Kvoller skrev:Det lyder da som om der kunne være tegn på noget stress. Og så er det bare pisse ærgerligt med lægen der ikke tager det alvorligt. Vil ikke sige det er typisk, men der er mange læger der ikke tager det alvorligt desværre. Jeg ved ikke om I har en arbejdsmiljørepræsentant på arbejde, for så burde der være noget der du kunne hente. Mange har tilknyttet psykolog mv. Arbejdspladsen plejer at tage det meget alvorligt; eller det skal de. Det er enten at støtte dig nu, ellers ender det med at koste. Tænker helt sikkert en snak med chefen eller din arbejdsmiljørepræsentant kan hjælpe dig.
Min læge børstede mine hovedpiner væk som spændinger, min kvalme væk som mavesyre, min glemsomhed som travlhed m.v. 5 minutter ind og ud. Så blev jeg bedt om selv at tage kontant til en fysioterapeut og en øre, næse og halslæge. That's all.
Da meget af det er arbejdsrelateret, så har jeg taget en samtale med min TR. Vedkommende bringer den videre, og så må jeg håbe på det bedste.
Kvoller skrev:Evt tag en test. Selvom den måske kun slår lidt ud, så er der noget at være opmærksom på.
Min kæreste udfyldte den for mig i sidste uge, samme test, for hun er mere ærlig end jeg er. Dengang var resultatet på 192. Jeg tog den selv i dag, da jeg føler mig lidt mere positiv, og i dag landede den på 180. Ringede til dem i sidste uge da de havde gratis telefontid, og efter en kort samtale (hvor jeg primært blev grillet for at ignorere mine symptomer), så blev jeg bedt om at tage kontakt til egen læge igen, eller finde en psykolog selv.
Takker! Får det lige tjekket ud.
Kvoller skrev:For mig har planlægning med en kalender været et godt redskab til at få styr på alt. I starten da jeg var længst nede var en planlagt ting om ugen på max 1½ time det jeg kunne overskue. Planlagde jeg mere kom der næsten angstanfald.
Senere kom der selvfølgelig mere på, men jeg planlægger stadig med, at jeg skal have 1-2 dage om ugen, hvor der ikke må være noget planlagt i kalenderen, altså udover arbejde selvfølgelig. Der skal være dage hvor jeg bare har tid til mig selv og bare zone ud og slappe af. Om det er med serier, TV, fodbold eller sådan, det er fuldstændig ligemeget. Men bare jeg ved der er en dag til ingenting eller hvad der lige falder mig ind, det holder mig kørende. Der bliver mindre og mindre brug for de dage nu, men det er helt sikkert noget jeg holdt fast i, og noget der var vigtigt at holde fast i, for ikke at knække halsen på det hele igen.
Jeg er begyndt med at bruge min kalender oftere, men så snart jeg bare får lidt for mange aftaler, så giver jeg sgu lidt op, og så ender det ud i et spørgsmål om overlevelse og hvad jeg kan/ikke kan undgå eller udsætte. Lige pt. der tager jeg bare på arbejder og crasher når jeg kommer hjem. That's all. Skal virkelig hive noget ud af ærmet for at orke noget. Nu har jeg lige fikset budgetter, og er svimmel. Har heller ikke samme interesse i ting. Jeg plejer bare at lade fjernsynet køre mens jeg browser Reddit på min telefon. Sådan kan jeg sidde i flere timer. Har lige fået en levering bøger som bare samler støv, og kæresten og jeg har en stak Blu-ray film vi slet ikke har puttet i afspilleren endnu. Det er lidt skidt.
Kvoller skrev:Jeg ved ikke om du har kone og børn, så gør det det selvfølgelig lidt sværere at planlægge med dage hvor du ikke skal noget, men det er så her arbejdspladsen måske skal hjælpe dig, ved at give dig en dag eller to ekstra fri, så du får de pusterum.
Kun kæreste, heldigvis. Er ikke liiiiiige klar til børn endnu.
Kvoller skrev:Min arbejdsplads var med hele vejen igennem, jeg fik det som jeg ville have det, selvfølgelig inden for rimelighedens grænser, men jeg startede med at arbejde 1 time om ugen og så MEGET langsomt opbygget. Jeg mærkede jeg gik for hurtigt op i tid før jul, hvor jeg mærkede symptomer på det hele kom tilbage igen, der fik jeg så snakket med chefen og gik ned i tid igen, for at stige langsomt tilbage til 37 timer om ugen.
Håber du kan bruge noget af det, jeg lærte det hele på den hårde måde med ikke at gå for hurtigt op i tid, på trods af advarsler fra dem omkring mig. Nogen skal åbenbart lære det på den hårde måde.
Min arbejdsplads gør det godt nok stramt for mig ind imellem. Af og til tør jeg ikke melde mig syg, eller tage en snak, af frygt for en reaktion, eller sladder. Havde en voldsom omgang for 5 år siden, hvor jeg følte mig tvunget til at vende tilbage. Fik også en voldsom omgang for cirka 3 år siden, hvor en speciallæge bad mig om at blive ude til efter nytår, og herefter trappe op i cirka 13 uger. Idioten her vendte bare tilbage på fuldtid i start december.
Sendt fra min LON-L29 med Tapatalk