Jeg kan bare ikke lide måden, man spiller på, sådan er det. Det ændrer nogle titler ikke på.
Måske hænger det samme med, at dine forventninger til holdet er ret vanvittige? Det lyder lidt på dig, som om du forventer, at vi skal spille, som vi gjorde, da vi var allerbedst (måske det bedste hold i historien), med et hold, hvoraf næsten halvdelen af de mere eller mindre faste spillere er helt nye spillere på holdet (en del med under en sæson hos os og en del med under to sæsoner med førsteholdet). Det er en smule urealistisk og det er ikke fair over for holdet at måle det op imod de tidligere standarder, for vi har ikke samme kaliber på alle pladser, og spillerne har bestemt ikke samme indbyrdes forståelse.
Det er fint, at man mener, at vi skal spille på en bestemt måde, og det er fint, at man har nogle principper, som man ønsker, at Barcas spillestil skal leve op til, men at give Lucho (eller andre trænere) skylden for, at vi ikke spiller tiki-taka på samme niveau som tidligere, og at vi ikke på samme måde som i 08/09 eller 10/11 spiller de fleste hold ned under græsset, er ikke fair. Vores hold er i mine øjne ikke nær så stærkt som dengang (hverken mand-for-mand eller kollektivt), og de fleste andre hold er siden da blevet bedre. Hvis man kigger på forudsætningerne inden og i løbet af sæsonen (masser af nye spillere, transfer-ban, ny træner - endda den tredje i lige så mange sæsoner - VM-sommer hvor næsten alle mand var afsted, skader og karantæner op til sæsonen (især Neymar og Suarez), det stærkeste Real-mandskab i mange år i løbet af første halvdel af sæsonen, lodtrækningerne til knock-out fasen i CL indtil videre), så er det jo nærmest et mirakel, at vi stadig står med gode chancer for at vinde alle de turneringer, vi har været med i.
Jeg savner også kontrollen i spillet og at sidde og nyde os spille flot fodbold i 90 minutter i træk uden at lave særligt mange fejl og give særligt mange muligheder til modstanderne, men det er LEs første sæson med Barca - endda hans første sæson med en topklub - og det er nogle helt sindsyge forventninger, du stiller til ham og holdet.
Nu er der ganske vist Copa America til sommer, så vores pre-season bliver endnu engang ikke optimal, men jeg synes, at selv hvis vi ikke ender med nogle pokaler i år, så har vi gjort en flot figur i alle turneringer og vi bør give LE lidt tid til at arbejde med truppen. Vi får ikke Guardiola tilbage, og jeg kan ikke se, hvem der ellers skulle kunne få mere ud af vores trup, end LE har fået indtil videre (og jeg tror slet ikke, at det vil gavne holdet at skifte træner for fjerde sæson i træk). Så jeg er ikke sikker på, hvad dit forslag helt konkret består i? Er det bare frustration (hvilket selvfølgelig er fair nok) eller er der en reel idé til, hvordan du mener, at vores hold skulle kunne præstere bedre (eller evt flottere), end de har gjort indtil videre?
Ja, tænk engang at det kan være at netop nu er så godt som denne sæson bliver.
Det er netop den her form for pessimisme, jeg ikke forstår. Hvorfor vende noget, der er så evigt positivt, til noget negativt, før vi overhovedet har fået chancen for at følge op på det? Det er klart, at hvis LE foretager nogle dispositioner, som direkte koster os nogle af titlerne, så er det trist, men det er nu engang ikke ham, der spiller på banen - og det er ikke ham, der skal have hele ansvaret for det, hvis vores hidtidige resultater ikke udmunder i pokaler. Det kommer an på, hvordan det sker - han kan nu engang ikke gardere sig imod, at visse spillere spiller en dårlig kamp eller laver individuelle fejl, eller at vores modstandere evt spiller en kongekamp. Uanset hvor gode vi er, så vil en eventuel semifinale mod Bayern blive svær, og selv hvis vi leverer på allerhøjeste niveau, så er vi ikke garanteret at slå dem, for de er også et vanvittigt mandskab, og de har den enorme fordel, at stort set hele deres hold har spillet sammen en evighed, og at de har en træner, som har masser af erfaring i den her del af CL (og er en af de bedste taktikkere overhovedet i min optik). Hvis vi bliver slået af et bedre hold, så bliver vi slået af et bedre hold - det skal ikke tage noget som helst fra vores hidtidige sæson.