Artikler og bøger

Alt om Barca som ikke hører hjemme i de andre grupper

Redaktører: Guardiola, Wennerberg

Brugeravatar
Heartbreaker
Indlæg: 9573
Tilmeldt: søn mar 14, 2010 9:54 pm
Geografisk sted: Skivevej 27 lejlighed 3 9500 Hobro by Dk
Har takket: 132 gange
Blevet takket: 720 gange

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Heartbreaker »

Dejlig læsning :)
Vi skal ikke have Fnat lus lopper knuper adis eller grises til af andre folk de skal og bare lade jeg være i fred og ro for eller døder de lige på stedet med et af min fætter Klaus S Jensen skydevåben det er ikke for sjov det er skam meget alvorlig mendt

Mander
Indlæg: 2856
Tilmeldt: ons apr 22, 2009 1:53 pm
Geografisk sted: Århus med Å
Har takket: 51 gange
Blevet takket: 122 gange

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Mander »

Hvordan kan det være, at du har beskrevet Helenio Herrera som klubbens bedste træner frem for Rinus Michels, Cruijff, Guardiola, osv.?
I have been complimented many times and they always embarrass me; I always feel that they have not said enough.

Pieyanthikos
Indlæg: 495
Tilmeldt: fre jul 22, 2005 9:20 pm
Geografisk sted: Østjylland
Har takket: 17 gange
Blevet takket: 18 gange

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Pieyanthikos »

Må erkende, at det mest var for at få noget "uventet" ind i artiklen - så der var lidt til feinschmeckerne. Herrera var, omend andet, en alternativ figur, der stod for en del nye metoder ift. til datidens trænere, og så havde han succes med at bryde Reals dominans i midt-50'erne.

Havde jeg haft flere tegn at gøre godt med, så havde det afsnit fyldt mere.. men som teksten også bærer præg af, så var de 3600 tegn inkl. mellemrum virkelig en begrænsning - særligt når strukturen med faste overskrifter samtidig skulle overholdes.
Anders Grønborg - Soci #107531
Twitter @a_groenborg

Brugeravatar
Fantomet
Indlæg: 263
Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
Har takket: 14 gange
Blevet takket: 3 gange
Kontakt:

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Fantomet »

Pieyanthikos skrev:Så er teksten både trykt og sendt ud på nettet, hvis nogen er interesserede i at læse den:

http://www.e-pages.dk/politiken/7401/
og http://politiken.dk/sport/fodbold/ECE15 ... -vaerdier/

Det ser ud til, at mit lille, lidt ironiske angreb på ledelsens medlemspolitik vil skabe diskussion.

Wow, Anders. Jeg har lagt din glimrende artikel fra politiken.dk på cules.dk

:højre: http://www.cules.dk/?p=614

Pieyanthikos
Indlæg: 495
Tilmeldt: fre jul 22, 2005 9:20 pm
Geografisk sted: Østjylland
Har takket: 17 gange
Blevet takket: 18 gange

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Pieyanthikos »

Du er mere end velkommen! Politiken vil dog nok gerne have, at du sætter dem på som kildehenvisning :smile:
Anders Grønborg - Soci #107531
Twitter @a_groenborg

Brugeravatar
Fantomet
Indlæg: 263
Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
Har takket: 14 gange
Blevet takket: 3 gange
Kontakt:

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Fantomet »

Pieyanthikos skrev:Du er mere end velkommen! Politiken vil dog nok gerne have, at du sætter dem på som kildehenvisning :smile:
Kildehenvisning er tilføjet :)

Brugeravatar
Bager
Indlæg: 2612
Tilmeldt: tirs sep 06, 2005 12:23 pm
Har takket: 147 gange
Blevet takket: 291 gange

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Bager »

Fin artikel. Det er mig, der er ham M fra Danmark inde på politiken i øvrigt. Det er da fedt at selveste Jose Barnils har skrevet. Han burde anerkende denne side lidt mere. Hele klubben burde anerkende denne side noget mere hvis I spørger mig.
Visca el Barca

Brugeravatar
Fantomet
Indlæg: 263
Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
Har takket: 14 gange
Blevet takket: 3 gange
Kontakt:

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Fantomet »

Copy/paste fra politiken.dk

Jose M. Barnils: Jeg er medlem af FCBs sociale udvalg og ansvarlig for FC Barcelonas udenlandske fan clubs.
Anders skriver dog at "han (Rosell) har efterfølgende så godt som lukket for tilmeldingen af ikke katalanske medlemmer, så vi i dag desværre kun er få danske medlemmer i klubben". Dette er ikke korrekt

Følgende personer kan blive idag medlem af klubben: børn til 14 år + en eksisterende medlems familie (ægtefælle, børn, forældre, bedsteforældre, børneborn, svoger, svigerforældre). og dette tæller for alle: katalaner, spanier, danskere osv. Dvs at det findes ikke noget form for diskrimination mellem katalaner/spanier og udelandsker personer. Klubben har 489 medlemmer bosat i DK.

Man kan give sit førstefødte medlemsskab uden problem. Børn (op til 14 år, hvis jeg husker rigtig) kan blive medlem af klubben uden problem - dvs. det er lygegyldigt om det findes i forvejen et FCB medlem i familien.

Kommentar fra bruger Johan til Jose:
Problemet er stadig, at man nu skal møde personligt op ved OAB i Barcelona for at ansøge. Det er trods alt lettere at gøre for catalanske børn end for en 13-årig dansker. Førhen kunne man foretage hele ansøgningsprocessen online.

Fra Jose: Helt enig. Men dette er er andet spørgsmål. Det er ikke dog nødvendigt at børn (op til 14 år) møder personligt i Bcn. En familiemedlem -som møder personligt - kan ansøge på vegne barnet.

