dk/blog/1286/16/Hyklern ... -BARCELONA

Hyklerne fra FC BARCELONA Skrevet af Hogfather (24/02-2011 kl. 18:29)


Idag kunne man læse en nyhed på bold.dk, om Barcas præsident, Sandro Rossel, ( bedre kendt som Alan Harper fra "Two and a Half Men" ) som tuder over at Arsenal køber deres talenter FOR PENGE ( Ja gud, hvad er det da for en valuta at handle med arsenal????? )

Det er det samme gamle hykleriske lort fra Fc Farcelona. Lad mig citere Sandro Rossel:

"We don't like it that clubs come in with offers of money just before they turn 16.
There are two philosophies; ours is to invest in La Masia and the other is to fish all over Europe for kids of 15 like Arsenal."

Så skal vi ikke mindre end tilbage til sidste sæson for at finde dette:

http://www.caughtoffside.com/2009/11/03 ... ke-wanted/

Hovedpunkterne i teksten har jeg også citeret:

"Barcelona's copycat chase of two of Arsenals Under 18 starlets has been stepped up with Barça represenatives making formal offers for both Benik Afobe and Chukwuemeka Aneke to visit their Catalan base for talks"

Hvordan i helvede kan Barcelona sidde og tude over at Arsenal gør dit og dat, når de selv gør PRÆCIS det samme????.

Har aldrig haft respekt for Barcelona og nu bliver den kun værre. De er så fucking arrogante og nu tuder Sandro bare, fordi vi slog dem på emirates!

Jeg hører tit at Barcelona er verdens ydmygeste klub. virkelig? Lad mig her samle en liste over Barcelonas ydmyge gerninger:



Xavi siger, at Arsenal ikke fortjente at vinde på Emirates ( nogle burde lærer ham reglerne om fodbold. Det handler om at score)

Xavi giver, efter 5-0 over rEal madrid, bolden til Lass og siger; "her, så kan du få lov til at røre bolden, du rørte den jo ikke under kampen"

Messi scorer med hånden

Messi langer ud efter Bruno Alves i kampen Portugal vs Argentina, friendly

Busquets dive mod Inter + adskillige andre i hver kamp.

Iniesta dive mod Holland .. den flyvende svane blev han kaldt... søg på youtube.

Adskillige stik mod Cristiano Ronaldo, som egentlig ikke har gjort noget eller kommet med udtalelser om Barca.. fx Villa: Ronaldo kan ikke engang sammenlignes med Ronaldo. Pique: Ronaldo kan ikke modstå spejlet. etc etc.

Hiver barca trøjer over vores kaptajn, Cesc Fabregas, efter at have vundet VM.

Adskillige udtalelser fra deres spillere om at cesc skal komme til Barca. totalt respektløst overfor arsenals fans.

Tog tøjet af Real fans, fordi de ikke måtte have noget med Real madrid tegn på deres tøj, så de måtte gå nøgen ind.

Pinto fløjte mod FCK.

Guardiola fight mod Ståle solbakken. Efter kampen sagde ståle:" jeg ville sige tak for kampen, men han snakkede om UEFA og dommerbestikkelse, og gad ikke at give hånd ".. Gurdiola hverken benægtede eller gad udtale sig om dette.

Valdes spark på N'doye


ja man kan jo blive ved. fucking TIL GRIN klub.... Vi smadrer dem på Camp Nou, forhåbentligt!!!!!


Syntes bare lige jeg ville give jer et godt grin over arsenal fans selvtillid efter deres sejr og det høje debat niveaou på bold :D

[Fantomet]

Mere end bare fodbold

Når Real Madrid og F.C. Barcelona tørner sammen i den spanske fodboldliga handler det om mere end fodbold. Banen forvandles nærmest til en krigsskueplads, hvor castilianere og catalanere gennem sporten kæmper om dominansen i Spanien og Cataloniens hovedstad. ´

På dagen for et af disse opgør skrev Martin Tønner følgende rapportage i Berlingske Tidende den 19. november 2005.

Aftenens opgør mellem Real Madrid og FC Barcelona er i sjælden grad fedtet ind i politik og en skinger debat om øget selvstyre. Ikke alt er dog sort og hvidt i den catalanske klub, hvor sikkerhedschefen for nylig blev afsløret som fascist.

Kun tre mænd har reelt noget skulle have sagt her i byen, plejer barceloneserne at sige: Præsidenten for det regionale selvstyre, bestyrelsesformanden i storbanken La Caixa og sidst men på ingen måde mindst, præsidenten for FC Barcelona.

