Der har altid været doping i cykelsporten. Lige fra de allerførste store banecykelløb i 1890'erne, der kunne vare flere dage, blev der brugt doping. Koffein, kokain og stryknin (det kan man ganske let dø af, ja) blev hældt i den kuldsorte kaffe. Alkohol blev drukket i heftige mængder og nitroglycerin blev brugt, når blodkarrene skulle udvises, så blodforsyningen kunne forøges. Der blev også brugt doping i det allerførste Tour de France. Dengang var det primært alkohol og æter, der angiveligt sløvede sanserne og fik smerterne til at forsvinde, som var de foretrukne midler. Dopingen var faktisk så udbredt og alment accepteret, at løbsarrangørerne i 1930'erne blev nødt til at minde rytterne om, at de selv skulle finansiere deres doping.
Det var først efter Enemark Jensen og Simpsons dødfald i midten af 60'erne, at doping blev gjort ulovligt og man indførte dopingtests. Det fik naturligvis rytterne til at protestere og strejke, da de mente, at det var deres ret at tage doping. Man kører ikke Tour de France alene på mineralvand, som Anquetil sagde. Derfor stoppede rytterne heller ikke med at dope sig. I praksis var dopingtestene også ekstremt lemfældige og lette at omgås, og det var reelt først i slutningen af 90'erne, at man begyndte at jagte rytterne.
Cykelsportens lange historie er altså gennemsyret af doping. Legender som Pelissier, Coppi, Gaul, Anquetil, Merckx, Thevenet, Vlaeminck, Zoetemelk, Maertens, Moser, Hinault, Delgado og Fignon har alle indrømmet brug af doping, blevet snuppet i en dopingtest eller udeblevet fra en dopingtest for ikke at blive testet positiv. Deres konkurrenter har med garanti også været dopet. Ligesom alle 90'erne og 00'ernes topryttere var det. Det er de hårde facts om cykelsportens historie. Og derfor er det også nødvendigt at slå lidt koldt vand i blodet (sammen med alle de andre præparater), når talen falder på doping. Mediehysteriet og den evige forargelse, der kendetegner de fleste debatter om doping, er historieløs voldtægt af sportsgrenen. Først når dette anerkendes, kan man få en nuanceret og fornuftig debat om doping i cykelsporten.
Min holdning i en mere besindig debat er, at det bør være op til løbsarrangører og ryttere at fastlægge reglerne. Det er svært at vide, hvad de reelt mener i dag, men tidligere har den interne orden i sporten uden tvivl accepteret brugen af doping. Det er kun det seneste årtis massive krigsførelse, der har tvunget dem til at benægte det udadtil. Hvis denne orden stadig lever, så vil jeg ikke have noget imod en legalisering af doping.
Så længe det bare ikke er op til pressens heksejægere og WADA's historieløse politikere, for tiden folk som den irske transportminister, Botswanas sportsminister, chefkonsulenten i den amerikanske Office of National Drug Control Policy og den saudi-arabiske antidopingkomité, at fastlægge reglerne. Faren ved at lade sådanne folk styre showet er nemlig, at de gør doping til at spørgsmål om sundhed fremfor et spørgsmål om fair konkurrence.
Blau, du falder desværre lige præcis i denne grøft, når du skriver følgende:
Blaugrana92 skrev:Det ville helt reelt betyde, at man tvang unge mennesker og børn, der dyrker sporten med stor passion og glæde, til at stifte bekendtskab med stoffer der potentielt kan forkorte deres liv med en frygtelig masse år. Ville nogen forælder så nogensinde have lyst til at sende sit barn hen i en cykelklub?
Professionel landevejscykling er en ekstrem sportsgren. Det er jo i virkeligheden derfor vi beundrer sportens udøvere. Bjergnedkørsler og massespurter er eksempelvis tusinde gange farligere end doping. Det er ikke lang tid siden
en ung juniorrytter døde på en nedkørsel. Så hvis du er bekymret for dit barns ve og vel, er fodbold nok et bedre valg - cykling er i hvert fald noget nær det værste.
Derudover behøver man jo ikke nødvendigvis at kaste sig ud i doping bare fordi man kører i en cykelklub. Man kan jo også godt spille guitar med vennerne fra fritidshjemmet uden det nødvendigvis medfører, at man begynder at skyde heroin som en anden Hendrix eller Cobain. Der er jo ingen, der tvinges til at blive professionel cykelrytter, og hvis man endelig bliver professionel cykelrytter, så er der jo heller ingen, der rent faktisk tvinger én til at dope sig. Det er voksne mennesker, der træffer frie valg.
Blaugrana92 skrev:Charmen består i dag i ryttere som Nairo Quintana og Kévin Reza. Solstrålehistorier om folk fra trange kår, der får et helt nyt liv gennem cykelsporten. Skal vi fjerne enhver mulighed for lignende historier i fremtiden, ved at give rige kinesere og oliesheikher mulighed for at fylde 9 ryttere med de fineste dopingpræparater, bare for at få den hurtigste og den mest vanvittige oplevelse? Nej tak. Så vil jeg hellere være cykelsporten helt foruden.
Der er ingen, der ved, hvordan en hel eller stykvis legalisering af doping vil fungere, men til gengæld ved vi, at godt og vel alle hundrede Tour de France-udgaver har været fyldt med dopede vindere og tabere. Hvis du ikke kan se charmen i de udgaver, så skal du måske rigtig nok finde en anden sportsgren at følge.