Brugeravatar
Fantomet
Indlæg: 263
Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
Har takket: 14 gange
Blevet takket: 3 gange
Kontakt:

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Fantomet »

Bager skrev:Fin artikel. Det er mig, der er ham M fra Danmark inde på politiken i øvrigt. Det er da fedt at selveste Jose Barnils har skrevet. Han burde anerkende denne side lidt mere. Hele klubben burde anerkende denne side noget mere hvis I spørger mig.
Hvad mener du med "Hele klubben burde anerkende denne side noget mere hvis I spørger mig"?

Uddyb gerne mere

Brugeravatar
Fantomet
Indlæg: 263
Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
Har takket: 14 gange
Blevet takket: 3 gange
Kontakt:

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Fantomet »

De smukke tabere

Billede

Af: Bo Kampmann Walther,
http://www.information.dk/299497

Barcelona har defineret en æra, som nu er ved at rinde ud. Rollen som luksus-underdog klæder hverken Real Madrid eller Barca, som spiller det smukkeste fodbold. Desværre kan ingen af dem kan være med, når det gælder fysik og organisation.

I halen på sidste weekends Clásico mellem FC Barcelona og Real Madrid, der stort set afgjorde La Liga i Reals favør, var det to trætte mandskaber, der i denne uge tog imod Chelsea på Camp Nou og Bayern München på Santiago Bernabéu. For begge klubber var det nødvendigt med en sejr efter nederlag i den første semifinale i årets Champions League. Sådan gik det ikke. Det var Chelsea og Bayern der triumferende trak sig ud af bragene og som skal nu møde hinanden i finalen på det stadion, som Jupp Heynckes drenge har drømt om siden august sidste år: Allianz Arena i München.

Chelsea rider på en bølge af goodwill og trodsigt fællesskab med den midlertidige træner Roberto Di Matteo i front, mens Bayern gang på gang har vist, at flot, offensiv fodbold sagtens kan forenes med formidabel fysik og stærk organisation. Og hvad nu med Spanien? Har landet tabt verdensdominansen?

Tallet to er magisk her. Barcas træner, Josep ’Pep’ Guardiola, havde inden returopgøret mod Chelsea en gylden chance for at vinde pokalen med de store ører for andet år i træk.

Sidste år smadrede Los Blaugrana et Manchester United-hold, som i kampens hede blev reduceret til marionetter for en tiqui-taca, der havde La Masias ældgamle kendemærke, men som var kommet ud i stuerne med det spanske landsholds VM-triumf i 2010.

Det var også det år, altså 2010, hvor Inter med José Mourinho ved roret havde holdt stand med ti mand mod Peps spinkle elegance, og det var lige præcis dét sammenstød, dén myte, dén portugiser, der spøgte på Camp Nou i tirsdags. Det var en dobbelt uppercut fra hadefjenden nr. 1, ’Mou’: Ikke alene havde hans Real-mandskab vundet en ægte thriller på Camp Nou tre dage tidligere og dermed beseglet ligaen. Lige nu, lige her og nu, tirsdag mellem 20.45 og 22.30, mens Leo Messi, Andrés Iniesta og Xavi Hernández forgæves flyttede den kugle, de normalt ejer og kærtegner, foran Peter Cescs mål, lignede det en tro kopi af Mous banemord, copyright Inter. Barca i overtal, med massiv boldbesiddelse. Alligevel vandt englænderne Inter-style, og for at det ikke skulle være løgn, var det en tidligere madrilener – ganske vist fra det andet hold, Atlético Madrid – nemlig Fernando Torres, der afgjorde det hele på en tilfældig friløber til slutresultatet 2-2.

Fodboldens væsen truet

Den catalonske undergangsstemning var allerede tyk i lørdags efter nederlaget til Real Madrid. Nu var ligaen tabt. De hvidblusede skulle bare vinde yderligere seks point i de resterende fire kampe, så var de matematisk sikret.

Xavi, hvis meritter i historien rækker helt tilbage til Louis van Gaals tid, var overbevist om, at Barca ville kæmpe sig tilbage på alle fronter, og Gerard Piqué, som i dén grad var savnet i luftrummet foran Victor Valdés’ målmasker, kom så tæt på at beskylde verdenspressen for at være forkælet og forvænt, som det nu kan lade sig gøre i en sport, hvor følelserne er lavet af gummi, og kommunikationen er lavet af beton.

»Vi er langt inde i en periode i klubben, som er så smuk og så fantastisk, at vi ikke synes at sætte pris på alt det, vi allerede har,« udtalte Piqué.

På det tidspunkt manglede Barca returen mod Chelsea, men på sin vanlige, sentimentale facon havde Pep allerede set skriften på væggen. Læst bare en lille smule mellem linjerne var det ikke kun hans egen hjerteklub, der var i fare for at blive moslet ned af nyrige oliekonger fra London og entreprenante hotelejere fra centralmagten inde i Madrid. Nej, det var selve fodboldens væsen, som var truet.

»Det er hårdt for os. På en uge skal vi op imod to af de bedste defensive mandskaber i verden. Men vi er parat,« sagde Guardiola i pausen mellem Clásico og returkampen i Champions League.

Ordene må gå lige i hjertekulen på Barca-fans. Der er en underspillet kritik, måske en arrogance i den tilsyneladende neutrale konstatering. Barca har defineret en æra, og nu er den æra ved at rinde ud. Det er slut med risky tremandsforsvar, højt genpres og pasningsspil i sirlige trekanter på midten. Xavi går snart på pension, og Messi brændte et straffespark.

