Artikler og bøger

[Fantomet]

Barcelona for altid
– Xavi Hernandéz

http://www.goal.dk/Artikler/Manedens-ar ... Hernandez/


EM’s bedste spiller. Men er han også verdens bedste? Og hvor bliver Barcelonas titler af? Og hvad med fremtiden? Barcelonas stjerne Xavi Hernandéz svarer ærligt på GOALs spørgsmål i et eksklusivt interview.

Af Oscar Rodriguez og Michael Qureshi

Et lille klubhus står stolt ved siden af Camp Nou. La Masia hedder det. Et symbol på Barcelonas storhed. Det er her, at hundredvis af stjerner har klædt om og haft deres daglige gang i ungdomsårene. Her har Barcelonas fodboldakademi hovedsæde. Det var her, at Barcelonas nye træner Josep Guardiola fik sin fodboldopdragelse og udviklede sin spillestil med væsentlig indflydelse af hollandske Johan Cruyffs fodboldfilosofi. Cruyff krævede, at alle mand foran de fire forsvarere skulle kunne spille fodbold og ikke bare rydde op eller tackle løs. Det signal sendte han langt ned igennem ungdomsrækkerne.

Cruyff lagde grunden til Dream Team med blandt andre Michael Laudrup, Hristo Stoichkov, Romario og Josep Guardiola, som vandt titler på stribe. Den tidligere Atlético de Madrid-spiller Kiko beskrev engang Dream Teams spillestil som ”pam-pam-pam-pam-pam-pam-pam”. Førstegangsberøringer. Flydende pasningsspil. Konstant bevægelse fra alle spillere. Defensive midtbanespillere med blik for spillet og elegant teknik.

Cruyffs fodboldånd hviler stadig over det nuværende Barcelona-hold. Spillere som Andres Iniesta og Xavi Hernandéz og Arsenals anfører Cesc Fabregas er opdraget til at spille den slags fodbold. De er produkter af hollænderens fodboldfilosofi. I dag er de stjerner. Xavi overstrålede alt og alle under sommerens EM, og han blev kåret til turneringens bedste.

Xavi husker tydeligt, hvor meget Johan Cruyff fyldte i klubben, da han som 11-årig i 1991 blev en del af Barcelonas fodboldakademi.

– Cruyffs ideer blev fulgt til punkt og prikke. Der blev først og fremmest lagt vægt på spil med bolden til træning. Vi skulle alle være gode fodboldspillere, før vi lærte noget andet. Vi skulle kunne aflevere bolden uden at blinke. Nærmest i en halv bevægelse. Vi var suveræne i ungdomsrækkerne. Ingen kunne matche os. Mange hold havde meget større og fysiske spillere end os, men de kunne slet ikke følge med, når vi kørte bolden rundt, husker Xavi.

Han sidder i interview-rummet på Camp Nou. Halvanden times træning på den lille ydmyge fodboldbane ved siden af Camp Nou er overstået. Her står hundredvis af fans hver dag på tæerne af hinanden for at kigge igennem hegnet og få et glimt af superstjernerne. Klubbens ungdomsspillere kommer også mange gange tidligt for at følge førsteholdets træningssessioner. Det samme gjorde Xavi i Dream Team-tiden.

Jeg stod altid og så på de spillere og drømte om, at jeg en dag ville være blandt dem, der spillede på førsteholdet. Jeg var især meget begejstret for Josep Guardiola og Michael Laudrup. De var fantastiske boldspillere, men også med hver deres rolle. Min position på banen i dag er måske lidt en kombination af Guardiola og Laudrups positioner. Jeg kan noget begge veje, og det har helt sikkert hjulpet mig utrolig meget i karrieren, forklarer Xavi entusiastisk.

Da interviewet med GOAL finder sted, er 2008 ved at rinde ud. Det har været et blandet år for Xavi. Skuffelse og triumf i samme år. Barcelona skuffede fælt i ligaen i sidste sæson, og træner Frank Rijkaard blev fyret som en direkte konsekvens. Men sommeren 2008 vendte op og ned på Xavis liv. Spanien vandt for første gang siden 1964 en international titel. Fiasko på fiasko ved store slutrunder blev afløst af en fantastisk EM-triumf, hvor Spanien med blændende offensiv fodbold stjal Europas hjerter. Så Xavi er blandet i sin evaluering af 2008.

– Jeg vil altid huske året, så længe jeg lever. Den følelse, det var at være med til at bringe en international titel hjem til Spanien, er uvurderlig. Det var på en måde uvirkeligt, alt det der foregik under slutrunden. Jeg tror ikke, at jeg selv troede på, at vi kunne vinde, før jeg stod med EM-pokalen i hånden. Jeg kan stadig mærke det i hele min krop, når jeg taler om det igen. Den specielle følelse og det fællesskab vi bragte til Spanien, siger Xavi.

Som født i byen Terrassa i Catalonien har Xavi altid været fortaler for et uafhængigt Catalonien. En debat, der har kostet mange liv og politiske krige igennem årene i Spanien. Han ændrer aldrig sin holdning, men han er stadig stolt over at repræsentere de spanske farver.

– Spanien havde i 2008 et fantastisk sportsår. Vi vandt jo stort set alt. Det var noget, som bragte folk tættere på hinanden. Man accepterede mere, at man var sammen om det her. Der er jo også catalanere og baskere og andre på de spanske landshold i de forskellige sportsgrene. Man må acceptere, at tingene er sådan, at det er Spanien, vi repræsenterer, og derfor er jeg utrolig stolt over præstationen, lyder det fra midtbaneprofilen.

Han blev fortjent kåret til EM’s bedste spiller. Tingene gik op i en højere enhed, da han som en anden maestro svingede taktstokken og strøede om sig med afleveringer i verdensklasse. Elegantier og arbejder kombineret i samme spiller. Xavi løb flest kilometer i 1-0-finalesejren over Tyskland. Men selv om Xavi for en stund blev hyldet over alle de andre, så afviser han, at han nogensinde kan betragtes som verdens bedste fodboldspiller.

– Jeg vil aldrig fortjene at vinde Ballon D’Or (uddelt efter interviewet, red.). Jeg er en kollektivspiller. Uden mine holdkammerater er jeg ingenting. Se på Leo Messi, Ronaldinho eller Cristiano Ronaldo. De vinder kampe på egen hånd. Når de er bedst, kan de vinde kampe for ethvert hold. Sådan er det ikke med mig. Jeg havde en rigtig god slutrunde, var i god form og spillede op til mit bedste niveau. Men det var også omgivelserne, der gjorde mig god, siger Xavi.

For ham tæller holdets succes også langt mere end personlig succes. Han ønsker intet andet, end at Barcelona igen vinder titler i denne sæson. Ny mand i spidsen for holdet er hans idol Pep Guardiola. Og det var det helt rigtige valg, mener Xavi.

– Jeg er ærgerlig over den afslutning, Frank Rijkaard fik i Barcelona. Det fortjente han ikke. Efter en mindre god start, hvor et nyt hold skulle spilles ind, og vi unge spillere skulle modne os, gjorde han os til vindere. Vi var uden sammenligning verdens bedste hold i de to år, hvor vi vandt mesterskaberne og Champions League. Når det er sagt, tror jeg også, at det var rigtigt at skifte træner i sommer. Alle har brug for nye impulser engang imellem. Jeg er meget tilfreds med ledelsens valg af Guardiola. Man ved, at han har hjertet med sig. Det er ikke en træner, som kommer for at tjene penge, eller som er kommet på grund af sit navn. Det er en mand, som vil gå igennem ild og vand for Barcelona, konstaterer Xavi.

For ham er det dog svært at sammenligne de to trænere.

– Rijkaard havde sine styrker og svagheder, og det samme har Guardiola. Det er klart en fordel for Guardiola, at han kender alt til klubben. Han ved, hvor problemerne er, hvis det kører mindre godt i en periode. Rijkaard var dygtig til at overføre sine ideer til holdet og havde mere rutine på internationalt niveau end Guardiola. Men man skal jo også starte et sted. De er begge dygtige, og vi
har alle respekt for Guardiola, selv om mange af os er vokset op med at næsten se ham dagligt på anlægget, udtaler Barca-profilen.

Xavi Hernandéz runder snart 500 kampe for Barcelonas førstehold. Han fik debut som 18-årig i 1998 under hollandske Louis van Gaal, og siden har han nærmest været uundværlig for Barcelona. Men der har i sæsonens løb været spekulationer, om Xavi måske var på vej væk. Forhandlingerne om en ny kontrakt har været langvarige, og Xavis agent Ivan Corretja har flere gange udtrykt skuffelse over Barcelonas lønudspil. Men i skrivende stund ser det ud til, at parterne er ved at nå hinanden. Xavi erklærer også sin loyalitet over for Barcelona, selv om flere af Europas storklubber, heriblandt Manchester United, har bejlet til ham.

– Det er i Barcelona, jeg vil slutte min karriere. Det er her, jeg er vokset op, og jeg kan ikke forestille mig at spille for en anden klub. Der kan måske komme en dag af den ene eller anden grund, hvor det ikke er muligt for mig at blive her. Enten fordi jeg personligt ændrer holdning, eller klubben vil af med mig. Men som jeg har det lige nu, vil jeg blive i Barcelona for altid. Jeg tænker meget med hjertet. Mange vil sikkert ikke forstå mig, fordi de mener, det er en udfordring at komme til nye klubber og nye lande. Men hvorfor skulle jeg forlade noget, jeg holder rigtig meget af? Jeg forlader ikke Barcelona for at spille et andet sted, siger Xavi.


Han er sikker på, at mange af de øvrige spillere som Carles Puyol, Andres Iniesta og Leo Messi deler hans holdning. Spillere som alle har været igennem klubbens talentudvikling.


– Det er noget helt specielt at spille i Barcelona. Hvis man udvikler sig rigtigt, bliver man også belønnet med spilletid. Se bare på Bojan Krkic. Han har alle kvaliteterne til at blive en ny superstjerne fra vores ungdomsafdeling. Jeg vil til gengæld altid være ked af, at klubben gav slip på Cesc Fabregas. Han har gjort det helt fantastisk i Arsenal og er en god spiller på det spanske landshold. Han er måske den spiller, man ærgrer sig mest over at have mistet i ungdomsfasen, lyder vurderingen fra Xavi.

Han hentyder til den farce, der udspillede sig, da præsident Joan Laporta kom til magten efter en hidsig valgkamp. Midt i al kaosset lykkedes det Arsenal at få lokket Fabregas til London, uden at Laporta anede det, før det var for sent.


I to år i træk har Barcelona nu stået i skyggen af Real Madrid, som er løbet af med mesterskabet og al æren. Det er den omvendte verden efter flere år, hvor det var Barcelona, der var i rampelyset. Men tingene er på vej til at vende igen, lover Xavi.

– Det har gjort ondt på os. Det er altid hårdt at se Real Madrid vinde de vigtige titler. Men det der har skuffet mest, er vores spil i sidste sæson. Der var ikke meget, der hang sammen. Nu er tingene ændret. Vi fik en dårlig start på sæsonen, men er kommet rigtig godt igen. Jeg tror helt sikkert på, at vi har alle muligheder for at vinde både mesterskabet og Champions League. Vi har nu et hold, der har alle de kvaliteter, som vi vandt mesterskaber på for bare et par år siden. Vi har genfundet vinderrecepten, og det bliver en tæt afslutning på sæsonen, spår Xavi.

Og 2009 har alle muligheder for at blive et bedre år end 2008, selv om Spanien først spiller VM-slutrunde i 2010, hvis de altså kvalificerer sig til Sydafrika.

– Det er fantastisk, at jeg har været med til at vinde en EM-titel. Men jeg må være ærlig og sige, at de år, hvor Barcelona dominerer i Europa og vinder alle de rigtige titler, det er dem, der betyder allermest for mig.

En ægte fan har talt.

[Fantomet]

FEATURE: Noget overjordisk, næsten unaturligt

Af Emil Norsker, sportsfanplus.dk



Det er nærkontakt af tredje grad, når Lionel Messi har bolden, og hver gang holder modstandere og fans vejret. Alle har en fornemmelse af, at alt kan ske. Denne mærkelige, lavmælte dreng, der var tæt på at ende som dværg, kan nu i stedet vinde det hele og overgå legenden Maradona. Af Emil Norsker

Kan man forestille sig udtrykket på Maradonas ansigt, hvis Lionel Messi ved VM dribler forbi ham, hans præstationer og hele historien? Hvis Messi vinder pokalen til Argentina, vil der så være fryd eller forbandelse at spore på den gamle legendes ansigt?
Messi og Maradona er de to måske største spillere i landets (og måske verdens) historie, og deres skæbne er ikke blot forbundet af en evig lyst til sammenligninger, men af et helt konkret fælles mål til sommer: VM-titlen.

Med Maradona på sidelinjen. Messi i frontlinjen.

Flere gange har Maradona kritiseret Messi, på trods af, eller måske lige netop på grund af, at den unge Barca-spiller er den, der nogensinde er kommet tæt på i folks bevidsthed at være i nærheden af den efterhånden aldrende træner.
De har ikke alene et fælles mål. De har også et fælles problem. Messi fungerer ikke under Maradona, selv om den unge stjerne forguder sit gamle idol. Forklaringerne er flere og vil blive uddybet senere. Men først vil vi undersøge selve fænomenet Lionel Messi.

Overnaturlige episoder som hans fire mål i kvartfinalen mod Arsenal kræver en form for forklaring. Hvordan kan det være, at han i denne sæson er taget skridtet fra ’en af de bedste i verden’ til ’af en anden verden’?

”Vi glemmer måske lidt, at han har været rigtig god i mange sæsoner. Men flere skadesforløb har skygget for, hvor fantastisk han egentlig har været. I den her sæson har han stort set ikke været skadet, og det skyldes i høj grad træner Josep Guardiola, der har indført langt større fokus på hans ernæring og træningsmængde. Messi bliver simpelthen doseret på den helt rigtige måde nu. Og det gør forskellen,” siger ekspert på TV3+, Luna Christofi, der er bosat i Spanien.

