I mange år stod der i grønspættebogen, at man ikke kunne nå til tops ved slutrunder, uden at have en genial individualist. Derfor samlede Danmark på bronzemedaljer, før Mikkel Hansen kom til. Derefter vandt man guld- og sølvmedaljer nogle år.Blaugrana92 skrev:I øvrigt, Luis Enrique, du lader til at vide noget om håndbold, så kan du ikke lige enten rette mig eller give mig ret, når jeg siger at Mikkel Hansen efterhånden er en overvurderet håndboldspiller? Jeg synes slet ikke at han tager ansvar i en kamp som denne. Det er alt, alt, alt for let at pille ham ud, ved at smide en mandsopdækning på ham dybt i banen. Han gør jo stort set intet for at fravriste sig opdækningen og står bare og glor? Han formår sjældent at bryde igennem og virker slet ikke fandenivoldsk nok. Måske er det bare mig der overser noget, men jeg kan virkelig ikke se hvad der gør ham speciel? Nu spillede han ikke så godt lige i dag, men Mads Mensah synes jeg da umiddelbart gør det langt, langt, langt bedre end Hansen?
Denne antagelse står for fald, nu for alvor, ved denne turnering. Håndbold bliver mere et holdspil og et spil, hvor bredden, også qua de mange kampe, bliver helt afgørende. Tyskland og Norge fører an i den bestræbelse. Det vigtigste er at have et hold i balance og med flere spillere, der tør tage fat på egen hånd. I anden halveg scorer Fabian Wiede og den noget upåagtede Kai Häfner, der altså lige er blevet indsuppleret i den tyske trup, til sammen 4 vigtige mål, hvor tyskerne er ret så pressede af danskerne, der er ved at lægge an til at gøre det samme mod Spanien: Klemme til til sidst og vinde kampen.
En anden detalje: Man taler meget om, at Gudmundsson bruger oceaner af tid på at se modstanderne an. Tysklands og Norges trænere - Sigurdsson og Berge - er derimod kendte for at bruge oceaner af tid på at ryste og spille deres eget hold sammen. Måske har Gudmundsson forsømt det? Det tror jeg - og det besvarer dit spørgsmål. Opskriften hedder for ofte: Mikkel Hansen finder på noget.