Efter Real-matchen sagde Guardiola:

»Man efterlyser den samme genialitet fra os igen og igen, også selv om vi alle sammen burde vide, at den er svær at mønstre efter vi i fire år har vundet stort set alt. Det er hårdt, at kurven nu knækker. Jeg havde håbet, at det ikke ville ske mod Real Madrid.«

Man kan indvende, at Barca stadig mangler at spille finalen i Copa del Rey mod den spanske første divisions helt store åbenbaring, Athletic Bilbao. Men hvad nytter den pokal, når den ikke er vundet for snuden af Real Madrid? Fidusen med El Clásico, set med kongeklubbens øjne, var jo netop legitimeringen af ligaherredømmet. Ret beset havde en lang, lang sæson med guld for enden været en fesen triumf, hvis Barca alligevel havde snuppet seks point i de direkte opgør. Lørdag aften kl. 21.45 var det hele bare i orden. Følelsen af, at Madrid ikke blot havde vundet ligaen, men vundet over Barca og taget ejerskabet til tronen fra Barca, dunkede i hovederne på de supportere, der lige skulle et smut ned forbi Cibeles-fontænen i Madrid, hvor man normalt fejrer førstepladser på de kanter.

’De ved ingenting’

For de modfaldne hjerter i Catalonien var der ingen tvivl: Kongen er død, hans onde bror lever videre. Madre mia!

Men den ondskab er også en myte, og dem der gentager den igen og igen, »fatter ingenting«, som Mourinho udtrykte det på UEFA’s pressemøde onsdag aften, da han reflekterede over sit holds straffesparknederlag til Bayern München og Chelseas heroiske indsats mod Barcelona.

»Jeg synes, Chelseas drenge var helte mod Barcelona, sande helte. Der er mange, der har patent på at vide alt om fodbold, og de vil helt sikkert kritisere Chelsea, på samme måde som de kritiserede Inter for to år siden. Men de ved ingenting. Absolut ingenting,« udtalte Mourinho og fortsatte:

»De samme kritikere ved intet om karakter og personlighed. De ved ingenting om, hvad der skal til for med ti mand at stå imod fysisk, følelsesmæssigt og teknisk. De ved ingenting om organisation. Absolut ingenting. Det er derfor, mine helte fra Chelsea er i mine tanker, og det er derfor, Chelsea har fortjent at stå i finalen. Og jeg håber, de vinder.«

Mourinho ved godt, at han i den direkte duel med Guardiola stikker ud som en marginal sejrherre. Ligaen er mere værd end Copa del Rey, også selv om Real Madrid fejrede deres Copa sidste år, som om den var Pagtens Ark. Og madrilenernes skytsengel ’Sankt Iker’ (alias målmanden Iker Casillas), skød efter 1-3-nederlaget i straffesparkkonkurrencen og 120 minutters stillingskrig behændigt skylden på »uheld«. Ikke noget med dårlig sparketeknik, da først Cristiano Ronaldo, siden Kaká og til sidst Sergio Ramos brændte foran Manuel Neuer. Barca, derimod, prøvede og prøvede. Og kunne ikke. Endda med en mand i overtal. Og sådan kan én myte punkteres og en anden pustes op. Det er gamet.Men glem nu ikke, at Barcelona allerede har vundet tre trofæer i denne sæson. Den europæiske og den spanske Super Cup og verdensmesterskaberne for klubhold. Og så var det jo, ikke at forglemme, sejren over Madrid, der blandt andet sikrede catalonierne billet til finalen i Copa del Rey.

Mourinhos filosofi

Den skæbne at rasle ned ad rangstigen, nu i rollen som luksus-underdog, klæder hverken Real eller Barca. De spiller det smukkeste fodbold, det tror jeg, mange er enige med mig i, men ingen af dem kan være med, når det gælder ultimativ fysik og organisation.

Di Matteos trodsige hjerteblod, en London-fugl, der har rejst sig med fuldt tordenbrag fra ruinerne af Andre Villas-Boas og Heynckes BMW-motor med Philipp Lahm i bunden og Mario Gómez i toppen, var simpelthen for stor en mundfuld for spanierne. Det er ikke noget nyt, der er på vej, som maser de slagne, men smukke tabere. For det er her allerede. Det er nemlig Mourinhos filosofi – offensiv bredside, stærk organisation, kontraløb og defensiv energi – som nu er i finalen 19. maj i München, mens Guardiola og den fodbold, han inkarnerer, står og falder med Barcelona. Måske endda ligefrem med dét hold, som er blevet hyldet som historiens allerbedste.

Det er derfor heller ikke mærkeligt, at Mourinho offentligt flirter med at tage mindst en sæson mere i de hvidblusedes tjeneste. Let’s face it, hans Real Madrid har summa summarum været klodens bedste hold i år.

Men empatien tager ofte på skovtur, når han er ved roret, fordi hans megalomani kan være uhyrlig og hans mediestunts mindst lige så hysteriske. Bemærk derfor det lille forbehold i udtalelsen. Han ved, at klubben er bag ham (herregud, det bør han også vide: han er klubben), og han tror og håber, at spillerne står bag ham.

»Jeg har en følelse af, at vi stadig kan udvikle os som hold, og at hele klubben også kan vokse. Fodbold bliver nødt til at acceptere udviklingen og de mentale forvandlinger. En fantastisk bil fra 1980 er ikke fantastisk ti og tyve år efter. Hvis klubben stadig mener, at jeg kan give noget – og det ved jeg, den gør – og hvis mine spillere synes det samme – og det tror jeg, de gør – så vil jeg fortsætte,« sagde Mourinho efter dramaet onsdag aften.