Netop kosten og træningen er så vigtig for lille Lionel Messi, der som barn led af væksthormonmangel. I flere år måtte han indsprøjte de manglende hormoner i lårene, og derfor har man i Barcelona nøje fulgt hans fysiske udvikling. I de helt unge år fik holdkammeraterne besked på ikke at tackle ham, og stadig sætter selv mindre skader alle alarmklokker i gang i klubben, fortæller Luna Christofi.

”Der er ingen tvivl om, at man skal passe mere på Messi end på en helt almindelig spiller. Derfor var Guardiola også så meget imod, at Messi tog til OL i 2008. Men han fik lov, mod at han skulle under skrap kontrol, når han kom hjem. Messi fik sin OL-guldmedalje, og Guardiola fik lagt et program for ham med blandt andet en kostomlægning, som ifølge familien skulle have været hård for Messi. I Barcelona har man øje på alle spillere, men især på Messi.”


Større målfarlighed

Tidligere landsholdsspiller og ekspert på TV3+, Per Frimann, mener også, at Messi har lagt noget til sit spil i form af blandt andet en større målfarlighed. Den er kommet især på grund af hans ændrede position på banen, hvor han er rykket fra kanten ind som hængende angriber på midten i en fri rolle. Et træk, som Guardiola allerede benyttede i sidste års Champions League-finale, der overraskede Manchester United, og som selv de største hold har haft svært ved at finde en formel imod.

”Jeg tror, de mange mål i den her sæson kommer af, at han på et ubevidst plan er blevet mere vant til at stå i målscorerens rolle. Han bliver ikke presset eller overivrig. Når han skal gøre, hvad der skal gøres, er han samlet og i kontrol. For Messi er der ikke den store forskel på, om han lægger en aflevering midt på banen, eller han afslutter foran mål. Han er altid afslappet i øjeblikket.”

Den tidligere Barcelona-spiller og spanske landsholdsspiller, Thomas Christiansen, der stadig bor i byen, giver igen en stor del af æren for Messis fantastiske udvikling til træner Pep Guardiola.

”Messi er blevet en holdspiller under Guardiola. Alle skal være lige i truppen, og der skal være en god stemning. Det er noget, træneren lægger meget vægt på, og det passer en spiller som Messi godt. Hurtighed er altafgørende i moderne fodbold, og Messi har en utrolig speed, ikke bare uden, men især med bolden. Hvis du kan bevæge dig fremad i fart med bolden, er meget vundet. Det er meget svært at tage bolden fra ham, for han bruger mindre end en meter per skridt, og hvert skridt er næsten en boldberøring. Det er hans store styrke. Han har samtidigt i denne sæson taget større ansvar og taget holdet på sine skuldre, når det er nødvendigt.”

En enmandshær

I flere situationer denne sæson har Lionel Messi lignet en enmandshær, ikke mindst i de perioder, hvor angrebskollegaerne Thierry Henry og Zlatan Ibrahimovic har været ude med enten skader eller formnedgang. Per Frimann mener dog, at Messis succes i høj grad er grundlagt i en holdpræstation.

”Det her Barcelona-hold vil vi snakke om i mange år. Det er større end Ronaldinho og Romarios Barcelona-hold. De kommer som hold til at sætte nogle helt nye standarder. Messi kan ligne en enmandshær, men man glemmer ofte, at der ved siden af ham ligger en Xavi med en pasningsrate på 99 procent. Messi er en af de bedste til at gå i pres, og de giver alle sammen noget til holdet. Det er deres virkelige styrke.”

Ud over Lionel Messis ultra-talent er noget af det mest bemærkelsesværdige ved ham, hans væsen. I en verden af kæmpe egoer er han genert, nærmest sky og selvudslettende uden for banen. Med så store penge i spil vil spillere lade sig falde, slå, sparke og snyde sig til hvad som helst, men Messi virker fjernt fra alt det, og det næstmest pudsige er, at det ikke engang påvirker hans spil. Mens de andre store konkurrenter til titlen som verdens bedste spiller, Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney, er markante personligheder, befinder Messi sig bedst langt fra rampelyset. Åbenlys spilleglæde lyser til gengæld ud af ham, og som Per Frimann påpeger, bliver han aldrig mæt.

Mange målscorere ville se sig tilfreds og sole sig resten af kampen, hvis de havde scoret et par mål i en Champions League-kamp, men Messi bliver ved som det mest naturlige og nærmest leger sig til i alt fire mål.


Uskyldighed og glæde

Efter den kamp mod Arsenal var Guardiolas og flere andre kommentatorers reaktion da også, at de manglede ord. For hvad var det, man havde overværet? Det burde næsten ikke være muligt i moderne fodbold, at en lille spiller kan drive gæk med hærdebrede modstandere, beskyttet af snedigt udtænkte forsvarssystemer.

Sidst, en spiller med en uskyldighed og glæde ved selve spillet, boltrede sig i Barcelona, hed han Ronaldinho. Også han var frontfigur i, hvad alle betragtede som Det nye Drømmehold, men boblen brast hurtigt. Efter et par fantastiske sæsoner virkede spillerne mætte. Samuel Eto’o gik rundt uden for banen i alfonslignede kostumer, og Ronaldinho begyndte at lægge sin drengede charme og energi i nattelivet frem for i målfeltet. Da Ronaldinho afdanket og næsten uden glans forlod Barcelona, arvede Messi hans prestigefyldte trøje nummer 10.

Men kan det samme ske for Messi? Kan man bibeholde en uskyldighed på toppen af en til tider korrumperet fodboldverden?

Det mener Luna Christofi godt, han kan.

”Messi og Ronaldinho har ikke samme karakter. Messi har slet ikke den hang til det liv ved siden af, som Ronaldinho og den brasilianske Ronaldo har det. Når man møder Messi uden for banen, er han virkelig genert. Jeg er en kvinde på nogle og fyrre, og alligevel rødmer han, når jeg kigger på ham. Han kan ikke fingere eller forstille sig, hvilket jo er definitionen på uskyldighed. Jeg tror godt, han kan holde sig på toppen, også mentalt, hvis skaderne ellers tillader det.”

Passer godt til Barcelona

Rammerne i Barcelona, hvor alle er opmærksomme på Messi, er også medvirkende til, at han i øjeblikket har stort overskud. Det er ikke sikkert, at Messi ville kunne udfolde sig helt på samme måde i andre storklubber. Derfor tror Per Frimann også, at den unge argentiner vil blive i klubben hele sin karriere.

”Det er trygt for ham i Barcelona. Han er ikke en stor personlighed i omklædningsrummet, og jeg tror ikke, han ville befinde sig godt et andet sted med mange markante spillere. I Barcelona derimod kender han alle og føler sig godt til rette.”

På det argentinske landshold har han derimod ikke samme omgivelser, og han præsterer heller ikke, selv om hele nationen sætter deres lid til ham.

Den største forhindring for Den Nye Maradonas succes skal muligvis findes hos Den Gamle Maradona. Selv om sidstnævnte var en stor spiller, er han en skandale som træner, mener Per Frimann.

”Maradona ved ikke, hvordan man skal spille. Det er trist at sige det, men sådan er det. Han kan ikke sætte et system op som i Barcelona. Han spiller mere defensivt og afventende. Messi ville faktisk passe bedre på det danske landshold. Argentina kan dog godt få resultater på det argentinske hold, for de har mange gode spillere, og faktisk har de et bedre hold end i 1986, hvor de vandt, men taktisk formår de ikke at spille op til Messi.”


Afgørende taktisk forskel

Over hele Europa prøver storklubber ellers at kopiere Barcelonas presspil. I det catalanske system går man op og presser modstanderen med det samme og kan derfor erobre bolden længere fremme på banen. Derfra er det nemmere at sætte Messi i scene. På det argentinske landshold derimod lader de sig falde, når de skal forsvare, og når de så erobrer bolden, er ikke bare Messi, men hele holdet længere tilbage på banen. Det er en helt afgørende taktisk forskel, forklarer Per Frimman.

”Da Maradona blev verdensmester i 1986, blev der gjort ting for at gøre ham god. På samme måde er han nødt til at lave nogle taktiske tiltag for at gøre Messi i stand til, hvad han kan. Desværre har Maradona gjort lige det modsatte. Hvis man lægger de taktiske problemer på det argentinske hold sammen med, at Messi er en følsom og lidt skrøbelig dreng, kan man forestille sig, at VM kan blive en hård opgave for ham.”

På det seneste har Diego Maradona lovprist Messi og med sædvanligt blik for den svulmende retorik sammenlignet ham med Jesus. Men der har tidligere været flere tidsler end roser i Maradonas omtale af Messi, og han har blandt andet kritiseret ham for at være for egoistisk (!).
”Nogle gange spiller Messi kun for Messi. Han føler sig så højt på strå, at han glemmer sine holdkammerater,” har Maradona sagt.


Skarp kritik

Især i begyndelse af sin træner-periode var Maradona ude med skarpe bemærkninger, der nærmest kunne tolkes som om, at Messi ikke skulle tro, han var noget. Men det er ikke sikkert, at det er den rigtige måde at tackle Messi, vurderer Luna Christofi.

”De ord har gjort så ondt på den her lille dreng. I sådanne situationer ville en portion egoisme gøre Messi godt, så han bare kunne være ligeglad, men det har han jo netop ikke. Det er dog ikke kun Messi, der har spillet dårligt på det argentinske hold. Det er hele holdet, der er en skandale. Man får fornemmelsen af, at de ikke kender deres mission, og det er et særligt problem for Messi. Han er autoritetstro og ser op til Maradona.”

Diskussionen om, hvor meget de ligner hinanden, og hvem der er bedst, stiger i takt med Messis utrolige præstationer denne sæson, og jo mere VM nærmer sig. Slutrunden i Sydafrika er den helt store eksamen for Barcelona-spilleren.

Kritikerne, der mener, at Messi stadig har et stykke vej endnu, fremhæver altid VM 1986 i Mexico, hvor Maradona førte et middelmådigt argentinsk landshold til trofæet, og siden var med til at føre det til finalen i 1990. Da Maradona stoppede, var det også forbi med Argentinas store præstationer ved slutrunderne. Hvis man skal overgå Maradona, skal man vinde et VM – nærmest alene.


Virkeligheden en anden

Det er umuligt at stille sådanne krav, mener Luna Christofi. Den fodboldmæssige virkelighed er i dag en helt anden.

”Vi vil aldrig mere se, at et VM kan afgøres af en enkelt spiller. Der er sket så meget. Bolden, støvlerne og meget andet har helt ændret sig. Det er en unfair sammenligning”

Mens spillet i dag er langt hurtigere og måske mere teknisk, var der dog ikke samme beskyttelse af driblerne og de offensive spillere, fortæller Per Frimann.

”Det, der taler til Maradonas fordel, er, at spillet dengang var langt hårdere. Det var langsommere, men det var hårdere. Man måtte sparke hinanden ned bagfra, uden at det gav så meget som en henstilling. Maradona blev sparket langt mere ned, end Messi gør. De ville tage livet af ham i Serie A, som var meget rå.”

Han mener også, at en sammenligning er uretfærdig, men alligevel har de mere end deres ringe højde til fælles. Det er især måden, de scorer mål på, mener Per Frimann.

”De mål, de laver, er sådan nogle, man aldrig bliver træt at se på, og deres scoringer har nogle gange den samme karakter. Det er mål, hvor man ikke nødvendigvis skal skyde hårdt, men bare puffe den ind over stregen. De er scoret på en måde, som kun rigtig gode spillere kan det. De har noget overjordisk, næsten unaturligt over sig. Dengang Maradona spillede, havde man altid blikket på ham, og den samme fornemmelse har man i dag med Messi. Ham skal man holde øje med. Han er en unik spiller.”

[j´♥ le foot]

Cules 18 Maj 2011

[Fantomet]

Alle artikler nedstående er fra www.indkast.dk



Carles Puyol – en loyal forsvarsspiller
Carles Puyol er unik i moderne fodbold. De fleste storspillere vælger at skifte klub, når de får attraktive tilbud fra andre storklubber, og der er ikke mange, som takker nej til guldrandede kontrakter. Men den spanske landholdsspiller er en undtagelse.


Carles Puyol har altid valgt at blive i sin barndomsklub. Til gengæld er han så heldig, at han spiller fodbold i en af verdens største klubber, men verdensklasse forsvareren har ikke manglet tilbud. Da Barcelona for nogle år siden lå et godt stykke fra toppen, var der mange klubber, som forsøgte at lokke Puyol, men forsvarsklippen valgte at blive. Og det har gjort ham umådelig populær i Barcelona. I dag er der ingen, der behøver at gøre sig noget besvær med at hente Barcelonas anfører - det er umuligt.

Puyol fik sin ligadebut for Barcelona 2. oktober 1999 mod Valladolid. Alle så med det samme, at Barcelona havde fået en kommende verdensklasseforsvar. Siden den dag har han været fast mand i startopstillingen. To år senere - i november 2001 - debuterede Puyol for det spanske landshold i en venskabskamp mod Holland, og siden den debut har Puyol også haft en fast plads på landsholdet.

Puyol viser dermed vejen, og han er også den ubestridte anfører på et af Europas bedste klubhold - og det er tydeligt at han trives med rollen. For der er ikke mange, der viser det samme engagement på banen som catalonieren. I såvel modgang som medgang er Puyol manden, der klapper af tilskuerne og sørger for, at der er god stemning på banen. Alene det gør ham til en stor spiller, men man skal også huske på alle hans egenskaber som forsvarsspiller: hurtig, forudseende, spændstig og placeringssikker.

Hans holdkammerater roser ham desuden for at være en god leder og en spiller, der altid sørger for, at alle på holdet er klar til hver kamp. Desuden bidrager han til, at holdkammeraterne føler sig trygge.

Disse egenskaber gør, at Puyol - omsidder - også er begyndt at vinde titler. Guldet i 2005 blev fulgt op med en double i 2006. Og det der gjorde, at Barcelona kunne forsvare mesterskabet og vinde Champions League, var selvfølgelig deres sprudlende offensiv, men også at forsvarsspillet var løftet et niveau, og den vigtigste årsag til denne forbedring er naturligvis den loyale Carles Puyol.

