Ok. Jeg skrev en mail til redaktionschefen hos tv3 sport og udtrykte min utilfredshed med deres valg af programlægning.
"Til rette vedkommende hos Viasat
Jeg skriver denne mail da jeg oprigtig er skuffet over Jeres programprioritering, hvilket ligeledes er årsagen til at jeg skriver en privat mail, fremfor et offentligt facebook-opslag. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er Barcelona tilhænger, og som studerende der stresser med speciale, vil jeg heller ikke lægge skjul på, at udsigten til at nyde en Barcelona kamp med dansk dækning, er noget som kan holde gejsten oppe. Da jeg læste nyheden om, at rettighederne til spansk fodbold endelig var købt, var jeg begejstret ved udsigten til endeligt at kunne se mit hold igen. Dog har jeg måtte sande, at MTGs køb af TV-rettighederne af ’Primera Divison’ ikke nødvendigvis betyder, at disse kampe bliver vist i TV.
Som det fremgår af program-guiden bliver Barcelonas kamp på søndag mod Eibar nemlig overprioriteret af både Superliga, NFL, PL og optakt til Formel1, og dette på trods af, I har tre sportskanaler. Jeg skal ikke gøre mig til herre over hvad der er god eller dårlig TV, men kan det virkelig passe at optakten til Formel1 fremover overtrumfer kampe i en af verdens bedste fodboldligaer?
Jeg betaler i forvejen over 600 kr. om måneden, for blandt andet at kunne se Jeres kanaler. Hvis dette er den fremtidige indikator på hvad man kan forvente på Jeres sportskanaler, så må jeg indrømme at jeg nok i fremtiden ikke vil gøre brug af jeres service.
Med venlig hilsen
En frustreret og skuffet la liga tilhænger"
---
Jeg fik så dette svar:
"Hej Brombz
Tak for din mail.
Det er korrekt, at vi på søndag viser Barcelona live på Viaplay. Den sendes også forskudt ved midnat på Tv3 SPORT 2.
Du har ikke helt ret i, at vi prioriterer en F1-optakt over Barcelona, som jo har kickoff 18.15.
Vores tre kanaler til fodbold sender således i tidsrummet:
18.00 – 20.00 Superligakamp på TV3+
17.00 – 19.00 Premier League kamp på Tv3 SPORT 2
18.00 – 22.00 NFL på TV3 SPORT 1
Så Barcelonakampen ville alligevel ikke kunne gå direkte i sin fulde udstrækning på TV.
Du vil så argumentere, at Barcelona er vigtigere end Superligaen eller PL eller NFL, mens andre mener noget andet. Sådan vil det altid være.
Vi viser altså kampen live på Viaplay og forskudt på TV3 SPORT 2 fra midnat søndag.
Vi forstår jo sådan set godt, at man som Barcelona-fan er ærgerlig over, at man ikke kan se alle kampe på TV. Men det vi har lovet er, at alle kampe med Barcelona er på Viaplay,
og derudover er jeg i øvrigt også overbevist om, at de fleste vil komme live på TV og de resterende vil blive vist forskudt på TV.
Som du måske læste, da vi offentliggjorde nyheden om købet af La Liga og Serie , vil vi nu overveje, hvordan vi udnytter rettighederne. Herunder om dele skal frasælges mv. Disse overvejelser pågår endnu.
http://www.mypresswire.com/dk/pressroom ... ease/96428
Men det er altså Viaplay, som er løsningen, hvis man vil have alt spansk, italiensk, CL mv. + andet sport og film og serier.
VH
TV3 SPORT"