Tilbage står billederne fra Estadio Santiago Bernabéu, da Xabi Alonso og Sergio Ramos lægger an til de skud på Neuers mål, der lige om lidt bliver enden på Real Madrids rejse. Mourinho falder på knæ foran en mur af Real-spillere, der med armene om hinandens skuldre kigger fokuseret hen mod den plet, hvor verden i det øjeblik næsten ikke kan høres, selv om larmen på Bernabéu og råbene »Iker, Iker, Iker!« flænser en himmel af projektørlys og kamerablitz. Cristiano tager sig til hovedet efter sin afbrænder. Kaká kigger op mod tribunerne, bevæget og alligevel resignerende, som om ansigtet ikke vil helt derop, hvor det normalt plejer at prise Jesus. Og Alonso er cool og basker med knyttet næve. De har alle sammen prøvet den barske rolle før. Kollaps og triumf er deres spil. Fodbold kan ikke være smukkere end denne historie, lige nu.

Brugeravatar
Fantomet
Indlæg: 263
Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
Har takket: 14 gange
Blevet takket: 3 gange
Kontakt:

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Fantomet »

Målmanden, der ikke kunne redde sig selv

Af: Rasmus Bo Sørensen,
http://www.information.dk/299899

Billede

Han var en af sin generations dygtigste og mest talentfulde målmænd. Men bag det perfekte ydre gemte sig et plaget menneske, hjemsøgt af depressive tanker. I november 2009 begik Robert Enke selvmord, 32 år gammel. En ny fodboldbiografi fortæller hans historie og giver samtidig et unikt indblik i en mørk og uforståelig sygdom.

Billede
Den tyske sportsjournalist Ronald Reng kendte målmanden Robert Enke personligt, men vidste ikke, at denne var depressiv. Efter Enkes død har han skrevet den prisvindende bog ’Et alt for kort liv – tragedien Robert Enke’. Foto: Tine Sletting

Lad os begynde med det faktuelle: Fodbold er et spil, hvor hvert hold stiller med 11 spillere på banen og fem på bænken. En professionel fodboldtrup består af 24 spillere. Det giver otte spillere i overskud hver weekend. De er de afviste, de vragede. På kampdage står deres fiasko tværet ud over holdkortet med usynlig blæk: Vi har ikke brug for jer, I er ikke gode nok.

Det er ikke svært at forestille sig, hvilket miljø et så darwinistisk udvælgelsessystem producerer. Presset for at præstere i en fodboldtrup er konstant; hele tiden er man i konkurrence med andre testosteronpumpede unge mænd om en plads i den eftertragtede startopstilling, og risikoen for at skuffe overstiger langt muligheden for at få succes. At lykkes under de vilkår kræver mænd af den rette støbning. Mænd, som ikke bøjer for vinden. Mænd, som kun bliver stærkere i modgang. For offentligheden var Robert Enke en sådan mand. I 2009 havde den 32-årige tyske målmand cementeret sin position i toppen af international fodbold. Han var fast anfører for bundesligaklubben Hannover 96 og udset til at spille for det tyske A-landshold ved den kommende VM-slutrunde. Alle, der betragtede den høje, brede og muskuløse målmand, så ham som det ultimative bolværk. Altid rolig og cool i selv de mest ekstreme og tilspidsede øjeblikke; altid klar når det krævedes af ham. Hvis fodboldspillere også er nationale forbilleder, var Robert Enke om nogen personificeringen af tyske fodboldfans’ håb og drømme. Mere end nogen anden gav han offentligheden troen på, at alle forhindringer kunne overvindes med vilje og mod.

Nationens raske drenge

Men en kølig efterårsaften i 2009 faldt alle illusioner til jorden. Efter i årevis at have kæmpet forgæves mod sine indre, mørke og angrebsivrige dæmoner kastede Robert Enke sig tirsdag den 10. november ud foran et tog på en banestrækning nordvest for Hannover. I sit selvmordsbrev undskyldte han over for familie og venner, at han havde narret dem alle til at tro, han var glad; at han havde ladet som om, spillet skuespil. Robert Enke blev 32 år.

»Depression er en demokratisk sygdom; den kan ramme alle – uanset om du er butiksassistent i en tøjforretning eller målmand for det tyske fodboldlandshold. Men fordi fodboldspillere i vores præstationsorienterede samfund ikke må være svage, mobiliserede Robert en ufattelig styrke for at holde sin depression hemmelig,« siger Ronald Reng, forfatter til biografien Et alt for kort liv – tragedien Robert Enke, der udkommer på dansk fra forlaget Turbulenz i næste uge.

Ifølge Ronald Reng har vi ikke noget problem med at acceptere, at kunstnere, musikere og forfattere lider af depression. Vi forventer det; ja, vi opfatter det nærmest som en forudsætning for den kreative proces.

»Men fodboldspillere er nationens raske drenge. De skal være sunde og stærke, det er det image, de har, og som de selv er med til at holde i live ved at skjule deres svagheder. Robert Enke var ikke anderledes. Folk forventede, at han var den stærke mand i målet, og han gjorde selv alt, hvad han kunne, for at leve op til de forventninger.«