Den stærke spanske forsvarsspiller har efterhånden spillet 472 kampe for FC Barcelona siden sin debut tilbage i 1999, og må siges at være en institution både i Barcelona og på det spanske landshold.

Det er samtidigt de færreste fodboldspillere der kan skrive hele 14 titler på sit CV. Heraf fire spanske mesterskaber og to Champions League titler.

Spørgsmålet er vel efterhånden hvor lang tid 'krigeren' fortsætter sin karriere, da han efterhånden har rundet de 32 år.






Lionel Messi – bedre end Xavi & Iniesta


At Messi var hovedpersonen er noget af et mirakel. Argentineren har nemlig lidt af en alvorlig vækstsygdom, som krævede en speciel behandling. Den ville River Plate ikke betale...


Mandag aften blev Lionel Messi kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2010 foran holdkammeraterne fra Barcelona og de spanske VM-vindere – Andreas Iniesta og Xavi Hernández – og blev dermed den første FIFA Ballon d'Or-vinder.

Messi har haft et storslået 2010 på klubplan, men der har manglet noget på det argentinske landshold, der blev slået ud i kvartfinalen til sommerens VM-slutrunde. Så derfor var der ikke mange, der mente, at Messi ville vinde trofæet, da indsatsen under VM plejer at tælle tungt i vurderingen.

Fifa Ballon d'Or er en fusion af verdens to mest prestigiøse fodboldpriser - France Footballs Ballon d'Or og Fifas egen FIFA World Player of the Year. Begge priser vandt Messi i 2009, så at forsøge at beskrive det unge fodboldikon er næsten umuligt, men alligevel forsøger vi – og husk nu på at Messi stadigvæk kun er 23 år.

23 år og et spillede ikon på bare 1,69 meter. Netop hans højde var faktisk ved at stoppe sydamerikanerens karriere, så det er noget af et mirakel, at Messi mandag aften var hovedpersonen til gallafesten i Zürich. Argentineren har nemlig lidt af en alvorlig vækstsygdom, som krævede en speciel behandling.

Det blev Barcelonas lykke og en voldsom nedtur for River Plate. Sidstnævnte ønskede nemlig ikke at betale for Messis behandlinger, hvilket sidenhen har frembragt ærgrelse i den argentinske storklub og derfor skiftede Messi fra Newell's Old Boys til Barcelona.

Det var Carlos Rexach, som daværende ungdomstræner for Barcelona, der kan tage en stor del af æren for, at Messi spiller i den catalonske hovedstad. Under et familie besøg i Spanien fik Messi lov til at træne med et af deres ungdomshold, og det var her, at Rexach spottede det enorme talent. Det forekommer næsten uvirkeligt, at det er måden, hvorpå Barcelona scorede verdens bedste fodboldspiller.

Efter Messis ankomst til Barcelona var det første deres lægestab gjorde at hjælpe ”La Pulpa” - loppen – som er hans kælenavn pga. hans manglende vækst. Han kunne debutere som bare 17-årig på storholdet i oktober 2004, efter han var vokset til en højde på 164 cm. Senere samme sæson blev han historiens yngste målscorer for Barça, og han er ikke kun en farlig afslutter. Spidskompetencerne ligger mere i retning af hans lynhurtige fødder, som kan sætte mange modstandere af - samt hans korte aftræk til sine afslutninger.

På sigt kan hans væsen dog blive hans største force, for det er et helt andet end hos andre unge stjerner. Det virker, som om han har en indre ro, som gør, at han er meget svær at imponere. Han bruger ikke sine kræfter på at pleje sit image med de rigtige frisurer og lign. Nej! – hans fokus og koncentration ligger på banen. Her nyder han godt af sit lave tyngdepunkt, som giver ham en høj fart. Det - sat sammen med en stærk psyke - gør ham til en farlig cocktail – og nok engang. Han er kun 23 år!

Alligevel er det blevet til kontroversielle situationer igennem tiden. Mod Chelsea i Champions League for en håndfuld år siden blev Asier del Horno udvist efter en tackling på Messi. Chelseas daværende kontroversielle manager Jose Mourinho var på det efterfølgende pressemøde helt fremme i støvlerne. Han mente, at Messi havde nydt godt af de mange teatre, der er i Barcelona.

Kritikken var urimelig, og spørgsmålet var, om Mourinho havde sagt noget andet, hvis de ikke var blevet udspillet på Stamford Bridge af et ualmindelig godt spillende Barcelona-hold med Messi, som en af de offensive kræfter. Mourinho forsøgte at fjerne fokus fra deres nederlag ved at lægge skylden på uskyldige Messi.

Et andet rødt kort er lidt mere specielt. For efter Messi havde imponeret alle ved U-20 VM i Holland, blev han A-landsholdspiller under landstræner José Pekerman. Hans første kamp var mod Ungarn, men her skulle han opleve det ualmindelig komiske i at blive udvist efter omkring et minut på banen. Efter en nærkamp mente den ellers glimrende tyske dommer Markus Merk, at Messi havde slået ud efter en modstander. Trods den vanvittige debut fik Messi yderligere fire landskampe samme efterår.

Som spillertype er Messi en klassisk 10'er og den foretrukne angriber i den skræmmende argentinske offensiv. På grund af de spillemæssige ligheder er Messi flere gange blevet sammenlignet med selveste Maradona, som var anfører på det argentinske landshold – der sidst blev verdensmestre for 20 år siden. Men udenfor banen kan Messi og Maradona ikke sammenlignes.

Når Messis karriere er slut, vil han helt sikkert have et andet eftermæle end det, som hænger fast på Maradona, og en stor del af dette vil højst sandsynlig udspille sig i Barcelona. Samme sted havde Maradona - pudsigt nok - store disciplinære problemer. Selvom han i den periode blev betragtet som verdens bedste spiller, voldte hans temperament ham store problemer. Han lavede 38 mål i bare 58 kampe for Barcelona, men alligevel ville Barcelona-ledelsen ikke finde sig i hans vanvittige udbrud, som da han imod Atletico Bilbao slog en modstander i hovedet.

Sådanne scener virker det ikke til, at verdenen kommer til at se med Messi i hovedrollen. Derimod virker det, som om hans sind og omgivelser formår at bevare jordforbindelsen – ofte i nærheden af en fodbold, så han kan glæde alle os fodboldelskere. For fodbold kan Messi spille, og selvom han er den lille, bliver han ofte den største på banen.

Siden 2004 har Messi spillet for storholdet FC Barcelona, og han har i 159 kampe scoret vanvittige 106 mål og f.eks. vundet Champions League to gange samt det spanske mesterskab fire gange.

De ord, der kan påsættes ham, vil på en underlig måde næsten altid være en underdrivelse. En fodboldkunstner og ambassadør. Hvordan skal denne karriere ikke slutte, når noget sådan skal ske om måske ti år?

I sidste sæson blev Messi suveræn spansk topscorer med 34 mål i en sæson, hvor Barça viste ”Tiqui-Taca”, der er spillestilen hos catalonierne med små afleveringer og indbyrdes forståelse. Træner Josep Guadiola – der selv er opvokset i Barcelona – kender dette fra egen krop, men udover spillestilen formår Barça også et uddanne typer, der har ”den rigtige” indstilling til fodbold.

Der er ingen forkerte avisartikler om våde byture, så her kan Messi ikke sammenlignes med landsmanden - Diego Armando Maradona – selvom han befinder sig på samme scene. Det helt store… - og undskyld – men glem nu ikke, at han kun er 23 år.




Busquets - Fra 4. division til VM-profil

For blot to sæsoner siden spillede Sergio Busquets under den unge træner, Pep Guadiola, på Barcelonas B-hold i Spaniens fjerde bedste række. Nu kan han blive en profil til det kommende VM.


Sergio Busquets er om nogen Pep Guadiolas opfindelse. Inden han kom til som træner, havde Busquets ikke spillet én eneste kamp for førsteholdet. Da Guadiola blev forfremmet som førsteholdets træner, tog Guardiola sin midtbanefavorit Busquets med op på førsteholdet, efter han havde hjulpet ham med at rykke op med Barcelona B sæsonen forinden.

Busquets faldt hurtigt ind i systemet, som den defensive midtbane oftest bagved de to små midtbanekollegaer Xavi og Iniesta. Det gik meget hurtigt for Busquets, som var med til at vinde ”the Treble” i sin første sæson. I sin anden sæson han blev han stamspiller ved at slå den højt profilerede Yaya Touré af holdet. Endnu en stor sæson under Guardiola har nu har givet ham en udtagelse til det spanske landshold.

Spanien spiller samme system som Busquets kender fra Barcelona. Den normale ”skraldemand” eller ”6’er” på midtbanen, Marcos Senna, er ikke udtaget i år efter en sløv sæson i Villarreal. Det giver muligheder for Sergio Busquets, som skal kæmpe om pladsen med Athletic Bilbaos Javi Martinez, hvis træner del Bosque vurderer, at Xabi Alonso skal have en mere defensiv makker på midtbanen. Busquets er dog fortrøstningsfuld forud for opgaven.

- Marcos Senna har spillet nogle rigtig gode kampe på landsholdet og det er et stort ansvar at erstatte ham. Der er dog også andre gode spillere som Javi Martínez der kan spille denne position. Det er træneren der afgør hvad der er bedst for holdet. Med de spillere der er på holdet, er det nemmere at spille godt. Med hjælp fra de andre håber jeg at kunne udføre det samme som Marcos Senna og hjælpe til i alle kampene, udtalte Busquets ifølge fcbarcelona.dk.

Spiller Sergio Busquets sig ind på Spaniens startopstilling, har han mulighederne for at blive en markant VM-profil på en så vital position for slutrundens måske største favoritter - så hurtigt kan det gå i fodboldens forunderlige verden.





Gerard Piqué - Piquénbauer

Lørdag d. 23. maj 2009. Barcelona har netop modtaget pokalen foran et fyldt Nou Camp. Pokalen, der symboliserer, at de er spanske mestre, bliver løftet mod den catalanske aftenhimmel til stor jubel blandt klubbens spillere og fans. Der er dog en, der skiller sig ud, en der ser ud til at være ekstra glad. På stadionets storskærm kan man se nærbilleder af Gerard Piqué, der konstant hopper rundt og jubler. Da han modtager mikrofonen for at sige nogle æresord til hjemmepublikummet, kvitterer han med at synge slagsange. Hele Nou Camp er hans kor, ligesom de knap hundredetusinde tilskuere er hans statister, da han bagefter starter en 'tilskuerbølge' rundt på stadion.

Denne maj-aften i det catalanske er det glemt, at Gerard Piqué skiftede gratis til Manchester United i de tidlige ungdomsår. En ekstraordinær første sæson med tre titler har givet ham heltestatus i Barcelona, og han betragtes stadig af hjemmepublikummet for at være ”en af deres egne”. Den efterfølgende onsdag sikrede Piqué den sidste tilgivelse. Netop Manchester United blev besejret i Rom, og Piqué satte ikke et ben forkert gennem hele kampen. Piqué skiftede væk fra Manchester United for at få mere spilletid, nu har han knapt et år senere slået dem i Champions League-finalen.

Skiftet fra Manchester United tilbage til Barcelona blev en realitet, efter Alex Ferguson indså, at Piqué ikke ville udgøre en trussel mod Ferdinand/Vidić. Om denne spådom siger Gerard Piqué:

- På det tidspunkt var vi alle enige om, at jeg skulle skifte. Beslutningen blev i ligeså høj grad taget af Sir Alex og Manchester United som Barcelona og mig selv. Jeg vil ikke sige, at han ( Ferguson ) tog fejl, han gjorde bare, hvad han troede var det rigtige på det tidspunkt, er Piqué citeret for at sige til Independent.

På trods af at Gerard Piqué stod bag det stærke makkerpar i køen om spilletid, fortryder han ikke årene i Manchester United.

- For mig er der ingen fortrydelse omkring min tid i Manchester. Det var der, jeg blev gjort til en spiller. Da jeg ankom til Manchester, havde jeg allerede lært så meget om den tekniske del af spillet i Barcelona. Men i England er andre aspekter mere vigtige. Ting som at kunne behandle bolden i luften og at bruge din kropsstyrke. Måske er de styrker ikke så vigtige i den spanske liga, men når vi står overfor andre hold i Europa, hjælper det holdet utroligt meget, fortsætter Gerard Piqué til Independent.

Allerede som ung spiller havde Gerard Piqué et stort potentiale, og han var en af de bærende kræfter på et potentialefyldt Barça-ungdomshold. Blandt de talentfulde holdkammerater løb også en ung Cesc Fàbregas rundt. Derudover har Piqué optrådt på samtlige de spanske ungdomslandshold. Gerard Piqué's tidligere ungdomstræner i FC Barcelona, Rodolf Borrell, udtaler til klubbens hjemmeside:

- Gerard Piqué er den perfekte forlængelse af træneren på banen. Han har, siden han var helt ung, været i stand til at læse alle spilsituationer godt, siger Borrell og kalder Piqué for den fødte leder. Desuden roser han den unge spillers intelligens og taktiske kunnen.

Kombinationen af at have modtaget den tekniske træning i Barcelona og den mere fysisk hårde træning i Manchester gavner helt sikkert den elegante forsvarsspiller i dag. Inden hans gennembrudssæson i Manchester United var han lejet ud i en enkelt sæson til Real Zaragoza. Dermed blev den spanske spillestil holdt ved lige for den 1,92 cm høje midtstopper.

I starten af sæsonen lignede Barcelona et hold, der skulle overleve udelukkende på de offensive kvaliteter, men forsvaret og ikke mindst Piqué er vokset over hele sæsonen.

I den livsvigtige sæsonafslutning var han, grundet skader og karantæner, Guardiolas foretrukne valg på holdkortet. Billeder af en jublende Piqué efter 6-2 scoringen mod Real Madrid og en Piqué, der gik forrest i CL-semifinalen mod Chelsea på Stamford Bridge, står printet på nethinden. Ingen tvivl om at Gerard Piqué nu optræder i den trøje, hans hjerte brænder for. FC Barcelona-trøjen.