Denne noget eksotiske magtudredning skal naturligvis tages med et gran salt, men noget er der om snakken. For hvis det er rigtigt, at Barça er mere end blot en fodboldklub; at den, som en forfatter har udtrykt det, udgør »Cataloniens symbolske og våbenløse hær over for centralmagten i Madrid«, må præsidenten betragtes som en slags øverstkommanderende for disse »ubevæbnede styrker«.
Det er i hvert tilfælde sådan, Joan Laporta har fortolket sin rolle, siden han for godt to år siden vandt valget i den catalanske storklub. Nationalhymner, faner og hjemstavnsceremonier har lige siden været tilbagevendende indslag, når FC Barcelona spiller på Camp Nou. Og præsidenten har ikke været bleg for at bruge den formidable scene til at aflevere konkrete politiske budskaber, som da han for nylig lod klubben udtrykke sin støtte til forslaget om en ny selvstyrestatut med øget frihed for Catalonien.

Benzin på bålet. Forslaget er efterårets brandvarme emne i spansk politik. De færreste har læst den lange og dybt kedsommelige tekst, der bl.a. giver catalanerne ret til selv at indkræve skat, men alle har en mening om den. Og ikke nok med det. En tilsyneladende spontant opstået kampagne opfordrer desuden via websider og sms’er alle gode spaniere til at boykotte varer produceret i Catalonien.
I den situation var det at smide benzin på bålet, da Laporta forud for hjemmekampen mod Osasuna oktober gennemførte en støtte-ceremoni for statutforslaget. En mosaik midt på banen, der inkluderede Valencia-regionen i et historisk Storcatalonien, førte omgående til protester fra såvel myndigheder som fodboldklub i den sydøstspanske by. Og i hovedstaden foreslog konservative politikere at vedtage en lov mod sammenblanding af sport og politik.

Da FC Barcelona et par uger senere var på besøg i Getafe, blev der imidlertid givet igen med samme mønt. Tilskuerpladserne på det lille stadion i Madrid-forstaden flød over med anticatalanske bannere og slagsange. Og selvom spillere fra såvel Real Madrid som FC Barcelona har advaret mod politiseringen, er det mere end sandsynligt, at bolden bliver givet op til en ny omgang »catalanerbashing« på Santiago Bernabeu i aften.

Svoger og fascist
Det kan også vel tænkes, at Real Madrids fascistoide fanklub Ultras Sur vil benytte lejligheden til at tage forskud på mindehøjtidelighederne i forbindelse med 30 årsdagen for general Francos død. I så fald gør Joan Laporta imidlertid klogt i at holde lav profil oppe i æreslogen ved siden af Florentino Pérez.
I slutningen af oktober måtte FC Barcelonas sikkerhedschef Alejandro Echevarría nemlig forlade sit job, efter at han var blevet afsløret som medlem af Fundación Francisco Franco – en højreekstrem organisation, der hverken går ind for catalansk selvstyre eller demokrati i det hele taget, for den sags skyld.
Echevarría var desuden medlem af klubbens bestyrelse på anbefaling af sin svoger præsidenten. Og Laporta forsøgte i nogle dage at forsvare søsterens mand, indtil han måtte erkende, at det nok var en smule for utroværdigt at have en erklæret fascist til at sidde med ved bestyrelsesbordet.

Ikke alt er sort, hvidt og politisk korrekt i Laportas catalanistiske FC Barcelona, men i så henseende følger præsidenten blot en årelang tradition. Forgængerne Joan Gaspart og Josep Lluis Nuñez hørte begge hjemme et godt stykke ude ad højrefløjen, uden at det forhindrede dem i at spille med på klubbens politiske undertoner, når det passede i deres kram.

Krigsherren Eto’o: Og paradokserne i FC Barcelona stopper såmænd ikke her. Echevarría var nemlig, fascist eller ej, særdeles populær blandt spillerne. Og da Samuel Eto’o kort efter fyringen scorede hattrick i Champions League-målorgiet mod Panatinaikos, dedikerede han det til sikkerhedschefen. Camerouneren Eto’o, der givetvis ikke ville have fået så meget som en sort fod til jorden, hvis Echevarrías beundrede general Franco stadig havde været i live.
Samme Eto’o kan i øvrigt – uanset sin eventuelle mening om catalansk selvstyre – se frem til en »varm« velkomst på Santiago Bernabeu i aften. For ikke blot er camerouneren en »overløber«, der har fået sin fodboldopdragelse i hovedstadsklubben. Det var også ham, der under forårets fejring af mesterskabet råbte ud over Camp Nou: »Madrid, cabrón, saluda al campeón« (Madrid, dumme svin, bøj jer for mestrene).
Såvel Iván Helguera som Ronaldo har i løbet af ugen opfordret publikum til at pifte Eto’o ud ad banen: »Han har sagt nogle ting, som ikke var særlig intelligente, og han vil få den modtagelse, han fortjener«, sagde brasilianeren torsdag om sin rival til topscorer-værdigheden i den spanske liga.
Om det vil gøre andet end at motivere den måltørstige camerouner yderligere, er imidlertid tvivlsomt. For hvis det er rigtigt, at præsident Laporta er øverstkommanderende for Cataloniens våbenløse hær, så må Samuel Eto’o være hans krigsherre nede på banen.