En vennetjeneste

Ronald Reng sidder i Library Bar på Hotel Plaza i København iført lys, ternet skjorte og sorte bukser. På bordet foran ham ligger biografien, som sidste år indbragte ham William Hill-prisen, som er den største internationale pris, der uddeles til en sportsbog. Bogen har betydet et gennembrud for Ronald Reng som forfatter. Men det er med ambivalente følelser, han taler om den. På den ene side repræsenterer bogen et stykke professionelt arbejde – Ronald Reng beretter over de 395 sider nøgternt om livet i professionel fodbold, om hierarkier og kultursammenstød og om den tabubelagte indstilling til depression, som i sportens elitemiljø er endnu mere udtalt end i resten af samfundet. På den anden side er biografien alt andet end et stykke professionelt arbejde; den er indfrielsen af et gammelt løfte, en vennetjeneste. Ronald Reng kendte Robert Enke personligt. Første gang, han mødte ham, var i Barcelona for ti år siden, da de to tyskere begge var flyttet til den catalanske hovedstad – Ronald Reng for at slå sig ned som sportsjournalist, Robert Enke for at blive en del af verdens bedste fodboldhold. Snart begyndte Enke at tale om, at Reng engang burde skrive hans biografi. »Jeg har taget notater, så jeg ikke glemmer noget,« sagde Robert Enke dengang. I dag ved Ronald Reng, hvad han mente: Først når hans karriere var forbi, kunne han omsider berette åbent om sin sygdom.

»Folk, der lider af depression, har meget svært ved at fortælle andre om det, fordi de skammer sig. Robert fortalte kun en lille håndfuld mennesker om sin sygdom, og jeg var ikke en af dem. På den måde er jeg kommet tættere på ham efter hans død, end jeg nogensinde var, da han stadig var i live.«

Frygten for angsten

Robert Enke led af depression to gange i sit liv. I 2003 og 2009. Første gang, sygdommen overmandede ham, var, da han blev kasseret som førstemålmand i FC Barcelona og udviklede en sygelig frygt for at fejle. Han gav depressionen skikkelse som et menneske. Den var som en angriber, der slap alene igennem med ham og ikke var til at bremse. På nogenlunde samme tidspunkt begyndte han at føre dagbog:

»Jeg er lammet af angst,« skrev han. »I lang tid ville jeg ikke indrømme det, selv om jeg burde have mærket det: Jeg var altid glad, når jeg ikke skulle spille, selv træningskampe. Når træneren ikke brugte mig, fik jeg det til at se ud som en kæmpe uretfærdighed (hvad det måske også var af og til), men i virkeligheden var jeg afslappet og lykkelig, når jeg så på fra sidelinjen.«

I al hemmelighed begyndte Robert Enke i et psykiatrisk behandlingsforløb hos Dr. Valentin Markser, og langsomt fik han kæmpet sig tilbage til topfodbold igen – først via en omvej til den næstbedste spanske række og siden via et mislykket ophold i den tyrkiske hovedstadsklub Fenerbache.

Men tre år senere slog skæbnen hårdt ned på familien igen, da Robert Enke og hans kone Teresa mistede deres toårige datter, Lara, som led af en medfødt hjertefejl. Denne gang formåede Enke dog at holde depressionen fra døren og leve et liv parallelt med sorgen. Men det var en stakket frist. I 2008, på et tidspunkt da det, i hvert fald udadtil, så ud til, at han havde genfundet lykken (en familie med en nyadopteret datter og udsigt til at stå på mål for sit land ved slutrunden i Sydafrika) vendte de mørke tanker tilbage – og denne gang voldsommere end nogensinde før.

»Den anden kliniske depression ramte Robert Enke kort efter, at han brækkede en håndrodsknogle til træning. Han var på det tidspunkt Tysklands nummer ét, og skaden fik ham til at drive ind i en stime af dårlige tanker: ’Hvorfor skal jeg være skadet nu, jeg vil miste min position på holdet, hvorfor sker det her altid for mig?’ Han talte sig selv længere ind i mørket og følte, at alle var imod ham – medierne, offentligheden, holdkammeraterne – at de alle foretrak en anden og yngre målmand end ham, Rene Adler. Men han fik igen arbejdet sig ud af krisen i al hemmelighed, og efter to-tre måneder genvandt han sit humør, indtil han pludselig og uden nogen åbenlys grund faldt tilbage i depressionen.«

I moderne, professionel fodbold er jobbet som målmand en udsat post. Mens en angriber måles på det, han gør godt, måles en målmand udelukkende på, hvor mange fejl han begår.

»Jeg tror ikke, man kan sige, at målmænd generelt er mere udsatte for depressionssygdomme end markspillere. Men der er ingen tvivl om, at målmandsposten er speciel. Når jeg tænker på Oliver Kahn, en af Tysklands bedste målmænd gennem tiderne, er det første, jeg ser for mig, hans fejl i VM-finalen i 2002, der kostede et mål. Under hele slutrunden havde han måske 500 redninger tilsammen, men det er dén ene fejl, som står tilbage. Sådan er vilkårene for alle målmænd,« siger Ronald Reng.

I sidste ende var det ikke kun angsten, der drev Robert Enke til selvmord. Det var hans frygt for, at angsten skulle blive opdaget. Hans gode ven Marco Villa, der selv er professionel fodboldspiller, formulerede det på den måde, at Robert Enke var splittet mellem sine to største drømme: At spille med ved VM i Sydafrika eller lade sig indlægge til psykiatrisk behandling. Han var overbevist om, at begge dele ikke var muligt.

Et monster af en sygdom

Det er stadig uklart for videnskaben, hvorfor folk bliver deprimerede. Nogle siger, at sygdommen er arvelig; andre at den opstår som følge af traumer i de formative år. Atter andre peger på, at der skal en trigger til for at udløse sygdommen. I tilfældet Robert Enke var der flere triggere, men ingen af dem synes helt at kunne forklare, hvorfor han tirsdag den 10. november 2009 besluttede at begå selvmord.

»Det er interessant at et menneske som Robert Enke kunne klare at miste sin datter uden at falde tilbage i sin depression – at han var stærk nok til at gøre det – mens han tre år senere blev syg igen uden nogen åbenlys grund. Det viser, hvilket monster den her sygdom er,« siger Ronald Reng.