Han har mulighed for at blive en stærk fremtidens mand for Barcelona, men også på det spanske landshold, hvor han debuterede d. 6. februar i år. Hvis Gerard Piqué kan fortsætte den positive udvikling, behøver Barcelonas fans måske ikke længere frygte den dag, hvor Carles Puyol siger stop. En ny catalansk helt er født. Gerard Piquénbauer.

Piqué var da som ventet også en del af Spaniens VM-trup, da Vicente del Bosque udtog de spillere, der skal med på flyet til Sydafrika.



Alexandr Hleb - fra larmen til varmen
Arsenals franske manager Arséne Wenger kunne ikke overbevise utilpassede Alexander Hleb om, at hans fodboldfremtid skulle være i Arsenal, hvilket gør, at den offensive midtbanespiller tager til kraftigt oprustende Barcelona.

Hviderusseren fandt London for beskidt, larmende og stressende, og frem for at have en utilpasset spiller, der skaber misstemning i truppen, valgte Wenger at takke ja til omkring 120 millioner kroner fra Barcelona, hvilket kun var en anelse mere, end Arsenal betalte Stuttgart for Hleb for tre år siden. Underligt at Arsenal ville slippe en af deres bedste spillere fra den forgangne sæson – og så ikke med en ret stor transfergevinst. Men Hleb ville simpelthen væk, for at han kunne yde sit maksimum under det pres, som han følte ved at bo i metropolen.

Hleb voksede op i Minsk, Hviderusland, mere eller mindre under skyerne fra Tjernobyl-katastrofen i nabolandet Ukraine. Han var knap fem år under kernenedsmeltningen i reaktor 4 på Tjernobylværket i april 1986. Hlebs mor var bygningsarbejder, hans far trucker og med i det korps af frivillige, som jævnede de huse med jorden, der blev gjort ubeboelige efter de radioaktive udslip, som i øvrigt gjorde faderen alvorligt syg.

Alexandr Hleb fejlede absolut ingenting. Tværtimod var han et fysisk pragteksemplar, som var god til både svømning og gymnastik - og så selvfølgelig den form for fodbold, der kunne spilles på betonbanerne i den hviderussiske hovedstad Minsk.

Hleb var 17, da han skrev kontrakt med det nykårede gruppespilsdeltagende til Champions League - FC Bate - som han kort efter vandt det ukrainske mesterskab med. Tyske Stuttgart havde antennerne og spejderne ude, og allerede i 2000 lagde bundesligaklubben sølle én million kroner på bordet for en pakkeløsning bestående af Alaxandr og lillebor Vyacheslav Hleb.

Hleb gjorde snart god figur som playmaker for Stuttgart, og var selvskrevet til det hviderussiske landshold. I hjemlandet er han i øvrigt kåret som årets fodboldspiller i fem af de seneste seks sæsoner. I juni 2005 skrev han under på en fireårig kontrakt med Arsenal, som gav 115 millioner kroner for ham. Desværre blev han næsten fra sæsonstarten ramt af en knæskade i en landskamp, og tilbragte måneder på lazarettet. Arsenal fik dog stor glæde af ham især i Champions League-kampagnen, der først sluttede i finalen på Stade de France i Paris, hvor Hlebs nye arbejdsgivere blev the Gunners banemænd.

Den følgende sæson blev hviderusseren fast mand i startopstillingen, og selv om Wenger brugte ham på skiftende pladser, så driblede han sig ind i hjerterne af tusinder af fans, hvoraf flertallet gerne havde set Hleb afslutte – meget – mere og langt mere uselvisk. Det var som om, at selvtilliden svigtede ham, lige før han skulle sætte en afgørende fod til bolden, og Hleb var da også den første til at erkende, at han manglede killer-instinktet.

Før starten på den nu overståede sæson blev der lagt ekstra pres på Hleb, da topscorer Henry rejste til Barcelona, og Hleb dristede sig til at fortælle en russisk journalist, at han drømte om at score ti mål i sæsonen. Det var heller ikke chancer, som det kom til at skorte på, når han enten tog sine elegante ture op ad højre flanke, eller skød frem fra sin position som hængende angriber, som Wenger ofte brugte ham som. Det blev altså kun til det halve, fem mål på hele sæsonen.

Isoleret betragtet er det for lidt, men en spiller som Hleb skal ikke bare vurderes på sine mål. Det hører med til hans sæson-historie, at han er noteret for otte assists, og man behøver ikke have set mange Arsenal-kampe for at forstå, hvor vigtig han var for det flotte pasningsspil, som London-holdet har begejstret mange med igennem nogle år. Netop denne facet gør skiftet til Barcelona mere logisk.

I maj måned afviste Hleb et skifte til Barcelona, men sommerens rygte voksede sig alligevel større, og Hleb lod sig citere for, at han og familien havde svært ved at trives i storbystresset, og på en eller anden måde må han have fået bildt sig selv ind, at det vil være mindre i Barcelona. Da Wenger har klubtradition med ikke at holde på en spiller, der hellere vil være et andet sted – som Patrick Vieira og Thierry Henry – blev klubskiftet mere logisk. Nu kan Barcelonas fans bare håbe, at uselviske Hleb ikke får samme nedafgående form, som de to førnævnte.




Talentfabrikken - FC Barcelona


I Barcelona råder man over verdensstjerner, men alligevel får flere og flere talenter deres chance i en af verdens største fodboldklubber, og det især på grund af Pep Guardiola.





Barcelona er i høj grad kendt som en ”talentfabrik”. I mange år har det altid været prioriteret højt i klubben, at spillere fra egen avl skulle præge førsteholdet. Valdés, Puyol, Piqué, Xavi, Iniesta og Messi stammer alle fra Barcelona’s berømte fodboldakademi La Masia, og flere er på vej. De nye unge stjernefrø venter alle i kulissen på at få deres chance, og dette er allerede sket for mange takket været træneren Pep Guardiola. Guardiola har givet unge spillere chancen, efter han tog springet fra B-holdstræner til førsteholdet i klubben. Her er et par unge spillere, som Guardiola arbejder med:


Sergio Busquets:
Fik debut i 2008, og har sidenhen flere gange holdt spillere som Keita og Toure på bænken. Midtbanespilleren giver stor sikkerhed på den defensive del af midtbanen, og læser samtidig spillet helt perfekt, hvilket er noget af det, Guardiola netop ønsker. Sergio Busquets har igennem Barcelonas fantastiske treple-sæson, haft stor succes på holdet, hvilket blev belønnet for den bare 22-årige spiller, da han fik debut på det spanske landshold i 2009.


Pedro Ledesma:
Fik debut allerede i 2007/2008, men det er først under Guardiola, at spilleren har vist sine talenter. Især under sommerens træningskampe greb Pedro chancen, og viste sin fantastiske hurtighed og teknik. Dette betød at Pedro fik sæsondebut i den europæiske Super Cup kamp mod Shakhtar Donetsk, hvor han i den forlængede spilletid scorede det enlige og afgørende mål. Derfor er Pedro en spiller, Guardiola har tænkt sig at regne med hele vejen igennem sæsonen, og en af grundene til en ny kantspiller ikke blev hentet til Camp Nou.


Bojan Krkic:
Kæmpetalentet som mange forventede, ville udvikle sig lige så hurtigt som Messi. Talentet findes da også helt klart i den 19-årige teenagedreng, men han har haft svært ved at håndtere det store forventningspres. Frank Rijkaard gav ham debut i 2007 i en alder af bare 17 år, og han endte med at score hele 10 mål i ligaen. Samtidig satte angriberen også rekorder som Barcelonas yngste spiller i Champions League, Barcelonas yngste målscorer og den næstyngste målscorer i Champions League. Angriberen viste kæmpe potentiale, men under Guardiola har han haft det lidt svært. Forrige sæson blev han mest brugt som indskifter, og scorede kun 2 mål i den spanske La Liga. I år regner mange dog med, deriblandt Guardiola, at angriberen får sit helt store gennembrud. Med hans ekstreme hurtighed og egenskaber med bolden har Guardiola nu to farlige, men vidt forskellige, frontangribere som kan supplere hinanden, og slår Ibrahimovic ikke igennem med det samme, står den lille dreng klar til at bide ham i haserne.


Jeffren Bermúdez:
Den venezuelanskfødte wing Jeffren er 20 år gammel, og kom til Barcelonas ungdomshold i 2004. Jeffren fik som Bojan også sin debut under Frank Rijkaard i 2007, men det er Guardiola, der for alvor har vist interesse for ham og givet ham muligheden på kanterne, når Messi og Henry skulle have pause. Således var han med både i den europæiske og spanske Super Cup, og har indtil videre imponeret træner Guardiola og fans med hans hurtighed og dribleegenskaber. Så selvom Jeffren ”kun” er oppe imod Messi og Henry, ved Guardiola, at det er spiller han kan regne med, og den aldrende Henry skal være skarp for ikke at blive overhalet indenom af den noget yngre spiller.


Dette var kun nogle eksempler af det talentmateriale, Barcelona byder på, og som Guardiola fortrøstningsfuldt har at arbejde med, og Guardiola er om nogen manden, der kan få det bedste ud af de mange små stjernefrø, som bare venter på at vokse ud. Så forhåbentlig vil vi en dag kunne se flere unge spillere blive til stjerner og en ny Pep Guardiola, som general på FC Barcelonas midtbane.

[Fantomet]

Alle nyheder nedstående er skrevet af Bjarke Møller fra information.dk


Et spil på liv og død

Barça-fans korsfæster Luis Figo som en forbandet forræder, men døden melder sin ankomst helt uventede steder.

Spansk fodbold
PALMA – »Jeg har dræbt én, dræb mig!« Lidt over elleve tirsdag aften stormer en 57-årig Real Madrid-tilhænger ind i baren Los manzanos i landsbyen Villar de Chincilla i Albacete-provinsen. Fra den mørke himmel kan man stadig høre høje kanonslag.
Real-tilhængeren har netop med sit jagtgevær skudt landsbyens bager, Francisco J. Jiménez, dødeligt i hovedet. Han kunne ikke tåle synet af Jiménez, der med festfyrværkeri fejrede, at Rivaldo i overtiden havde udlignet til 1-1 i Champions League-kampen mod Leeds. Målet holdt Barças håb i live om at kvalificere sig til næste runde i turneringen, men for Real-tilhængeren var det som at blive sendt til helvede.
For tre dage forinden var hans elskede hvidklædte kongeklub blevet skudt ned med 2-0 på ærkerivalen F.C. Barcelonas hjemmebane Nou Camp. Det var en symbolsk henrettelse, iscenesat foran 100.000 hylende hyæner. ’Judas, din købmand, du skal dø!’ Budskabet på tilskuernes skilte kunne ses på alle tv-skærme i Spanien.

Pengegrisk borgerskab
Det var den portugisiske Luis Figo, det katalanske publikum var ude efter, for Katalonien føler sig ’forrådt’, efter at Figo i sommers skiftede fra Barça til Real for 465 mio. kr.
Det pengegriske katalanske borgerskab går aldrig af vejen for en god handel, men pøblen, el culé, de passionerede fodboldfans, følte sig forrådt, som dengang i Francos dage, da Alfredo Di Stefano blev slæbt til Real fra Barça eller da ’vores egen’ Michael Laudrup gjorde kunststykket efter: Først erobre Nou Camps hjerte med stor fodboldkunst for så af skifte til Real, repræsentanten for centralstaten og alt det autoritære, som den katalanske nationalisme og de blå og skarlagensrøde Barça-fans elsker at hade.
Mens katalanske intellektuelle som forfatteren Manuel Vazquez Montalban gejlede stemningen op og kaldte Figo ham, der har ’forrådt et forelsket kollektiv‘, så udstillede Barças præsident Gaspart århundredets stupiditet med ordene: »100.000 kan ikke tage fejl!«
Figo er af en særlig støbning, hvad han har bevist med sine genialiter på den samme grønsvær. Men denne aften spiller han dårligere end sædvanligt, så dårligt, at Reals træner ikke engang tør lade ham sparke hjørne.
Figo havde inden opgøret forsøgt at afværge katalanernes vrede. »Jeg er er ikke madrilener, jeg er portugiser«. Signalet nytter ikke i følelsernes rige. Heller ikke, at han tilføjer: »Jeg er professionel«

Spillerforsoning
’Judas!’ ’Pesetero!’ ’Figo=$’ siger plakaterne og struberne på tribunerne. De peger ham ud. Og Reals spillere og spil skælver. Og så åbner himlen sig i vrede og lader vandmasserne vælte ned over folkets hoveder, og mens Ebro i de følgende dage presses op over sine bredder, og familier kæmper for ikke at miste livet i vandmasserne, så taler alle om det, der skete i sekunderne efter arvefjendeopgøret: Alle Barça-spillere skynder sig hen for at omfavne Figo, som vil de udtrykke, at der er noget, der er højere end det had, der vælter over alle bredder, når masserne og villige intellektuelle søger tilflugt i ’forrædderiets’ sproglige univers.
Begivenhederne hin lørdag har en høj pris. Ikke kun for den dræbte Barça-fan.

Venskabskamp aflyst
Tirsdag svarer Figo igen: »Det, der skete på Nou Camp, har været en meget betydningsfuld erfaring i min karriere. Jeg er nu en del af den madrilenske familie.« Sådan taler fodboldens adelsmand!
Imens raser pressen i Portugal. Behandlingen af Figo var »krigerisk, næsten kriminel og inkompatibel med et moderne samfund,« skrev f.eks. sportsavisen A Bola.
I onsdags kom så reaktionen fra det portugisiske fodboldforbund. De aflyser den planlagte venskabskamp med Katalonien den 22. december. Motiv: »Krænkelsen af Figo og det portugisiske folk.«
Og sportsligt går Barças stjernehold heller ikke fri. I forgårs får de selv kærligheden at føle, da de taber til det katalanske lillebrorhold, Real Mallorca, 2-0. Og rykker dermed ned på fjerdepladsen i Primera División.


+++++++++++

Barça går Van Gaalt

F.C. Barcelona i dyb spillekrise, mens klubbens hollandske træner Louis Van Gaal fejrer sit 100-kamps jubilæum med et endnu et nederlag

Fodbold
PALMA - Han vader i verdensklassespillere i F.C. Barcelona, men den hollandske træner Louis Van Gaal har formået at konvertere holdet til en flok middelmådige arbejdsmænd.
I går fejrede han sit 100-kamps jubilæum som Barças træner med at tabe til Real Betis, der trænes af en anden hollænder, Guus Hiddink. Betis udspillede Barça i det meste af første halvleg, og Oti bragte Betis foran 1-0.
I begyndelsen af anden halvleg fik Van Gaal en jubilæumsgave, da dommer González uretfærdigt smed Betis-spilleren Karhan ud efter et tvivlsomt frispark. Og så havde Barças farlige firkløver Figo, Luis Enrique, Rivaldo og Kluivert plads til at sætte turboen på.
Van Gaal satte alt på et bræt i midten af anden halvleg og sendte også sin gamle finske Ajax-stjerne Litmanen på banen, netop som Kluivert havde sendt bolden op på trekantssammenføjningen.
Syv offensive Barça spillere skulle nu vende det truende nederlag til sejr, men Van Gaals satsning viste sig få sekunder efter som hovmodens hybris.
Den lynhurtige Betis-angriber Alfonso bragte hjemmeholdet foran med 2-0, og Barça begyndte at gå totalt i opløsning.
Der opstod da spænding fire minutter før sluttid, da Kluivert dukkede op i feltet og på Rivaldos gennembrud sendte den i nettet til 2-1. Og derved blev det. Man skal helt ydmygende tilbage til den 27. december 1981 for at finde den sidste Betis-sejr over Barcelona.

Dyb krise
Siden november 1999, midt i sin 100 års jubilæumsfest, har Barça befundet sig i dyb spillekrise. Uden organisation og humør har holdet vaklet fra kamp til kamp på kanten af uafgjort og nederlag - kun undtagelsesvis - mod langt svagere hold - har Barça formået at vinde.
Bunden blev nået, da tredje divisionsklubben Orense den 2. februar opnåede 0-0 på Barças hjemmebane Nou Camp i pokalturneringen. Og sidste søndag blev holdet piftet ud af sine tilhængere på Nou Camp, da de tabte 0-1 til opkomlingen Alavés med den tidligere Brøndby-spiller Dan Eggen og den navnkundige Barça-angriber, den aldrende Julio Salinas, i truppen.
I torsdags fik Barças tilhængere nyt håb, da den altid energiske Luis Enrique satte gang i pokalfesten mod anden divisionsklubben Osasuna ved at score to gange og føre holdet til sejr med fire mod nul.
Men det var på en uhyre billig baggrund. Nederlaget mod Betis understreger Van Gaals dybe idekrise.
Van Gaal har med sin sædvanlige arrogante mine - på et hakkende, næsten uforståeligt kastillansk - afvist enhver kritik i de seneste måneder.
Men der har været masser at kritisere. Som da han smed den gudsbenådede boldspiller Rivaldo af holdet i december måned, netop da Rivaldo fik guldstøvlen som den bedste fodboldspiller i Europa. Van Gaal ville ikke tolerere, at Rivaldo offentligt ytrede ønske om at blive placeret på midten af grønsværen og ikke hængende ude på fløjen, som Van Gaal i sit taktiske system havde udtænkt.

Komplekser
At Rivaldo siden er blevet kåret som verdens bedste fodboldspiller af FIFA, har gjort Van Gaals kompleks mere ondartet. Van Gaal vil altid være den første og have ret.
I sidste sæson blev det sagt, at Barça vandt ligaen takket være Rivaldo - i denne sæson håber Van Gaal på at blive rost som den, der skaffede mesterskabet i kraft af et stærkt kollektiv.
Under stillingskrigen opstod spekulationer om, at Rivaldo var på vej til Italien, men i januar efter nogle kampe på bænken faldt Rivaldo ned som en mildt lam. Underordnet under Van Gaal. Dér hvor Van Gaal vil have ham og alle andre. Det er ikke kun Rivaldo, der er blevet tvunget på bænken. Selv de katalanske helte, den centrale spilfordeler Pep Guardiola og den ukuelige wingback Sergi har været ude i kulden i flere kampe.
Van Gaal har forkærlighed for sine gamle Ajax-venner, Bogarde, Cocu, Kluivert, Reiziger, Zenden og så De Boer-brødrene. Men tiden er løbet fra de sidste, og Van Gaal synes ikke vide, hvad han skal stille op med overfloden af klassespillere i Barças-trup.
Hans kaoskoncept om at gøre alle usikre og konstant skifte ud i grundstammen ødelægger holdets spillerytme og organisation.
Van Gaal har vundet to mesterskaber i sine første hundrede kampe som Barças træner, men nu sejler han forvirret rundt på må og få som en flyvende hollænder.


++++++++



Bolden ruller i spansk politik

F.C. Barcelonas fodboldkamp mod Real Madrid onsdag var en symbolsk styrkeprøve inden søndagens regionalvalg i Katalonien

BARCELONA - En pibekoncert som et bidende ondt år vælter ned over de elleve hvidklædte spillere fra den kongelige klub, Real Madrid, da de betræder den fløjs-grønne bane i denne den allerhelligste katedral for den katalanske nationalisme, Nou Camp, F.C. Barcelonas imponerende stadion.
Barça, Barça, Barça, som mes que un club. Barça er mere end en klub. Under diktatoren Primo de Rivera og sidenhen under General Francos diktatur var Barças tribuner det eneste sted, hvor det i egen bevidsthed kuede og undertrykte katalanske folk kunne pibe, pifte, råbe og forbande disse hvidklædte repræsentanter for den centralistiske stat i Madrid.
Et århundredes historie og stærke følelser er sammenfattet i pibekoncerten fra de 98.000 tilskuere, de tusindvis af vajende katalanske flag på tribunerne og hos de hundredetusinder af børn, der forventningsfulde, med bankende hjerter, har iklædt sig små kommercialiserede kopier af Barças blå og skarlagenrøde spilledragt.
At massernes følelser ville være særligt stærke denne onsdag aften i oktober vidste Barça-medlem nr. 5283, Kataloniens præsident gennem 19 år, nationalisten Jordi Pujol, da han i sommers steg ned fra bjerget Aneto og via sin mobiltelefon lod meddele, at der skulle være regionalvalg i Katalonien den 17. oktober - kun fire dage efter Barças fodboldkamp mod Real Madrid.
“En kamp mellem Barça og Real Madrid er som et valg,” erkender Pujols stærkeste modkandidat til præsidentposten, socialisten Pasqual Maragall. Denne onsdag aften rykker Maragall, Pujol og hele Kataloniens politiske klasse ind i æreslogen for at overvære det, der skal blive et dramatisk og medrivende arvefjendeopgør.

Sproget i kampen
Otte timer før kampen slår den konservative Alberto Fernández tonen an ved et møde på Hotel Rallye, et hvidklædt hotel kun et stenkast fra Nou Camp. Fernández får ikke et godt valg på søndag, og meningsmålinger spår ikke mere end 11 procent. I dag taler han på sit modersmål, katalansk, men for to uger siden skabte han overskrifter, da han i det regionale TV-3 talte ‘de hvid-klædtes sprog’, kastillansk.
“Når 50 procent af vælgerne har et andet modersmål end katalansk, så er det umuligt i valgkampen at forsvare den mono-linguistiske politik,” siger Fernández til Information og henvisner til, at Pujol sammen med socialisterne og venstrerepublikanerne i to sprog-love har fremmet katalansk i skolerne på bekostning af kastillansk.
Selv Pujol måtte krybe til korset for to uger siden, under et besøg i et ‘spansktalende’ arbejderkvarterer uden for Barcelona. ‘Pujol talte kastillansk!’ skrev aviserne bagefter, men Pujol søgte at nedtone betydningen af det. Venstrerepublikaneren Josep-Lluis Carod-Rovira, der lover “frisk luft” i valgkampen og kræver Kataloniens selvstændighed, irettesatte dog Pujol for ikke at tale ‘sit eget sprog’ og for at fiske efter stemmer ved at tale kastillansk.
To timer inden kampen på Nou Camp mødes socialisten Pasqual Maragall på åben gade i arbejder- og indvandrerkvarteret Santa Coloma med Spaniens forhenværende ministerpræsident, Felipe Gonzales. På en fælles gadevandring bliver den ruskindsklædte Felipe omfavnet og kysset af ældre damer med afbleget hår. På et valgmøde, foran 6000 tilhængere - det store flertal er over tres år - taler han om globaliseringen:
“Globaliseringen af økonomi og teknologi er en realitet, men vi spilder tiden, Pasqual. Nogen i verden tager beslutninger for os,” siger Gonzales. Maragall følger efter med en tale med et internationalt tilsnit: “Dette land skal ikke sætte grænser for nogen. Vi ønsker et stort, frit og pluralt Spanien. Vi ønsker et Katalonien, der åbner sig overfor omverdenen,” siger han.

Pujol først
“Katalonien først” proklamerer en stærkt sminket Jordi Pujol på valgplakater i bybilledet. Dette ‘Pujolandia’ er iflg. forfatteren Terenci Moix et sted, hvor “den katalanske nation er Jordi Pujol. Det katalanske sprog er Jordi Pujol. Den katalanske familie er inkarneret i Jordi Pujols. Og en triumf for det omnipotente Barça er en triumf for Jordi Pujol”.
Men onsdag aften for øjnene af 300 millioner omnipresente tv-seere i hele verden går noget galt. I det 26. minut stiger spansk fodbolds angrebsstjerne, den unge hvidklædte Raul, til vejrs og kysser som en flyvende sommerfugl bolden ind i netmaskerne bag Barças målmand, tyskeren Hesp. Centralmagten Madrid er foran. Nou Camps tilskuere er tavse, et øjeblik. For to minutter efter genoprettes magtbalancen mellem Madrid og Barcelona, da portugiseren Luis Figo sender læderkuglen ind til Kluivert, der støder den skråt tilbage til den største af alle, brasilianeren Rivaldo, som med et hårdt målgivende skud ønsker sin kone tillykke med fødselsdagen. 1-1.
Kort ind i anden halvleg bringer Figo med et hurtigt antrit og et knaldhårdt spark Nou Camp på kogepunktet. 2-1 til Barça. Festen er reddet. Pujol rejser sig i stolen og jubler med 98.000 tilhængere. Ti minutter efter vælter raseriet ned fra stolerækkerne over den sortklædte ordensmagt, dommeren Díaz Vega, der pludselig ser rødt og sender Kluivert ud, da stjernen protesterer. “Hijo de puta!” - ludersøn - råber publikum og vifter vildt med de hvide tørklæder.
Barça tvinges i defensiven, og få minutter før tid sender Raul som en anden Batistuta et hånende hvidt godnatkys op til Barças publikum. 2-2. Maragall skynder sig hjem. “At forandre er at vinde”, lyder hans valgslogan, men der er kun få dage tilbage inden valget på søndag, og han er stadig tre-fire procentpoint efter Pujol.
Pujol har ikke travlt. Han hilser høfligt på den konservative regerings udsendte talsmand, ministeren Josep Piqué, som et symbol på, at der også vil blive regeret efter på søndag.

++++++




Barças onde forår

Efter at være blevet sendt ud af UEFA-cuppen og ydmyget af et baskisk bundhold, har F.C. Barcelona besluttet at fyre træneren. Den katalanske storklub er i dyb krise.

Det er ikke enhver klub, der fyrer træneren efter, at holdet har scoret sytten mål i de sidste fire ligakampe og givet tilskuerne masser af underholdning. Men i F.C. Barcelona blev træneren Serra Ferrer fyret i mandags. Sidste weekends 3-1-nederlag mod ligaens absolutte bundhold, Osasuna, fik bægeret til at flyde over i desperation og gråd. På grønsværen fik tre spillere det røde kort af dommeren efter beskidte frustrende frispark – og dagen efter gav ledelsen så det røde kort til Ferrer. Den sammenbidte stilfærdige mand er sikkert glad for at komme væk fra den varme trænerstol – og et gyldent håndtryk til en værdi af over 20 millioner kroner er da heller ikke at foragte.
Barça har under Serra Ferrers ledelse manglet dræberinstinktet, og de mange mål i april er ikke blevet omsat til andet end sølle fem point ud af 12 mulige. For forsvaret, der hele året har været hullet som en si, åbnede i april en festlig gavebod og tillod, at det blev til 4-4 mod henholdsvis Villareal og Zaragoza. Angrebet fejler intet med 68 mål i 31 kampe, Rivaldo er ligaens topscorer med 19 mål og Kluivert følger efter med 17.

Patetiske Gaspart
Værst er det, at ærkefjenden Real Madrid i april har øget sit forspring på førstepladsen, og før denne weekends kampe er de hvidklædte hele sytten point foran Barça, der er dumpet ned på en beskeden femteplads. Samtidig har den katalanske lillebror, Real Mallorca med de beskedne husmandsbudgetter, overtaget den fjerdeplads, der giver adgang til næste års Champions League. Hvis ikke Barça kvalificerer sig til den europæiske førstedivisions-turnering, som er en guldgrube på grund af sponsorindtægter og tv-rettigheder, så kan det meget vel føre til en paladsrevolution imod den patetiske præsident Joan Gaspart. Han har ikke bestilt andet end at græde krokodilletårer og spille rollen som det store folkelige offerdyr, siden ærkefjenden Real Madrid ’stjal’ Figo sidste sommer og ødelagde hans nattesøvn. Så sent som sidste lørdag forsikrede Gaspart – meget uklogt – at Serra Ferrer ville fortsætte som træner året ud, fordi der skulle være ro på kommandobroen. Det sagde han, selv om Barça i sidste uge havde tabt i semifinalen i UEFA-cuppen til Liverpool , mens lille Alavés legende let havde udspillet F.C. Kaiserslautern i den anden semifinale.
Mandag måtte Gaspart æde sine ord igen. Intet er lykkedes for ham i år. Stort set alle hans dyre spillerindkøb før sæsonen – af angriberen Alfonso og af midtbanespillerne Gerard, Emmanuel Petit og Ivan de la Peña – har været fiaskoer, og det er kun den hurtigt driblende venstrewing, Overmars, der har vist sig sine penge værd. Barça er som bekendt mere et hollandsk hold end et katalansk.