Der dør flere mennesker af depressionsrelaterede sygdomme, end der gør i trafikken. Alligevel er det sjældent noget, vi taler om. Sygdommen er som et stykke glødende kul, ingen tør røre ved. Men siden Robert Enkes død er berøringsangsten aftaget i Tyskland, mener Ronald Reng.

»På mange måder er den professionelle fodboldverden i Tyskland blevet et forbillede for, hvordan man skal forholde sig til depression. Siden Roberts død har man oprettet en sportspsykiateruddannelse, som man nu kan læse på universiteterne i Köln og Aachen. Der er også blevet oprettet et netværk uden for fodboldverdenen, hvor spillere, der er bange for at åbne sig, fordi de frygter, det vil skade deres karriere, kan søge hen. Og generelt er der sket en kæmpemæssig holdningsændring i klubberne,« siger Ronald Reng.

For Robert Enke kom ændringen for sent. Han vidste, han var syg, men skjulte det. Han vidste, han burde sige det, men fik det aldrig sagt. Men han skrev det i den dagbog, som han igennem alle årene trofast førte, og som også Ronald Reng citerer ekstensivt fra i sin researchtunge bog. På dagbogens sidste side står blot en enkelt sætning, skrevet med store bogstaver. Formentlig var den tænkt som en personlig påmindelse, men i dag står den tilbage som et moralsk imperativ til os alle: »Glem ikke disse dage«.

Brugeravatar
Fantomet
Indlæg: 263
Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
Har takket: 14 gange
Blevet takket: 3 gange
Kontakt:

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Fantomet »

De glemte tulipaner

Billede
Sejrherrer. Taktisk kløgt fra træner Josep Guardiolas side og en vaks scoring fra Andrés Iniesta (th.) var med til at spille Barcelona frem til holdets femte Champions League-semifinale i træk. Foto: Albert Gea/Scanpix


Af: Bo Kampmann Walther,
http://www.information.dk/297759

Barcelonas særlige fodboldkoncept lader sig ikke let indfange af traditionelle taktikforståelser, for mestertræneren Josep Guardiola er gået sine egne veje

Inden det afgørende kvartfinaleopgør mod AC Milan tirsdag aften havde Barcelonas træner forudset, milaneserne garanteret ville score mindst et mål. Hvilket, efter 0-0 i den første kamp, ville tvinge Barcelona til at score mindst to gange:

»Jeg har på fornemmelsen, at Milan scorer mod os. Det er de i stand til at gøre. Det har jeg sagt til mine spillere. Derfor har vi de seneste dage fokuseret på at kunne skabe mange chancer, så vi kan score så mange mål som muligt. Vi skal finde en god måde at gribe deres gode forsvar an på,« sagde Josep ’Pep’ Guardiola på et pressemøde mandag aften.

Og det gik som forudset. På hjemmebanen Camp Nou vandt Barcelona 3-1. Med to straffespark effektivt eksekveret af Lionel Messi, der dermed fik sat endnu et flueben på listen af rekorder, og en enkelt fuldtræffer af Andrés Iniesta blev italienerne sendt ud af den lukrative turnering.

Barca dominerede vanen tro, men ikke overbevisende. Heldigt for dem virkede Massimiliano Allegris milanesere idéforladte i store stræk. Kampen var intens på grund af nerverne – især da Milan kom på 1-1 på mål af Antonio Nocerino – men de 90 minutter på et tætpakket Camp Nou var først og fremmest en taktisk lækkerbisken. Det store spørgsmål er nu, om Josep ’Pep’ Guardiola tør stille med samme formation længere fremme i turneringen.

Catalonierne er nu i semifinalerne i Champions League for femte år i træk, og det var taktisk kløgt, der gjorde forskellen. På San Siro havde Pep insisteret på at sætte Seydou Keita ind på den defensive midtbane i et forsøg på at matche Milans muskler og til gengæld skubbe Iniesta op som en slags hængende centerforward med tilbøjelighed til at søge over på venstre kant. Ganske vist endte kampen 0-0, hvad der for langt de fleste mandskaber i verden må siges at være en bedrift på San Siro.

Men resultatet var ikke på Barcas præmisser. Forud for tirsdagens titanopgør ville de spille deres eget spil, for, som Guardiola meddelte:

»Vi er ikke i stand til at forsvare et resultat i lang tid. Milan er et hold, der evner at dominere kampene. Når de selv bliver domineret, er de gode til at forsvare sig og er meget stærke til at slå kontra. De kan godt slå os ud. De fører den italienske liga og har gode spillere.«

Den 41-årige catalonier og tidligere klubkammerat til Michael Laudrup havde på forhånd udpeget Zlatan Ibrahimovic som den store trussel:

»Når de spiller en høj bold til Zlatan, er han os overlegen. Vi giver op på forhånd. Derfor vil vi forsøge at holde ham så langt væk fra feltet som muligt, så han ikke deltager i spillet,« sagde Guardiola.

Så i stedet for at gentage noget, der kunne ligne en typisk 4-2-3-1 som dén på San Siro med Keita og Sergio Busquets som centrale midterdefensiver, installerede Guardiola sin egen forfinede variant af den klassiske ’tulipan’-taktik: 3-3-1-3. I princippet går systemet tilbage til de glade Johan Cruyff-dage og hollandsk totalfodbold, men styrmanden – der samtidig er et lidt fortrængt ikon i Barcas moderne historie – er Louis van Gaal.