Håbet
I disse dage flyder det over med spekulationer om nye spillerindkøb på Nou Camp. Gaspart har indgået en forhåndsaftale om at købe Boca Juniors angriber Riquelme for omkring 220 millioner kroner, andre taler om, at de vil købe den nigerianske angriber Kanu i Arsenal og den hollandske målmand Van der Saar i Juventus.
Mens desperationen breder sig i ledelsen for at tilfredsstille tilhængerne – og købe sig tid – så går spillere som Rivaldo, Luis Enrique og anføreren Pep Guardiola kollektiv bodsgang og erklærer deres medansvar for den situation, Barça er sat i. Det kan Guardiola nemt sige. Han, der er elsket som ingen anden spiller på det blå-skarlagensrøde hold, meddelte fornylig, at han efter sæsonen søger nye udfordringer i udlandet. Han vil væk. Fra det hele.
På søndag i kampen mod Celta fra Vigo indtager en gammel kending, Charly Rexach, trænerstolen. Det var ham, der i 1996 for en kort stund trådte til, da Johan Cruyff smækkede med døren. »Det er kun kujoner, der løber«, lyder et af Rexachs mottoer, og da han selv løb til Japan for at træne Yokohama Flugels endte de som et bundhold efter en kort sprudlende start. Rexach regnes ellers for at være ideologen bag Cruyffs ’Dream Team’, og han har bebudet, at han vender tilbage til den aggressive 3-4-3-formation, og han har udnævnt Rivaldo til ’den nye Laudrup’. Tiden vil vise, om Charlys drømme går i opfyldelse. Selv er han godt klar over, hvor den største trussel kommer fra:
»Den værste modstander for Barça er Barça selv.«


+++++++++++++++


Barça stadig i coma

F.C. Barcelonas præsident Joan Gaspart trækker sig tilbage, mens klubben tager endnu et skridt henimod nedrykning fra den spanske fodboldliga


Beslutningen kom som et et lyn fra en mørk overskyet himmel. Fredag aften kl. 21.00 meddelte den 58-årige Joan Gaspart, at han trækker sig tilbage som præsident for den traditionsrige katalanske storklub, F.C. Barcelona. Den
1. marts overlader han tøjlerne til sin højre hånd, Enric Reyna, der skal styre klubben i en overgangsperiode, indtil der udskrives nyvalg til sommer.
Gaspart har taget sin beslutning efter længere tids uro, hvor seks vicepræsidenter har trukket sig fra bestyrelsen, og hvor kravet om en mistillidsdagsorden er blevet rejst med stadig større styrke. Da Gaspart i forrige uge fyrede den hollandske træner Louis Van Gaal, efterlod han det indtryk, at han selv agtede at fortsætte som præsident. »Den lette løsning ville være at gå, men endnu kan vi vinde en vigtig titel,« sagde han.
Men trænerfyringen og hyringen af serberen Radomir Antic har ikke været nok til at sikre ro på broen. Gaspart, der med en række dyre og dårlige spillerindkøb har udbygget klubbens gæld til næsten to milliarder kroner – og har ladet internationale stjerner som Luis Figo og Rivaldo slippe væk – kunne ikke længere lægge sminke på fiaskoen.
»Den største fejl, som jeg har begået, er, at jeg ikke forstod, at min store pas-sion for Barcelona betyder, at jeg aldrig vil kunne blive en god præsident,« indrømmede Gaspart i fredags. Han har været en elementært inkompentent
leder, men det er værre end det. Han har været ude af stand til at tøjle de
nyfascistiske Boixos Nois-enklaver, der til tider er gået amok på tilskuerpladserne, som det bl.a. skete under efterårets klassikeropgør mod Real Madrid. Det har sat en sort plet på klubben.

Les Miserables
Joan Gaspart forlader ledelsen i en miserabel situation. Den forgældede økonomi giver ikke plads til at købe spillerforstærkninger ind, selv om klubbens stolthed, fodboldholdet, søndag tog endnu et skridt til en historisk nedrykning fra første division.
I de første 45 minutter af kampen mod Athletic fra Bilbao kunne det se ud til, at holdet under den nye træner Radomir Antic havde fundet formen igen, og det bragte sig foran med 2-0. Men så fik baskerne et tvivlsomt straffespark, og da den rød-hvidstribede Ezquerro scorede, begyndte Barças skrøbelige selvtillid at vakle. Historien om bebudet udligning var ved at blive fortalt, mens man på tilskuerpladserne kunne fornøje sig med at læse store plakater, hvorpå der stod: »Gaspart, frem for alt må du ikke skifte mening igen.«
’Barça er stadig i coma’, skrev dagbladet El Pais i går efter 2–2 kampen, der sparkede katalanerne ned på en 15. plads i ligaen.
»Det er den værste situation, jeg har oplevet i min tid i Barça,« sagde holdets anfører, Luis Enrique i går på et pressemøde.
Hvis holdet taber i den kommende weekend mod den katalanske arbejderklub, Espanyol, der er på vej frem efter en svag sæsonstart, så kan Barça ryge ned på en af de tre nedrykningspladser. Træneren Radomir Antic har erfaring med den slags, for han førte sine sidste to klubber, Atletico de Madrid og Oviedo, ned i den næstbedste række.
Mens Barça kæmper en desperat kamp for at undgå nedrykning, så rykkede ærkerivalerne fra Real Madrid i weekenden tættere på førerholdet Real Sociedad fra San Sebastian. Sidstnævnte hold, der på imponerende vis er gået ubesejret igennem første halvdel af sæsonen, måtte i weekenden nøjes med 0-0 mod Espanyol på hjemmebane, og det skete efter, at Real Sociedad led det første nederlag ugen inden mod Athletic fra Bilbao. Imens vandt Real Madrid med de overbevisende cifre 4-1 hjemme mod Betis, hvor det farlige firkløver, Figo, Raul, Zidane og Ronaldo fyrede kanonerne af. Real Madrid var det eneste af topholdene, der ikke satte point over styr i weekenden, og det er nu kun to point efter det ellers så suveræne Real Sociedad. Spændingen er ved at være tilbage i den spanske liga, men katalanerne kæmper for overlevelse i den gale ende af ligaen.
Det eneste, F.C. Barcelonas spillere foreløbig kan trøste sig med, er, at de i går gik sejrrigt ud af en retssag imod en lokal tv-station, Telemadrid, og websiden Micanoa. Nyhedsmagerne blev dømt til at betale 600.000 euro i erstatning til spillerne, fordi de – uden skyggen af beviser – havde sat det rygte i omløb, at Barça-spillerne Kluivert, Cocu, Gerard og Dani før et opgør i Madrid skulle have arrangeret ’et seksuelt orgie’. Det passer angiveligt ikke.



+++++++++++


Barça forbløder

Den katalanske fodboldklub F.C. Barcelona har i desperation over historiens ringeste resultater skiftet træner og ansat serberen Radomir Antic
Louis Van Gaal kunne ikke holde tårerne tilbage, da han tirsdag den 28. januar forlod posten som træner for F.C. Barcelona traditionsrige fodboldklub. Den hårde hollænder, der altid har beskyttet sig bag arrogancens facade, sagde med dirrende stemme: »Jeg bærer ikke nag; Jeg er trist og skuffet. (…)Jeg styrede dette hold, og jeg er den hovedansvarlige.«
Van Gaals gamle hovmod var i dette sekund forvandlet til den absolutte modsætning. Folk fik næsten medlidenhed med ham. Hollænderen var pludselig blevet helt menneskelig.
Van Gaal blev fyret af Barça for tre år siden, men i sommers blev han hentet tilbage til klubben af præsidenten Joan Gaspart – på trods af at han var blevet kasseret som hollandsk landstræner, ude af stand til at kvalificere Orange-landet til VM.
Barça er ved at forbløde efter syv måneder med Van Gaal ved roret. Holdet ligger kun tre point fra nedrykning, og det er den værste sæson i klubbens historie.
De mange sejre i den europæiske Champions League kan ikke dulme tilhængernes nerver, for når alt kommer til alt, er det den spanske liga og det evige opgør med ærkerivalerne fra Real Madrid, der tæller i det katalanske hjerte. Holdet har tabt flere kampe, end det har vundet. Det ene ydmygende hjemmebanenederlag er fulgt efter det andet. Camp Nous tribuner er i oprør under vredens hvide tørklæder.

Spillemæssig krise
Van Gaal kommer aldrig tilbage efter den 28. januar, men han tog små fyrre millioner kroner med i tasken, fordi han blev fyret for tidligt.
Barça forbløder dog stadig. I sidste weekend blev holdet klædt af med et 3-0 nederlag imod Atletico Madrid, der også befinder sig i en spillemæssig krise. Men mod Barça er intet hold for ringe for tiden.
Alles blikke er rettet mod præsidenten Joan Gaspart. Det er ham, som flere og flere fans føler er den egentlige hovedskyldige. Det var imod Van Gaals ønske, at han hentede argentineren Riquelme til Barcelona. Og det er Gaspart, der nægtede hollænderen at købe forstærkninger til forsvaret og en ny målfarlig angriber. Før det hele gik i opløsning.
I små tre febrilske år som præsident har han spenderet en milliard kroner på nye spillere. Resultatet er miserabelt. Klubben sidder i gæld til toppen af Camp Nous lysmaster, og horisonten er mørk og kold.
F.C. Barcelona befinder sig på randen af en bankerot, men endnu er der små andenrangs finansinstitutter, der tør låne klubben penge.
»Du er uduelig. Forsvind herfra,« råbte indignerede fans, da Gaspart den 27. januar vendte hjem fra Vigo med et 2-0 nederlag til Celta i bagagen.
»Vis menneskelig barmhjertighed. Lad mig gå i fred!« sagde præsidenten og blev gelejdet gennem folkemængden med assistance fra politiet.
Gælden vil Barças fans med sikkerhed bære over med. Men de manglende sportslige resultater… det er noget andet. Det er utilgiveligt. Holdet har intet vundet i Gasparts tid som præsident. Mens han lod verdensstjernen Rivaldo løbe gratis til Milan, har ingen af hans dyrt indkøbte andenrangsspillere – omdøbt som ’cracks’ – tilkæmpet sig en fast plads på holdet. De varmer udskiftsbænken op med mellemrum, men kaster ingen stjerneglans ind over grønssværen.

En taber hyres
Vrede medlemmer har skrevet under på, at der bør holdes en mistillidsafstemning om Gaspart. Endnu holder han ud, selv om hele seks vicepræsidenter har forladt den synkende skude i hans regeringstid.
Fredag den 31. januar ansatte han så den 53-årige serbiske træner Radomir Antic, der har været arbejdsløs, siden han førte Oviedo til nedrykning i 2001. Folk, der er ydmyget og har vist sig som tabere, vil Joan Gaspart godt satse på – måske fordi de er et spejlbillede af hans egen uformåenhed som leder.
Antic var engang en træner, der nød stor respekt, specielt fordi han som træner for Atletico Madrid sikrede liga- og pokalsejr i 1996. Men i år 2000 førte han Atletico til nedrykning, og siden fulgte et langt mareridt i Oviedo.
Serberen har sagt ja til sin livs opgave. Barça virker som et borgerkrigsområde, hvor selvdestruktionens kræfter og kaos er stærkere end håbet på fremtiden. Serberen ved, hvad han går ind til. Han har efter to nedrykninger intet at miste og alt at vinde. Han har råd til at satse. Og bliver han fyret, forgyldes han nok af Gaspart.
Antic forsøger at tale selvtilliden ind i spillerne, der hvor den ikke findes. Han er under pres før hjemmekampen mod Atletico Bilbao på søndag. Hver kamp vil være en skæbnekamp. Antic siger selvsikkert, at han vil lede Barça til sejr i årets Champions League, hvor holdet stadig lever. Og han skryder om, at han kan føre holdet op på en af de fire første pladser i de spanske liga, der giver adgang til næste års europæiske turnering. Det skal han sige. For det er der, de helt store penge i reklamer og tv-indtægter er gemt. Hvis ikke det lykkes, er det ikke bare Antic, der vil blive fyret. Så vil Gaspart næppe overleve som præsident.



+++++++++++++


Barça - en symbolsk hær

Brøndby IF står i aften over for et FC Barcelona, der er i fuld gang med at genopbygge den nationale stoltheds-følelse efter flere års krise

Før braget
SPANIEN – Da den unge katalanske fodboldspiller Ge-rard i lørdags steg elegant til vejrs og ubesværet headede læderkuglen i mål i det 77. minut af den spanske ligakamp mellem Valencia og FC Barcelona, var det mere end et simpelt fodboldmål. Det var et signal til omverdenen, som kalder på at blive afkodet.
»Fodbold er et tegnsystem, det vil sige et sprog,« som den italienske filminstruktør, Pier Paolo Pasolini, engang sagde.
»Dem, der ikke forstår fodboldens koder, forstår ikke ’betydningen’ af ordene (afleveringerne) og heller ikke meningen med dens diskurs (det samlede bevægelsesmønster).«
Umiddelbart var det ganske enkelt at afkode: Gerard i de blå og skarlagensstribede farver overvandt sin personlige spillekrise, besejrede sin gamle klub og sikrede Barça den femte sejr på stribe. Det var som en tredobbelt befrielse.
Og sejren blev omsat til tre point og en placering som nummer fire i den spanske liga med hele fem point ned til nummer fem. Såvel professionelle trænere som tipsglade folk har noteret det i deres lommebøger.
Tal og point er et universelt sprog, alle kan forstå. Syv kampe på stribe uden nederlag er også en klar advarsel til den danske forstadsklub, Brøndby IF, der i aften spiller UEFA-kamp imod FC Barce-lona. Barça, der i efteråret befandt sig i en dyb historisk krise, er ved at finde formen på et tidspunkt, hvor Brøndby skal ud af vinterdvalen.