Den falske 9’er

Overhovedet at analysere Barcas fodbold i tal er måske i dybeste forstand forkert, eftersom holdet inkarnerer det, man kan kalde konceptfodbold. Gang på gang bliver grundlæggende værdier, som læres på det berømte La Masia-akademi, omsat til virtuos fysik på grønsværen: Tænk på det høje presspil; den ligeledes høje forsvarskæde, som lynhurtigt kan skifte fra tre til fire mand; fullbacks, der konverterer til deciderede wings, og ikke at forglemme de superelastiske positioner, som Cesc Fabregas – den moderne ’boks til boks’-spiller – og Lionel Messi, den falske 9’er, indtager på klodens førende mandskab.

Efter kampen i tirsdags søgte jeg på nettet efter taktiske holdopstillinger. Det er ganske interessant – nuvel, for nørder – at langt de fleste overtager UEFA’s officielle talkombination: 4-4-2. Det sker selvfølgelig for at forklare, at Fabregas er placeret som toppen af en diamant i hullet lige bag de to angribere, nemlig Messi og Isaac Cuenca. Problemet er bare, at Cuenca i højere grad er decideret wing, hvad der peger i retning af mindst tre på toppen, og at Messi langtfra er en traditionel forward, altså en 9’er. Og nok så vigtigt: Med 4-4-2 overser man, at Dani Alves ikke optræder i forsvarskæden på sin ellers normale backplads ude til højre, men derimod excellerer i en position, som er længere fremme end midtbanen med Xavi Hernández, Iniesta og Busquets. Hvis man således kigger ned i banens dybde fra Milans mål, vil man spotte først Cuenca, så Alves, dernæst Messi og så Fabregas.

Hvorfor så ikke 3-4-3? Fordi man i så fald ikke fokuserer på det bindeled, Fabregas udgør på Guardiolas hold. Med Fabregas, der hos Arsenal netop fik skærpet rollen som tovejsspiller, har catalonierne en mand, som ikke alene er spilfordeler højt på banen, men som ydermere enten kan komme i overløb med Messi (der så glider længere ned) med front mod målet, eller søge ned i banen i et decideret tiki-taka-samspil med de to midtbaneguder Xavi og Iniesta.

Det var ikke desto mindre skrøbeligt. For med 3-3-1-3 renoncerede Guardiola på tvisten om fysik på midten mod i stedet at skabe så mange offensive overtalssituationer og kreative rum som muligt. Og da først Milan kom på 1-1 efter 32 minutter, skiftede Guardiola prompte til en 4-1-4-1. Alves gled ned som højreback, Carles Puyol holdt op med at agere tredje hjul i den centrale defensiv, Busquets passede midtbanen side om side med Xavi (i stedet for at lade sig falde ned som forsvarsmakker til Gerard Piqué), og Fabregas og Messi lurede begge som en slags falske centerforwards i smørhullet lige bag Cuenca.

3-3-1-3, altså. Vi har set det hos en anden mesterstrateg i moderne tid, argentinske Marcelo Bielsa, der brugte formationen på det chilenske landshold, og nu – dog ikke til fulde – har implementeret den hos Athletic Bilbao.

Den geniale galning

Men skal man finde den egentlige inspirator, der som sagt er lidt klemt i Barcelonas historiebøger, skal man tilbage til Louis van Gaal – den ’geniale galning’, som han ofte kaldes.

Inden Aloysius Paulus Maria ’Louis’ van Gaal blev cheftræner for Barca, havde han sin storhedstid i Ajax. Og hvilken tid! I 90’erne blev kæmpenavne fostret, ikke mindst fordi van Gaal insisterede på at give chancen til unge stjernefrø: Edwin van der Sar, Michael Reiziger, Frank De Boer, Marc Overmars, Edgar Davids, Clarence Seedorf og Patrick Kluivert er alle fra van Gaals Ajax-periode, og flere af dem blev senere importeret til Barca, da van Gaal tog over efter Bobby Robson i 1997. Hollænderens tendens til at sætte taktik før spillerne – og de fleste af dem var stjerner – var dog ofte noget uspiselig for Barcas socios. Selv om van Gaal vandt La Liga to gange og en enkelt Copa del Rey, var hans optræden i medierne og ikke mindst hans offentlige skænderier med brasilianeren Rivaldo ganske enkelt for meget for klubben, og da Barca i 2000 sluttede som nr. to i Primera Division, var det slut for den stædige hollænder. Man glemmer tit, at det var under van Gaal, at Xavi fik sin debut.

I FC Barcelonas selvforståelse giver det flest point at påkalde sig mægtige Johan Cruyffs beskyttende ånd, og Guardiolas Dream Team sammenlignes derfor ofte med Laudrup & Co. Men Guardiola er gået sine egne veje og har tilført Barca et forunderligt miks af Robson og van Gaal: En engelsk 4-4-2-stil med fløje og højt presspil og en hollandsk model, der i totalfodboldens hippiedage hed 1-3-3-3 (fordi der var en libero nede i bunden af grønsværen), og som nu er moderniseret i kraft af ’toppunktet’ på midten, det store bindeled, som altså ikke kun er centerforward som i gamle dage, men ’boks til boks’-spiller. Man forstår derfor, hvorfor Guardiola så gerne ville have Fabregas og samtidig var fuld af ydmyg beundring for, hvad Arsène Wenger havde påduttet den 24-årige spanier i London: Fabregas var lige præcis den krumtap, der skulle til, for at de andre ’mobile’ stationer faldt på plads: Messi som falsk 9’er, Alves som en konstant elastik på flanken, Busquets som halvt defensiv midt, halvt centerforsvarer. Og selvfølgelig Xavi, der er trukket længere og længere ned i banen. Manden bliver jo ældre. Det er det, der sker for de moderne 10’ere: Femten meter tilbage the Italian way. Se bare Andrea Pirlo i Juventus, Xabi Alonso i Real Madrid og for den sags skyld Paul Scholes i Manchester United.

Barca spiller med stor risiko, og der er ingen tvivl om, at deres naturlige defensiv hurtigt kan blive shaky, hvis den sættes under pres. Også mod Milan kom Zlatan og især Nocerino flere gange i overtag med Puyol fanget for højt oppe på banen og en Dani Alves, som var mange meter fra kampens hede. Men Guardiola mestrer i de afgørende øjeblikke omstillingens kunst. Efterhånden er formlen indgroet i Barcas rygrad: 3-4-3, når de angriber, og 4-3-3, når de forsvarer. Om det så er Alves eller Busquets, der glider ned og gør tremandskæden til en firebackkæde, er ikke afgørende. Læg dertil, at Guardiola heller ikke har været bleg for at overtage en taktik, vi kender fra eksempelvis Chelsea, nemlig 4-1-4-1, en mere fysisk betonet model, der handler om spilovertag og symmetri.

Alt bliver til tulipaner i Guardiolas univers. Selv gælden til Louis van Gaal, manden, der ligner en gusten forretningsmand, bliver forvandlet til sexede mekanismer i FC Barcelonas velsmurte maskine. Selv på de dage, hvor Blaugranas ikke spiller som guder, er de stof nok til taktisk mesterklasse.

Brugeravatar
Fantomet
Indlæg: 263
Tilmeldt: tirs apr 26, 2005 2:24 pm
Geografisk sted: Aarhus V med 2 A'er.
Har takket: 14 gange
Blevet takket: 3 gange
Kontakt:

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af Fantomet »

FC Barcelona - Kataloniens stolthed

http://www.fodboldensabc.dk/artikler/20 ... olthed.asp

I modsætning til sin evige rival Real Madrid forsøger man fra FC Barcelonas side langt fra at skabe forbindelser af betydning til den spanske kongefamilie. Tvært i mod kan man sige, at hvis dette skete ville det medføre voldsomme reaktioner fra klubbens fanskarer, som i enhver henseende synes at fastholde modstanden mod indflydelsen fra Madrid. Uanset at selvstændighedsønskerne for Katalonien varierer fra tid til anden, spiller FC Barcelona stadig en stor rolle i katalonernes bevisthed. For mange er klubben at anse for det katalonske landshold, uanset at der de seneste år har været en større invasion af udenlandske stjernespillere, således at det er begrænset hvor mange katalonere som findes i den blå-røde spillerdragt. Derfor vakte det også stor opmærksomhed blandt tilhængerne, da man fra ledelsens side i 2006 brød med en gammel tankegang, som også kendes fra Athletico Bilbao, om, at man ikke bærer sponsornavne på spillerdragten. Frygten var at man derved ville fjerne sig afgørende fra tanken om FC Barcelona som et katalonsk hold, således at klubben ville blive en mere traditionel en af slagsen. Den iførste sponsoraftale, som har medført at det er UNICEF's logo der findes på spillernes brystkasser, har dog ikke ændret afgørende ved dette. Medvirkende har formentlig også været, at det er et FN-institution som har adgang til trøjernes udseende. Holdningen til brugen af sponsorarter på spillertøjet kan dog formentligt hurtigt ændrer sig blandt klubbens fans, hvis en kommende sponsor ville bruge klubben og den spillere offensivt.

I generationer har FC Barcelona stået for en form for angrebsfodbold, hvor man med en lang række kombinationer og hurtige afleveringer mellem spillerne forsøger at splitte modstandernes forsvar fra hinanden. En spillestil som må siges at have en vis logik, da banen hvorpå FC Barcelonas spiller sine hjemmekampe er noget nær maksimalmålene for en fodboldbane. Et størrelse som har gjort det nærmest umuligt for mange modstandere kun at forsvare sig, når de besøger de stribede fra Barcelona. Denne form for positionsspil har samtidig været medvirkende til, at FC Barcelonas popularitet er igennem de senere år har været stærkt stigende også udenfor Spanien grænser. Desuden har man været i stand til at tilknytte en lang række af spillets største navne, og i sin nuværende form må den offensive kantspiller Messi anses for klubbens helt store stjerne på trods af sin unge alder. Op til sæsonen 2008/2009 skiftede klubben ikke kun træner, men man sagde også farvel til en række bærende spillere med den brasilianske superstjerne Ronaldinho som den største. Den nuværende cheftræner Josep Guardiola har efter sin tiltrædelse dog ikke foretaget de store ændringer på truppen, der indeholder verdensnavne som Andres Iniesta, Dani Alves, Carlos Puyol, Xavi, Theirry Henry og Zlatan Ibrahimovic. Tankegangen syntes at være, at man beholdt grundstammen under den foregående træner og alene har suppleret med store internationale navne, hvilket har været med til at stabilisere det tidligere så uberegnelige FC Barcelona-hold. Kombinationen af stabilitet og fantastiske spillere var nøglen til den store 2008/2009-sæson som FC Barcelona havde, hvor det lykkedes at hjemføre The Treble - hjemførelse af mesterskabet og pokalturneringen i Spanien og sejr i Champions League.

anru
Indlæg: 44
Tilmeldt: lør nov 26, 2011 11:47 pm
Har takket: 2 gange
Blevet takket: 3 gange

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af anru »


BarçaDK

Re: Dansk artikler om FC Barcelona

Indlæg af BarçaDK »

Madrid-avisen AS kan ikke lide at der er splid i Real Madrid, så de vil også skabe noget ravage i Barça. Så enkelt tror jeg det er.

Besvar

Hvem er online

Brugere der viser dette forum: Ingen og 3 gæster