Katalansk mambo
Sportsavisen Mundo Deportivo, der i et og alt ånder for den katalanske klub, har ikke været sen til at løfte lørdagens sejr over Valencia op i det euforiske lag, som fanatikere elsker at føle fælleskab i: »Un Barça grande« – et stort Barça – kunne man læse med så fede bogstaver, at selv Ekstra Bladet ville mangle tryksværte.
I ordene kan man både spore en nostalgisk længsel efter de afgørende øjeblikke i historien, der gjorde Barça til en europæisk storklub, og høre en længsel efter ’et stort fodboldhold’.
»Mambo a la catalana,« råber en af de mere end 100 sportsjournalister, der i dag lever af at skrive om Barça.
Efter flere års spillemæssig krise, melankoli og truende depression, håber de, at holdet – under ledelse af den brasilianske superstjerne Ronaldinho og den hollandske damptromle, Davids, akkompagneret af unge katalanere som midtbanespillerne Gerard og Xavi og forsvaren Puyol – kan skabe en ny guldalder for klubben. Og for Katalonien, der ikke har noget landshold, men har Barça som erstatningsreligion.
Først i 1950’erne førte ungareren Ladislao Kubala klubben til to mesterskaber og tre pokalsejre, og først i 1990’erne blev en fodboldverden betaget af Johan Cruyffs Dream Team med Michael Laudrup, Ronald Koeman og Hristo Stoickov, der erobrede fire spanske mesterskaber og en europæisk pokal. Siden da har det været småt med ærefulde resultater, men fyldt med triste trænerfyringer og fejlslagne spillerkøb. På grønsværen virkede Barça nærmest henvist til ’et mentalt nulpunkt’ – uden livsglæde – som var det smittet af den altid sure og negative hollandske træner Van Gaal, der havde været på visit.
Klubben delte skæbne med den litterære figur, privat-
detektiven Carvalho, fra Barcelona, som den katalanske forfatter Manuel Vázquez Montalban havde gjort verdenskendt. Med alderen kom Carvalho »i tvivl om sine
egne evner, på sin fysiske styrke og på sine seksuelle evner«, fortalte Montalban mig i et interview for et par år siden. Det var, inden han døde i Bangkok – altså Montalban, ikke Carvalho, for den litterære figur kan pr. definition ikke dø. Det kan Barça heller ikke.
Montalbán – havde en forkærlighed for fodboldens sprog. Det nu, hvor det universelle og det partikulære kunne mødes på en ny måde.
»Fodbold interesserer mig, fordi det er en venligsindet religion, der har gjort meget få skader,« sagde Montalban. »Der vil eksistere fodbold, så længe folk tror på en klub og nogle klubfarver som identitetssignaler i et samfund, hvor der mere og mere mangler referencer.«
Barça var genstand for en sekulære tro. Montalban kaldte engang det blå og skarlagensstribede hold for Kataloniens »symbolske hær«. Det var meget sandhed i den sætning. Kataloniens ledende politikere – uanset partifarve – kappes om at blive set i æreslogen, når nationens symbolske hær kæmper på Camp Nou’s stadion, denne fodboldkatedral, der i mange moderne katalaneres bevidsthed langt overskygger Gaudis arkitektoniske monumenter, La Sagrada Familia og Güell Parken.

Mere end fodbold
Som més que un club – vi er mere end en klub – lyder sloganet i den katalanske storklub, der tilbage i 1899 blev stiftet af en schweizisk indvandrer med navnet Hans Kamper. Barça har siden da været et referencepunkt for det kosmopolitiske borgerskab i Barcelona. Og i katalanismen, som altid har kæmpet for at komme fri af den spanske centralmagt i Madrid.
Barça har ikke mindre end 105.000 medlemmer, og mange har nærmest fået de blå og skarlagensstribede farver i dåbsgave. En ’rigtig’ katalaner er ikke bare en, der taler og tænker på katalansk, men også en, der vokser op med Barça som passion.
Da klubben fejrede sit 100 års jubilæum kunne man høre klubbens daværende præsident fortælle, at Barça har en identitet, der overskygger Barcelonas som by eller Kataloniens som nation.
Næste år vil sloganet mes que un club! kunne ses på klubtrøjerne, har klubbens præsident Joan Laporta bebudet. Barças trøjer er ikke overbroderet med reklameskilte som andre europæiske klubber har fået for vane, for katalanerne betragter klubtrøjen stadig som et nationalt identitetstegn, der bør æres, ikke faldbydes.
Laporta, der i flere år var talsmand for den kritiske pressionsgruppe, ’Den blå Elefant’, har erobret magten i klubben og er i færd med at forvandle den. Sloganet mes que un club er tænkt med udråbstegn og hele pivtøjet. Barça vil ikke stå tilbage for f.eks. Liverpool, der synger »You’ll never walk alone.«

Synger på katalansk
Laporta har dekreteret, at den katalanske nationalhymne, »Els Segadors,« skal afsynges før kampene på Camp Nou. Han forventer, at selv holdets brasilianske, argentinske, hollandske og mexicanske legionærer synger med på katalansk. Nok er globaliseringen og dens nye mestitskultur meget synlig på grønsværen, men i Katalonien søger man at integrere den i det nationale.
Under Joan Laportas lederskab lægges der mere vægt på katalanismen end i mange år. Og det er måske også en meget tidstypisk reaktion på de flygtige forandringer i den globale fodboldverden. Selv Barça kan mærke, at det ikke er som i ’de gode gamle dage’, hvor børn blev forvandlet til livslange og trofaste tilhængere, så snart de havde fået den første trøje med Maradonas eller Laudrups navn på. I dag må klubben erkende, at der endda er unge, som har skiftet Barça-trøjerne ud med hvide Real Madrid-trøjer, hvor Zidanes, Beckhams og Ronaldos navne toner frem.
Laportas modsvar er ikke blot at styrke katalanismen i klubben. Det er også at kopiere madrilenernes merkantile strategi. Og Laporta tog det første vigtige skridt, da han i sommers købte Ronaldinho, der kan lave mirakler med fødderne, mens han fikserer sine modstandere med et stort tandsmil. Han er ved at bringe noget af poesien tilbage i spillet. Holdets træner, Frank Rijkaard har givet ham frie hænder i et stadig mere og mere fasttømret 4-3-3 system. Men det er dybest set bare tal. Ronaldinho er – som i sin tid Kubala, Cruyff, Maradona, og Michael Laudrup – udset til at være en frelser, der skal genrejse Barças stolthed. Og hjælpe den nye generation af unge katalanske talenter til at sætte sig større europæiske mål end et vinterkoldt UEFA-opgør mod en idrætsforening fra den københavnske vestegn.
Langt fra stjerner kan klare den slags opgør – uden at blive besejret af den arrogance, som altid ligger på lur i en klub, der nærer ambitioner om at høre til blandt de største i Europa.

[Fantomet]

Barça - Cataloniens Stolthed

Af Torsten Brix, 16. feb 2011. indkast.dk


FC Barcelonas historie handler det ikke kun om trofæer og store fodboldnavne. Regionen har længe kæmpet for højere grad af selvstyre, og mødet med Real Madrid har politiske undertoner.

På billedet - til højre - kan man se langsiden på Camp Nou, hvor skriften "Més que un club" springer i øjnene. Men hvad betyder det? - og hvorfor hænger det så præcist fast på Barcelona, der i aften møder Arsenal i Champions Leagues ottendedelsfinale.

Oversat lige over betyder det ”Mere end en klub”, og dermed signalerer den catalonske storklub også mange politiske hilsner fra regionen i det nordøstlige Spanien - ud mod Middelhavet. Barcelona er Spaniens næststørste by med 1,6 mio. (4,6 mio. med forstæder) indbyggere kun overgået af hovedstaden Madrid. Netop i den spanske hovedstad findes rivalerne fra Real Madrid, og de hænger tæt sammen med fodboldklubben - FC Barcelonas historie. Så lad os prøve at kigge lidt ned i historiebøgerne!

22. oktober 1899 indrykkede Joan Gamper en annonce i avisen Los Deportes. I annoncen opfordrede han alle fodboldinteresserede til at møde op på avisens kontor. Elleve interesserede meldte sig, og på et møde den 29. november 1899 blev Foot-Ball Club Barcelona en realitet.

Klubben fik en succesfuld start i regionale og nationale cupturneringer og vandt i 1902 sit første trofæ Copa Macaya. Joan Gamper blev klubbens præsident i 1908, og frem til 1925 var han præsident i fem forskellige perioder.

Én af Gampers største og mest betydningsfulde opgaver var at sikre, at klubben fik sit eget stadion. I 1922 havde klubben over 20.000 medlemmer, og ved at låne penge af dem var FC Barcelona i stand til at opføre Camp de Les Corts med plads til 22.000 tilskuere. Med Jack Greenwell, som den første fuldtidstræner, oplevede klubben efterfølgende sin første gyldne periode og vandt - udover en række lokale turneringer - seks Copa del Rey's.


Den spanske borgerkrig
Herefter fulgte en meget hektisk periode for Barcelona. Efter en spontan protest - mod Miguel Primo de Rivera's diktatur - hånede Barcelona publikummet i 1925 nationalsangen, og som straf blev stadion lukket i seks måneder. Derudover blev Gamper tvunget væk fra præsidentposten, og i 1930 begik han selvmord som følge af personlige og økonomiske problemer. Forinden var fodboldklubben – og hans hjertebarn – blevet fuld professionel.

I tiden der fulgte overskyggede de politiske konflikter de sportslige resultater, og i juli 1936 startede den spanske borgerkrig, som kulminationen på lang tids dyb splittelse i den spanske befolkning. På den ene side stod Spaniens lovligt valgte regering og på den anden side general Franco.

Den 6. august 1936 blev Barcelonas præsident, advokat, journalist og politisk aktive Josep Sunyol arresteret og myrdet af Falangist soldater (Franco tilhængere, red.) nær Guadarrama. Som fortaler for større catalansk selvstændighed og præsident i FC Barcelona blev Sunyol senere kendt som ”martyr-præsidenten”.


Bombeangreb
En tur til Mexico i 1937 sikrede klubben økonomisk, men resulterede også i, at flere af spillerne søgte asyl i Mexico og Frankrig. Hjemme i Catalonien fortsatte krigens rædsler, og 16. marts 1938 blev Barcelona udsat for et luftangreb. 3000 mennesker blev dræbt, og bl.a. klubbens kontorer blev ødelagt. Få måneder senere blev Catalonien besat, og klubben, som nu kun talte ca. 3.500 medlemmer, blev underlagt en lang række restriktioner. Den blev bl.a. tvunget til at ændre sit navn og fjerne det catalanske flag fra dets logo.

Hermed var trængslerne dog ikke slut for den catalanske klub. I 1943 mødte de rivalerne fra Real Madrid i Copa del Generalisimo. Den første kamp på ”Les Corts” blev vundet af Barcelona med 3-0. I forbindelse med returopgøret i Madrid fik holdet besøg af Francos direktør for statssikkerhed. Han mindede spillerne om, at de kun spillede på grund af regimets generøsitet. Real Madrid dominerede kampen og vandt 11-1.


Cruyffs indtog
På trods af vanskelighederne var der fremgang at spore op gennem 40'erne og 50'erne. I 1945 vandt klubben således La Liga for første gang siden 1929 og kunne igen i 1948 og 1949 smykke sig med titlen. I 50'erne blev det også til flere trofæer, mens 60'erne ikke hører til klubbens mest succesrige periode.

Bygningen af Camp Nou, som stod færdig i 1957, kostede klubben 288 millioner pesetas, 336% mere end budgetteret. Klubkassen var næsten tom, og der var ikke penge til spillerindkøb, men de bevarede skinnet på næsen, og da Francos diktatur sluttede i 1974, tog klubben igen sit oprindelige navn og genskabte det oprindelige logo.

I 1973-74 sæsonen ankom den hollandske verdensstjerne Johan Cruyff til FC Barcelona som verdens dyreste spiller. FC Barcelona måtte betale Ajax Amsterdam otte millioner kroner for årets europæiske spiller i 1973. Hollænderen skulle hurtigt få en plads i tilhængernes hjerte. Han startede nemlig med at fortælle den europæiske presse, at han havde valgt Barcelona frem for Real Madrid, da han ikke kunne se sig selv spille for en klub med relationer til Franco.


Nunez og La Masia
Spaniens tilbagevenden til demokrati i 1974 kom også til at smitte af på ledelsen i FC Barcelona. Som den første blev Josep Lluis Nunez demokratisk valgt af medlemmerne som klubbens præsident. Hans mål var at gøre FC Barcelona til en verdensklasse klub, både på og udenfor banen.

På anbefaling fra Cruyff indviede Nunez den 20. oktober 1979 Barcelonas senere så berømte ungdomsakademi La Masia. Nunez' mange år i klubben var stærkt medvirkende til den position Barça har i dag. Hans disciplin og faste økonomiske ledelse betød bl.a., at det kun blev til korte ophold for spillere som Diego Maradona, Romario og Ronaldo. Nunez ønskede ikke at imødekomme deres økonomiske krav.

Efter skiftende trænere - som Menotti, Terry Venables og Luís Aragones - vendte Johan Cruyff i 1988 tilbage til klubben – denne gang som sportslig ansvarlig. Med et mix af spanske spillere, som den nuværende træner Guardiola, Bakero og Begiristian kombineret med internationale stjerner som Koeman, Romario, Laudrup og Stoichkov skabte hollænderen det første ”Dreamteam”.

I løbet af de otte år, som den flyvende hollænder sad i trænersædet, blev det til i alt 11 trofæer, og Cruyff er til dato den mest succesfulde person i klubben. Manglen på trofæer i de to sidste sæsoner i klubben førte i 1996-97 til, at han blev afløst af engelske Bobby Robson. På trods af den store succes var tiden ved at rinde ud for Nunez, og i 2000 trådte han tilbage sammen med den daværende træner - hollandske Luís van Gaal.


Rent jubel år
Nunez' tilbagetrækning gav plads til Joan Gaspart, som var præsident frem til 2003. Det blev en turbulent periode, hvor trænere kom og gik. Efter tre skuffende år tog Frank Rijkaard plads i trænersædet med en blanding af unge spanske spillere udviklet på La Masia og internationale stjerner, bl.a. brasilianske Ronaldinho. Igen begyndte trofæerne at vende tilbage til Camp Nou. Blandt sejrene var Champions League-trofæet i 2006, hvor holdet netop besejrede Arsenal i finalen.

I 2003 kom Laporta til, og han startede med at skabe ”røde tal” i Barcelona, men skabte også sportslige resultater. Efter CL-triumfen i Paris fulgte dog to sæsoner uden trofæer, og efter 2007-08 sæsonen måtte Rijkaard overlade trænersædet til holdets nuværende træner - Josip Guardiola. Den tidligere spiller fik en forrygende start hos catalonierne, og 2009 blev et rent jubelår. Holdet vandt, som det første, hele seks betydende trofæer: Copa del Rey, La Liga, Champions League, Supercopa de Espana, UEFA Super Cup og FIFA Club World Cup.

Så når Arsenal i aften løber ind på Emirates, er det således ikke kun til et møde med, efter manges mening, verdens bedste klubhold. Det er også et møde med hele Cataloniens stolthed, og en klub hvis medlemsskare i september 2009 talte hele 170.000 medlemmer i regionen beliggende i det nordøstlige hjørne af Spanien.

Regionen har 7.5 millioner indbyggere fordelt på 32.114 km2 og har den største industrielle produktion i Spanien og styres af et parlament, en præsident og et udøvende råd. Størstedelen af den juridiske magt er underlagt Spanien, selvom regionen har det tredje højeste niveau af selvstyre efter Navarra og Baskerlandet. Et mareridt billede – og et vigtigt symbol for Catalonien - er det gul- og rødstribede flag, hvis farver også findes i FC Barcelonas logo.

Som optakt til La Liga-sæsonen bragte Indkast.dk lederen ”Barça i kulturkamp”. Den handlede om den voldsomme magtkamp imellem klubbens præsident Sandro Rossell og succes-træneren Pep Guardiola. Kulturkampen handler om klubbens filosofi og ansigt ud af til. Den nyvalgte Rossell vil gerne vise sine vælgere, at han magter at hente spillere "a la Real Madrid" til klubben, mens Guardiola hellere ville forme nogle af klubbens mange talenter til at styrke truppen. Guardiola ønsker, at Barça skal spille med et hold, hvor hovedparten af spillerne har været igennem ungdomsakademiet La Masía, der har formet spillere som Xavi og Iniesta.

Omkring Barcelona er der flig af mystik og ”ballade” – som den nuværende kulturkamp, men klubben er også "Més que un club".

[Fantomet]

Her er FC Barcelonas sikreste mand på holdkortet?

fra indirekte.dk


Der er mange som mener at den første spiller FC Barcelona træner Guardiola skriver på holdkortet, er Lionel Messi eller Xavi, men dette er faktisk ikke helt rigtigt. Vi har set lidt nærmere på FC Barcelonas mandskab den seneste stykke tid og nået frem til en meget interessant iagttagelse.

Sergio Busquets, FC Barcelonas sikreste mand i startopstillingen

Sergio Busquets har på trods af sin stadig meget unge alder, allerede haft en fantastisk karriere. Han vandt senest sidste sommer pokalen over dem allesammen med hans hjemland Spanien, der er selvfølgelig tale om Verdensmesterskabet. Før denne store triumf, hvor det bør nævnes at han var en meget vigtig brik for Spanien i alle kampene, har han på mindre en bare to sæsoner fået sig lidt af en komet karriere.

Han slog for alvor igennem på FC Barcelonas førstehold i en alder af bare 19 år, hvilket må siges at være ganske flot. Siden dette gennembrud for altså lidt over to sæsoner siden, har han siden da formået at vinde VM og i morgen står han så i en Champions League finale – Sergio Busquets er virkelig blevet en favoritspillet hos Pep Guardiola.

I september 2009 forhørte Josep Guardiola dengang rundt blandt sin stab, om Sergio Busquets var klar til at rykke ind på “den store scene”. Trænere og ledere var klar i mælet og Sergio Busquets fik derfor sin debut i en meget ung alder – trøje nummer 28 havde gjort sit indtog på banen for første gang!

Sergio Busquets spillede i denne debut ved siden af Xavi Hernandez og Seydou Keita, dog i en lidt mere tilbagetrukket rolle. Denne trekant så ud til at virke rigtig godt inde på den centrale midtbane og Sergio Busquets var rigtig stærk til at bryde angreb og aflevere sikkert og kontrolleret til andre mere kreative spillere omkring sig.

På trods af denne meget unge alder dengang, som nævnt bare 19 år, spillede Sergio Busquets meget uimponeret og dette var altså på trods af, at kun meget få på Camp Nou nogensinde havde hørt om ham.


Minder om sin træner
Guardiola havde tidligere i sin trænerkarriere trænet Sergio Busquets, da han stod i spidsen for FC Barcelonas B-hold. Han kendte derfor godt til den kontrollerende midtbanespiller og det har Sergio Busquets siden nydt godt af. Guardiola spillede selv nøjagtig samme position som Sergio Busquets gør i dag og det har uden tvivl betydet en hel masse for Busquets rivende udvikling på en relativ kort tid.

I dag er han helt sikkert en meget vigtig spiller for FC Barcelona og mange kalder ham faktisk for holdet allervigtigste spiller. Det må siges at være lidt af et prædikat, især når man tænker på nogle af de mere velkendte medspillere – her er selvfølgelig tale om folk som Iniesta, Messi, Xavi, Puyol, Villa og Piqué.

Sergio Busquets virker aldrig træt og man skulle tro at hans kondition er udødelig. Han er uhyre disciplineret og dette er meget vigtigt i denne arbejdsrolle han har på banen, da det giver flere kreative muligheder for både Iniesta og Xavi fremad banen. Denne frihed kan de begge benytte til mange af de fantastiske offensive aktioner vi ved de er i stand til at udføre, mange glemmer bare ofte bagmanden bag de to spillere store succes – Sergio Busquets!

Ikke nok med Sergio Busquets er uhyre vigtig for at skabe den fornødne frihed til Iniesta og Xavi, så er han samtidig også manden bag mange af Dani Alves og Eric Abidal/Adriano’s fremløb. Disse backs i begge sider er alle meget offensive og dette skyldes igen, at Sergio Busquets altid er klar til at “rydde op” for dem i den defensive fase ved et eventuelt boldtab.

Sergio Busquets ser altid klar til at beskytte sine medspillere når de rykker offensivt fremad banen og han binder derfor om nogen hele FC Barcelonas hold sammen. Det var derfor heller ikke for sjov at den spanske landsholdstræner Vicente del Bosque efter sommerens VM triumf, udnævnte netop Sergio Busquets som holdets vigtigste spiller under hele slutrunden. Han har nemlig nøjagtig samme rolle og position på det spanske landshold, som også er bygget op omkring FC Barcelonas startopstilling.

Sergio Busquets har i denne sæson indtil videre optrådt i hele 43 kampe for FC Barcelona og han har derfor en meget stor andel i klubbens store succes. I moderne fodbold er den defensive midtbanespiller efterhånden blevet mere og mere vigtig som fodbolden har udviklet sig og man er derfor hos FC Barcelona, rigtig glade for deres fantastiske spiller på positionen – Sergio Busquets!


En af tidens største
Claude Makelele udfyldte samme position hos Chelsea for år tilbage, dog med en lidt anden spillestil, men principperne i det hele var meget det samme. Han var også i stand til at binde spillet sammen og altid rydde op for sine offensive medspillere, dette job udførte han til perfektion på sine mange gyldne dage.

Vi tøver herfra ikke med at udnævne Sergio Busquets til verdens bedste defensive midtbanespiller i øjeblikket! Han er en meget stærk boldspiller, som er ufattelig pasningssikker. Han smider stort set aldrig nogle bolde væk og dette er en meget vigtig egenskab på denne position. Endvidere er han faktisk rigtig dygtig rent teknisk, hvilket gør at han hele tiden kan holde det rigtige “flow” i holdets opbyggende spil. Til sidst vil vi også gerne nævne at han faktisk er uhyre stærk i hovedspillet, hvilket mange folk glemmer når de snakker om ham. Den vigtigste egenskab han dog besidder er hans store kloge fodboldhjerne, som gør han spiller som en erfaren spiller på over 30 år – den unge gut er dog stadig kun 22 år!

Værd at bemærke er det også, at han af og til er blevet benyttet i midterforsvaret. Dette har bestemt ikke været skadeligt for FC Barcelonas spil, så denne alsidighed gør altså også den kloge dygtige spiller endnu vigtigere for sit hold.

En del folk er allerede begyndt at filosoferer om, at han måske engang langt ude i fremtiden kan blive verdens bedste defensive midtbanespiller nogensinde.

Så længe hans nuværende træner Pep Guardiola har en tæt kontakt med spilleren og har ansvaret for hans kampe og træning, så kan vi simpelthen ikke se at denne spådom ikke skulle gå i opfyldelse. Busquets kom til FC Barcelona som 17-årig og dengang var det netop Guardiola som tog ham tæt ind til kroppen og stille og rolig introducerede ham til 12 kampe i den første sæson for B-holdet.

Det var tydeligt dengang at Guardiola så et ekstra ordinært stort potentiale i spanieren og derfor arbejdede ekstra hårdt med ham, for at forbedre alt helt ned til den mindste detalje på den defensive midtbane.

Da Guardiola så sidenhen blev forfremmet til træner for førsteholdet, tog han så helt forståeligt Busquets med sig op. Dengang havde man den dygtige spiller Yaya Touré på netop den defensive midtbane, men som tiden hurtigt gik, blev denne plads altså i stedet Sergio Busquets – og det har det uden tvivl også været siden da!

Alt i alt må det siges at FC Barcelona dog stadig er et af verdens bedste hold uden Sergio Busquets – med Sergio Busquets er de dog verdens bedste fodboldhold!

[Siempre Barca]

CULES 19

[KasperH]

CULES 19

Den du linker til der, er det ét magasin man købe i butikkerne eller ? :D

[zqa]

Nej. Online dansk Barca magasin.

[KasperH]

Okay, fedt nok, kendte jeg ikke noget til før nu :)

[Fantomet]

Ikke en artikel, men en nyhed fra 1998 fra Martin Munkesøs helt egen private hjemmeside.

29-9-1998

Der har i den sidste tid været sat fokus på FC Barcelona, som jo bekendt møder Brøndby i Champions League på onsdag. I de danske medier har man kunne finde følgende udtalelser fra Barca-spillere om Brøndby IF:

Hesp: Danskerne er farlige og de slås. Det er store stærke klepperter, man slår sig på, og det var et mindre chok for os at de kunne slå München.

Van Gaal: Tag ikke fejl af danskerne, de kan blive meget, meget svære for os.

Zenden: Måske er Brøndby den outsider der tager fusen på alle de store, og lander i anden runde i Champions League.

Anderson: Vi er oppe mod et hold der intet har at tabe. Vinder vi 5-0 er det hvad verden forventer. Så Brøndby kan gå til sagen uden nerver, og det gør dem uhyggelig farlige.

Lidt mere generelt siger spillerne om Barca, og her følger udtalelser fra nogle af Barças spillere:

Enrique: Jeg lider mere end jeg nyder det, og så er der noget galt, er der ikke?

Cocu: Vort forsvar hænger ikke ordentlig sammen.

Figo: Vi mangler det stærke ego, og den sikre tro på at ting kan lykkes, når vi er fri til mål, og så smutter det for os.

Spillerne synes meget læst i et meget fast taktisk system, og spillerne får ikke meget ros af van Gaal: "Hvis jeg skulle vurdere Nunez fra en skala fra 1 til 10 ville han få 10, jeg ville få 9 og spillerne 6".

Det er værd at bemærke at citaterne er taget fra en dansk formiddagsavis og derfor er de nok ikke helt troværdige...

Der er ingen tvivl i den danske presse og blandt Brøndbys spillere om at Barcas spillere er langt teknisk og taktisk overlegne. Problemet for Barcelona er at de ikke fungerere som et hold!!


Kilde:
http://w1.1535.telia.com/~u153500217/

[Blaugrana92]

Hehe. Meget sjovt, at går man ind på den engelske side og så ind under news, vil man finde denne:

10-8-1998

Barca has bougt yoo sang chul from korea, and the following are also new i the barca-shirt

Arnau fra/from Barcelona B
Oscar Alvarez fra/from Barcelona B 21 år/years 1,82 m 76 kg
Cuandrado fra Barcelona B 19 år/years 1,88 m 78 kg
Ferron fra Barcelona B 19 år 1,79 m 73 kg
Marc Bernaus fra Andorra 21 år 1,70 m 72 kg
Okunowo fra Nigeria 19 år 1,80 m 70 kg
Puyol fra Barcelona B 20 år 1,76 m 64 kg
Seyit Cen Unsal fra Tyrkiet 22 år 1,82m 75 kg
Luis Garcia fra Barcelona B 20 år 1,76 m 64 kg
Lombardo fra Barcelona B 18 år 1,73 m 72 kg
Xavi fra Barcelona B
Jofre fra Barcelona B
Mario fra Barcelona B
Gabi fra/from Barcelona B
Ledezma fra/from Costa Rica 20 år 1,79 m 84 kg
Gadiaga fra/from Senegal
Haruna Babangida fra/from Nigeria 15 år 1,66 m 66 kg
Amukike fra/from Nigeria

Jeg lagde især mærke til to navne! ;)

[DonIniesta]

Som tiden dog flyver. Halvdelen af disse navne kendte jeg slet ikke.

Navne saasom Seyit Cen Unsal, Okunowo, Ferron, Cunadrado, Oscar Alvarez, Lombardo, Jofre, Mario, Ledezma, Gadiaga, Haruna Babangida, Amukike siget godt nok ikke alverden i dag. Hvad mon der er blevet af disse spillere og mon de overhovedet fik en naevnevaerdig fodboldkarriere. Synes kun at huske navnet Amukike fra den bunke af spillere.

[abx]

Ikke direkte barca-relateret, men danske FC Midtjylland vil adobtere barca-stilen i det defensive : http://www.fcm.dk/index.php?ID=1&nyhedI ... laes_nyhed :)